Sådan sluttede del-2:
Jeg spurgte: - Behøver vi vente med at elske igen, til det bliver mørkt?
- Jan, det er de lyse nætter. Det bliver slet ikke mørkt. Og selv om det blev det, er jeg sikker på, at vi nok skal finde hinanden.
Jeg lod være med at sige, hvad jeg tænkte. Det kunne måske ødelægge stemningen.... Hvad jeg tænkte?
Jo, at kunne vi ikke finde hinanden, kunne vi gå efter lugten. Jeg følte at hele stuehuset duftede af kys og kram, fissesaft og sperm.
Berit må have kunnet læse mine tanker, for hun sagde:
- Vi må huske at lufte godt ud. inden dine forældre kommer hjem... men det er heldigvis først i overmorgen.
Åh, den vidunderlige kvinde. Hun havde det som mig. Men den voksne kvinde tænkte på mere end den liderlige unge mand:
- Vi må endelig ikke glemme, at der skal plukkes jordbær i morgen igen.


- Skal vi ikke gå en lang tur, Jan? foreslog Berit, da vi havde spist.
Det var ikke lige dét, jeg havde i tankerne. Jeg tænkte i virkeligheden KUN på fisse. Hun havde jo lige selv givet mig smag for det i eftermiddag og her til aften.
Men hun var måske alligevel den klogeste. En lang spadseretur kunne kun give endnu mere lyst til det, ingen af os drømte om at undvære.
Jeg tog en sidste gang op under Berits bluse for inden spadsereturen at få fornemmelsen af hendes lækre, modne 20-årige "frugter".
Min mindreårige pik reagerede prompte. Berit mærkede efter og lo mig - sød og lækker - lige op i ansigtet:
- Det er godt at have noget at glæde sig til, Jan! Jeg gav hende fuldstændig ret. Men overvejede, hvordan jeg kunne gøre gåturen så kort som muligt. Berit grinede, da jeg foreslog turen omkring Lilleskoven - den kortest mulige. Hun vidste vist godt hvorfor.
Uanset hvilken tur, vi tog, skulle vi gå forbi et par nabogårde og nogle huse, så det var klogt ikke at gå arm i arm eller på anden måde vise vor forelskelse - eller liderlighed. Berit havde jo sagt, at for hende var det ikke forelskelse, men jævn, dansk, folkelig liderlighed.
Det alene havde drevet os i favnen på hinanden i eftermiddags og nu til aften, efter mine forældres bortdragen til sølvbryllup nordenfjords. På landet skal der ikke meget til at komme i folkemunde. Herude har folk ikke andet at tage sig til end se fjernsyn og sladre om hinanden, fordi de er blevet for gamle til at kneppe.
Det troede jeg. Turen var lang nok til, at jeg skulle blive klogere. Meget klogere.... Men jeg er ikke den, der løber med sladder. Man skal ikke kaste med sine sten, når man selv bor i glashus.
Nå, men Berit og jeg gik tækkeligt side om side på landevejen, forbi naboblikkene, lige til skovbrynet, hvor vi drejede ind ad skovvejen - og hvor jeg, så såre vi var nabo-usete, stjal mig til et tungekys og et lækkert greb om Beritbabserne under hendes løsthængende sommerbluse. Vi gik gennem granskoven et par hundrede meter, nu hånd i hånd, da vi pludselig slap hinandens hænder og stoppede op.
Vi havde begge hørt "noget". Først troede vi, det var nogle rådyr i underskoven, men så hørte vi lyden af dæmpede stemmer.
Berit kiggede på mig og smilede. Så satte hun munden til mit øre og sagde: - Jeg tror, der er nogen, som knepper!
Jeg rødmede. Var da godt nok nysgerrig. Berit ligeså. Vi listede os forsigtigt frem. på bedste Gule-Ulv-manér - som indianeren, der aldrig træder på en gren, som kan knække og give en lyd. Jeg havde læst den bog drengebog om Gule Ulv mindst 10 gange.
Lydene blev tydeligere. Med ét var vi fremme ved en lillebitte græsklædt lysning i skoven. Ikke et træ eller en busk til at tage udsynet.
Og dér - ikke 10 meter fra os - sad vor nabokone og red en mand, hvis ansigt vi i første omgang trods alt ikke kunne se for græsset.
Men det var 100% ikke hendes mand. Hvorfor skulle de gemme sig i skoven, når de havde dobbeltsengen?
Inger var vel omkring 40 år. Hun havde nøgen overkrop, og skørtet var trukket op om hendes brede hofter. Og her var det hende, der styrede festen. Hun oksede op og ned, liggende på sine knæ - og jeg må indrømme, at jeg fik ståpik lige på stedet. Først og fremmest, fordi jeg kunne se hendes kolossale yver hoppe op og ned - og fra side til side. Og hendes ansigtsudtryk var helt lyksaligt.
Ingen tvivl om, at hun fik, hvad hun ville ha".
Så kom den liggende mands hænder op, tog om hendes patter og gav dem en ordentlig omgang massage.
- Åh, det er faneme godt, Ivan! sagde hun med almindelig stemme...
Nå, så manden i græsset var Ivan, hendes og Ejnars forkarl. At han også fik, hvad han ville ha", kunne der ikke være i tvivl om.
- Inger! Inger! Du knepper som en gudinde! Jeg har aldrig....
Hvad det var, han aldrig... fik vi aldrig rede på, for nu løftede Inger sit hoved mod sommeraftenshimlen og brølede som en råbuk:
- Jeg kommer! Jeg koooommmmmer, du dejlige mand!... Fyr kanonen, Ivan! Jeg vil mærke din herlige spermsprøjte oppe i mig.
- Ja, du må selv tage skade for hjemgæld. Men det véd du jo. Det er dig selv, der...
- Ja, jeg vil faneme have en unge, Ivan! Og når Ejnar ikke kan, så er det godt, at du kan klare det.
Og så lød der et gutturalt brøl nede fra græsset. Åååårrrrhhhhh! Åååårrrrhhhh!
Jeg vidste lige nøjagtigt fra i eftermiddags, hvor godt det var for Ivan. Så godt havde det været for mig med Berit. Men måske voksne havde det endnu bedre, end en snothvalp som mig. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at de to i græsset havde nået lykkens tinde.
Berit listede en hånd ud efter mine shorts. Ord var overflødige. Jeg vidste, at Berit lige nu kun havde pik i tankerne. Min pik. Og den skulle hun nok få. Bare ikke lige nu og her.
Den, der tror, at de to i græsset, nu havde fået nok, tager fejl.
Nu rejste Ivan sig op på knæ. De to lå lige overfor hinanden med armene omkring hinanden. Så tog Inger hænderne ned og greb Ivans halvstive pik - Hold kæft for en hegnspæl! - og lagde den op mellem sine enorme patter. I det, som Berit senere fortalte mig, hedder "kavalérgangen" - og da Ivanpikken først stod der, greb Inger sine store patter og klemte de enorme vandmeloner sammen om forkarlspikken. Så kørte hun dem op og ned omkring Ivans lem - som til alt held for Inger - blev stiv igen.
Sådan fortsatte Inger med at behandle pikken. til han slog hovedet tilbage og halvhøjt og med hæs stemme sagde:
- Inger, den kommer igen... Hvis du vil have en unge, er der ikke megen idé i at fyre ladningen af mellem dine patter.
Hun forstod, hvad han mente. Kastede sig på ryggen i græsset. Patterne væltede ud til siderne og Ivan væltede sig over sin madmor, jog pikken i bund - og så kunne enhver med øjne i hovedet - Berits og mine stod på stilke! - regne ud, at nu fik Inger ladning nummer 2.
De oksede lidt videre, men så tog huggene af.
Inger lo til Ivan og sagde hen for sig selv (men Berit og jeg kunne ikke undgå at høre det:
- Det blir sgu tvillinger, Ivan. Jeg har lige haft dét (hvad det var fandt jeg først senere ud af), så 2 gange en ½ sød, kan ikke undgå at gi" tvillinger. Du skal være far, Ivan!
Det var altså en bestilt bedækning, Inger havde fået. Og Ivan havde været endog særdeles "bedækningsdygtig".
De rejste sig og tog deres tøj på. Gav sig god tid. Berit og jeg sank helt ned bag det høje græs i skovkanten for ikke at blive set - og det undgik vi da heldigvis. Parret i lysningen havde overhovedet ikke øje for lurere.
Da Inger sagde det med, at "du skal være far, Ivan", grinede han og sagde:
- Bare du overlader regningen til Ejnar, skal du ikke høre et ondt ord fra mig Inger....
Så blev der en pause. Så sagde Ivan noget, som fortalte mig, at han vist ikke havde været svær at overtale til at være "donor":
- Jeg har læst, at danske mænds sædkvalitet ikke er helt på toppen. For en sikkerheds skyld må vi hellere gentage insemineringen i morgen eller i overmorgen. Mens du er tyregal endnu, Inger!
- Det behøver du ikke være bange for går over. Jeg har været liderlig, lige fra den dag, du trådte ind på gårdspladsen som vores nye forkarl....Og jeg bliver ved at være det lige så længe du gider.
- Også når du begynder at få mave på?
- Det kan jeg garantere dig for. Hvis du gider kneppe mig, skal du aldrig gå forgæves - heller ikke når jeg begynder at køre med barnevognen.
Så kyssede de to hinanden. Hun var den ivrigste, men han forstod sig sandelig også på det.
- Jeg går ad den korte vej, Ivan, så går du rundt om Lilleskoven. Det er ikke værd, at nogen ser os sammen
Sammen gik de fra den lille græsplet ud til skovvejen. Inger gik til venstre og Ivan til højre - den vej, vi også havde planlagt.
Det sidste var ikke så godt. Nu risikerede vi at blive afsløret. Og måske ville den af dem, der så os, få mistanke om, at vi også havde opdaget dem.
Berit løste problemet. Hun rakte sin hånd over til min buksebule.
- Hvordan virkede det dér på dig, Jan? Jeg behøvede ikke svare. Min pik var stiv som en plantekæp. Sådan virkede det også på mig, knægt. Hvem siger, at Inger og Ivan skal have eneret på den græsplet.
- Der er i hvert fald ikke noget sperm i græsset, vi kan få på os, så...
Sådan gik det til, at lysningen i skoven fik navn.
Fra den dag kaldte vi altid den åbne plet i skoven for "det SÆD-vanlige sted".
Men jeg havde fået noget at tænke over. Da Berit og jeg havde elsket i hen ved en time - det var i hvert fald begyndte at mørkne - spurgte jeg hende lige ud:
- Det dér med at blive gravid... er det ikke noget, du er bange for, Berit?
- Åh, du dumme dreng, lo hun så sødt, så sødt. Sådan var det i gamle dage, Jan. I vore dage bestemmer man selv, om man vil være gravid eller ikke. Inger vil gerne være det - og nu bliver hun det uden tvivl. Jeg vil ikke være gravid, og så bliver jeg det ikke. Sådan er det!
Jeg ville ikke virke dum og spørge "hvordan". Det med hvordan måtte jeg senere finde ud af. Foreløbig var det nok for mig, at jeg ikke skulle være far. Ellers var det vist også blevet femlinger efter den dag og de mange følgende.
For Berit og jeg oplevede ikke én eneste dag eller nat fra den dag, hvor vi ikke fandt ud af at nyde hinanden.
Jeg har aldrig - ALDRIG - siden fået så meget fisse på én sommer som netop dén sommer!