Da min søster Karins forhold gennem 6 år gik i stykker, skete der som for de fleste, der kommer ud af et længerevarende forhold, mange forandringer for hende. Disse forandringer involverede mig på en måde, som jeg ikke havde ventet, men på ingen måde fortryder.

Den dag i dag er jeg ikke helt klar over, om det var hendes kæreste eller hende selv, der gjorde forholdet endeligt forbi, men det var ikke gået så godt specielt det sidste års tid. Når jeg ikke ved så meget, skyldes det, at min søster igennem de 6 år trak sig mere og mere væk fra sin øvrige familie, og med hendes usympatiske kæreste i tankerne, var vi heller ikke dem, der kæmpede for at holde forbindelsen ved lige.

Inden Torben, min søsters nu eks-kæreste, kom ind i billedet, havde Karin og jeg dog haft et rigtig godt forhold til hinanden. Med kun knapt to år imellem os (der var præcist 22 måneder og 1 dag mellem vores fødselsdage) havde vi som børn været vores bedste legekammerater, når klassekammeraterne blev for dumme, og da vi begyndte at gå i byen (jeg først som den ældste), fulgtes vi tit ad og vi havde mange sammenfald i vores vennekredse.

Måske også derfor var jeg så meget desto mere bitter, da hun en dag kom slæbende hjem med Torben, der var en i mine øjne kold skid, der mest af alt tænkte på sig selv, og forlangte af alle, at de rettede ind efter hans meninger. Men Karin var forelsket, bød hans mindste bud og nærmest lagde sig fladt ned som en veldresseret hund. Og da Torben så mente, at hendes forældre og bror blandede sig for meget i hendes affærer, begyndte han at påvirke hende til at trække sig tilbage fra os og hun bad os blande os udenom, hvilket vi i starten respekterede, og da vi syntes det gik for vidt, var afstanden for stor, og der var jo også grænser for hvor stor fjendtlighed, man skal finde sig i, når man forsøger at være venlig.

Efter en fem års tid, begyndte Karin dog lidt efter lidt at få øjnene op for Torbens besiddelsestrang og hans dårlige sider – jeg tror faktisk, at han var begyndt at slå hende for alvor – og hun begyndte at sige ham imod, hvilket jo som sagt til sidst kulminerede i forholdets opløsning. Den første Karin vendte sig imod i familien var mig. Mest fordi jeg nok var den der trods alt havde gjort mest for at holde forbindelsen mellem os intakt. Jeg var troppet op til alle fødselsdage, var kommet forbi i ny og næ, og da jeg fornemmede, at det gik dårligere, var jeg begyndt at komme oftere, når jeg fornemmede at Torben ikke var i nærheden. Der var dog stadig en stor distance imellem os, og den nære fortrolighed, vi havde over for hinanden inden Torbens entré på scenen, lå stadig langt væk.

En lørdag formiddag ringede min telefon. Jeg var faldet i søvn på sofaen efter at have gået en tur med hunden, og var lidt fortumlet, da jeg lidt søvndrukkent mumlede ”Det er Jesper!” ”Hej, det er Karin,” lød min søsters stemme. Der var noget galt, det kunne jeg høre på bare de fire ord, og jeg var straks vågen. Hun fortsatte lidt hulkende: ”Kan du ikke komme herover? Jeg har brug for dig.” ”Jamen hvad er der galt?” spurgte jeg. ”Vil du ikke bare komme?” spurgte hun hulkende, men også i et tonefald der fortalte mig, at jeg ikke ville få mere ud af hende nu. ”Jo-jo, jeg skal nok komme,” svarede jeg, og inden jeg kunne sige mere, afbrød hun forbindelsen.

Fortumlet, forvirret og lidt bekymret skyndte jeg mig at få rettet tøjet, set efter at hunden havde vand og fundet min jakke og så sprang jeg ellers af sted ned til bilen, hoppede ind i den og kørte de 8 km til nabobyen, hvor Karin og Torbens landhus lå – lidt væk fra den nye bebyggelse, der var skudt op igennem de sidste 5 år.

Da jeg kom derhen, kunne jeg se, at Torbens bil var væk. Det var der egentlig ikke noget mærkeligt i. Han plejede altid at køre i en forholdsvis ny BMW, sådan én af de lidt større modeller. Det gik jo rigtig godt på hans arbejde, hvor han var en eller anden form for meget fin chef, så han tjente kassen. Jeg var egentlig ikke misundelig, for det kunne selvfølgelig være rart at have råd til at køre i stor BMW og have B&O fjernsyn i hele hytten, men det betød også, at han meget tit ikke var hjemme, og det var også sket, når familien endelig var samlet, at han enten sendte afbud i sidste øjeblik, fordi der var én eller anden krise på arbejdet, eller han var blevet ringet op midt under middagen. Det var én af de ting, jeg vidste Karin var lidt ked af, for Torben var i den seneste tid gået mere og mere op i sit arbejde med masser af fravær i hjemmet til følge.

Jeg parkerede ved siden af Karins lille ”konebil” – en af de smarte nye Mini’er, der vist var mere smarte end praktiske – og gik hen til hoveddøren for at ringe på og melde min ankomst. Inden min hånd nåede op til dørhammeren for at slå mine sædvanlige, og vel lidt barnlige slag, gik døren op, og Karin stod med tårevædede øjne, rød næse og alle tegn på at have grædt igennem længere tid. Hun kastede sig hulkende ind til mig og begyndte noget usammenhængende at snakke løs. Jeg forstod ingenting, bortset fra at hun var helt ude af den.

Vi trådte ind i entreen, og jeg lagde mine hænder om hende, tyssede på og trøstede hende, indtil hendes hulkende mumlen gik over i ordløse hikst. Trøstende lod jeg min hånd glide op og ned af ryggen på hende, og som jeg stod der og trøstede min søster kunne jeg mærke duften fra hende og hendes hår sno sig op i mine næsebor, og jeg kom til at tænke på de mange gange, jeg i mine teenageår havde trøstet hende på samme måde, når hun mødte modgang; når veninderne var for onde ved hende, når hendes drømmefyr begyndte at komme sammen med hendes nu værste fjende, eller når fyren var gået fra hende eller omvendt.

Hendes hikst var efterhånden faldet så meget til ro, at jeg fornemmede, at vi kunne bevæge os videre ind i huset, og jeg kunne få historien fra begyndelsen. Det eneste jeg fornemmede var, at det drejede sig om Torben, og det ikke var idel lykke, det handlede om.

Vi gik ind i stuen, og jeg blev noget overrasket over at se en masse flyttekasser; både nogle der så ud som om de var fyldt, lukket og klar til læsning, nogle der var halvfyldte og tomme og nogle der endnu stod usamlet op af væggen. ”Hør hvad foregår her?” fløj det ud af munden på mig. Karin så snøftende rundt på rodet i stuen. ”Det var det, jeg prøvede at sige til dig,” sagde hun langsomt, ”Torben og jeg går fra hinanden, og jeg vil væk herfra med alle mine ting. Og det skal helst være i dag.”

Jeg var chokeret. Og efter hendes udtryk i ansigtet at dømme, må jeg have lignet én der var faldet ned fra månen. ”Øhh,” var det mest intelligente, jeg umiddelbart kunne finde på at sige, eller rettere, det var den lyd, der kom ud af min mund, mens jeg samlede mine heftigt omfarende tanker. Efter hendes udbrud i entréen havde jeg nok forventet et eller andet i stil med en lang snak over en kande the som i gamle dage som trøst efter et skænderi med Torben. Selv om jeg som sagt var klar over, det ikke gik lige så godt som i starten af forholdet, troede jeg ikke, at de var nået til en opløsning. ”Jamen hvorfor dog det?” fik jeg fremstammet.


”Lad os sige, at det var uoverensstemmende opfattelser,” sagde Karin, og pludselig var det hende, der virkede som den rolige med det kølige overblik. Jeg så på hende, og kunne se, at der lige under overfladen var nærmest stormflod i hendes følelser, og hun kæmpede faktisk for at holde sig i ro. ”Jeg har virkelig brug for din hjælp, Jesper,” sagde hun med et bedende blik til mig. ”Jeg vil altså gerne væk i dag, og jeg vil have så meget med, det overhovedet lader sig gøre. Torben er taget til Jylland på weekendseminar med nogle kolleger, og det er planen, at de først kommer hjem mandag formiddag, men det kunne ligne ham, at komme tilbage for at gøre livet surt for mig.” Jeg var rystet, men jeg kunne også se på hende, at det ikke var lige nu, hun havde brug for en storebror, der gik i spåner over hendes forhold til sin partner. Jeg havde været der for hende før, og ville selvfølgelig også være der igen, det var klart. ”Jeg skal nok hjælpe dig,” sagde jeg, ”men hvordan har du tænkt dig at komme væk herfra med alle dine ting?” Hun så op på mig med det kølige næsten isnende dræberblik, der indikerede, at det ikke var helt uden grund, at hun selv var kommet forholdsvis langt inden for revisionsbranchen, ”Jeg har bestilt en flyttevogn til kl. 4 i eftermiddag, og det er inklusive to flyttemænd, der arbejder indtil de er færdige,” sagde hun. Jeg stirrede på hende lettere bestyrtet. Hun brugte normalt ikke penge i stor stil, og jeg vidste af egen erfaring hvad en flyttemand kostede på en almindelig hverdag inden for normal arbejdstid, og hvad det kostede, hvis de skulle arbejde over i bare en time. Der skulle ikke den store atomfysikereksamen til at regne ud, at det ville blive en betragtelig sum, hun skulle af med for denne fornøjelse. ”Og jeg har lovet at alle småting er pakket i kasser, så flyttefolkene ikke skal vente på dem, når alt andet er læsset,” fortsatte hun. ”Jamen så må vi jo se at komme i gang,” sagde jeg og greb ud efter en flyttekasse, for at gå i gang med at samle den.

De næste par timer var vi meget effektive. Det var næsten som om Karin og Torben havde haft hver sin del af huset, og fællesrummene var næsten også fint opdelt, så det var ikke svært at pakke alle småting ned. Mens vi pakkede gik snakken mellem os, og efterhånden begyndte kemien mellem os igen at virke som i gamle dage. Vi begyndte at tænke som den anden og vi kunne færdiggøre hinandens sætninger, hvis det var det, vi ville. Den ene kasse efter den anden blev mærket og stillet over til det voksende bjerg af kasser med Karins ting. Det sidste rum, vi tog fat i, var køkkenet.

Det var åbenbart Karin, der havde bragt det meste køkkengrej ind i forholdet, for det var mange kasser, vi fyldte. Alligevel var vi færdige i rigtig god tid inden flyttefolkene ville dukke op. Karin kom ind i det næsten tomme køkken med to Tuborg i hånden. Uden ord rakte hun hånden frem, og vippede den ene mod mig, sendte mig et sigende blik, som med et løftet øjenbryn spurgte om jeg ikke var tørstig. Dagens anstrengelser havde faktisk skabt en temmelig tør plet i halsen, og jeg fulgte hendes ordløse eksempel, nikkede og rakte ud efter øllerne. En tilbageværende kniv kunne gøre det ud for et øljern, og jeg rakte den første tilbage til hende.

Lænende os op af køkkenbordskanten satte vi nærmest simultant flaskerne for munden og den gyldne tørstslukkende væske gled fra flasken ned i vores svælg. Jeg stod og stirrede ud i rummet og lod tankerne gå på langfart, da jeg hørte Karin snøfte ved siden af mig. Jeg drejede mit hoved og så at tårerne lige så stille trillede ned af hendes kinder. Jeg lagde min arm om hendes skuldre og trak hende ind til mig. ”Hvad er der med dig, skat?” spurgte jeg i den intime tone, vi brugte over for hinanden for otte år siden. Hun hikstede, da hun forsøgte at samle sig, og snøftede lidt. ”Jeg er bare så ked af at rejse fra dette hus,” sagde hun, ”men skal jeg overleve det her, er det nødvendigt, at jeg kommer væk nu.” Hun vendte sig om, trådte ind foran mig og lænede sig ind mod mig. Hun kiggede kort på mig og lod sit hoved falde ind på min brystkasse og begyndte at hulke stille. Beskyttende lod jeg mine arme omfavne hende og den trygge varme jeg forsøgte at udstråle, bekræftede det tætte forhold, der stammede fra vores tidlige ungdom.

Med lukkede øjne lod jeg mig selv føre tilbage til en tid, der var engang, og jeg nød fornemmelsen af Karins varme krop mod min egen. Som tidligere på dagen begyndte duften fra hendes hår, hendes krop og sveden fra de sidste timers hårde arbejde, som en snerle at snirkle sig vej op i min næse. Jeg gled ind i en kapsel, hvor hun og jeg blev til én enhed. Karins kropsvarme sluttede sine blide fangarme rundt om mig og trak min bevidsthed tilbage til ungdommen.

Jeg husker den gode, trygge og varme fornemmelse, og hvornår jeg igen blev bevidst om hvor jeg var, ved jeg ikke præcist, men den tætte kontakt med en kvinde, og den velkendte og meget velkomne duft af min søster, påvirkede min tilstand, og det begyndte at stramme lidt i mit underliv. Karin var holdt op med at hulke, og blidt strammede hun sit greb om mig. Jeg svarede ved på samme vis at trække hende lidt tættere ind mod mig og lod hænderne glide trøstende og kærtegnende op og ned af ryggen på hende. Det var, da min hånd gled op af ryggen på hende, at jeg blev klar over, at hun ikke havde nogen BH på.

På et splitsekund ændrede min bevidsthedstilstand sig fra en tilbagelænet position, hvor jeg betragtede alt, jeg så gennem en dynes filter, til en krystallisk klarhed, hvor hver detalje i dette sekund stod knivskarpt i min bevidsthed. Om Karin var et par sekunder foran mig i denne erkendelse, ved jeg ikke, men pludselig jeg blev klar over flere forandringer. Min pik havde ikke lullet sig ind i den bløde afslappethed, som jeg havde været i – den stod næsten så rank, som pladsen i mine bukser tillod. Jeg mærkede nu at hendes brystvorter havde rejst sig og prikkede mod min spændte brystkasse, der kun var dækket med en stramtsiddende T-shirt.

Jeg var pludselig pinligt bevidst om, at Karin måtte være klar over tilstanden i mine bukser. Hendes svar på mit endnu ikke udtalte spørgsmål var at hæve blikket op mod mit. Der var en rolig og afklaret dybde i det blik, hun sendte mig. Antydningen af et smil brød frem på hendes læber, da hun trykkede sit underliv lidt tættere mod mit. Denne gestus fra hende, fik en rød bølge af glæde, lyst og begær til at skylle ind over mig. Ridende af sted på denne bølge var mit eneste træk, at bøje hovedet ned mod hende. Hun vendte sit ansigt mod mig, og helt naturligt mødtes vores læber i et kys.




Fortsættes………