Som så mange andre dage stod regnen ned i kaskader. Marker blev oversvømmede, floder gik over deres breder, skove blev til moser og grusveje blev til mudder.
Himmel og hav (hvis man nu var ude ved havet) stod reelt set i et. Vejene var øde. Der var ingen, der havde speciel lyst til at køre i det føre.
Vinden havde også gjort sit indtog på den i forvejen ubehagelige aften. Den rev i de nøgne træer og fejede hen over jorden, mens den blæste vand og regn op i små hvirvelvinde og sørgede for, at vandet havde svært ved at ligge på jorden ret længe af gangen.
Alt dette synes ikke at have nogen effekt på ham. Han gik fuldstændigt uforstyrret langs vejkanten. Blæsten tog ikke i hans lange, sorte skinfrakke, der nåede ham til anklerne. Hans bølgede, mørke hår havde ikke mistet sit hold i det kraftige regnvejr. Det sad som det altid havde gjort. Han missede ikke med øjnene overhovedet. Det var som om, at regnen overhovedet ikke berørte ham, trods den åbenlyse umulighed det var fuldstændigt at udgå at blive ramt af regnen i en tordenstorm som denne. Hans blanke, sorte laksko gik støt og roligt fremad, også uden af til notits af regnen. Det var som om en usynlig hinde omgav dem, der samtidig gav indtryk af, at han aldrig rigtig gik på selve jorden, men nærmest svævede nogle få centimeter over den. Alt i alt var han en mystisk person.
På trods af, at man tæt på intet kunne se i det dårlige vejr gik han beslutsomt gennem regnen og kom efter en tid til et øde hus. Det var svagt oplyst indefra, men lyste alligevel op i de mørke, øde omgivelser. Han gik i lige linje på mod hoveddøren. Hans sank ikke ned i det dybe mudder, men bevægede sig ubesværet hen over, uden så meget som at svine sine sko eller tøj det mindste. Da han bankede på med sin skindhandske-klædte hånd, gav det genlyd i hele huset, som havde han banket på med en rambuk. Det hørtes hastige skridt inde fra huset og en tung raslen bag døren.

Hun lå på ryggen i sin seng og stirrede ud i mørket. Hun lå udbredt på sengen, med sin kjole spredt fladt ud over sig, mens hendes lyse lokker lå rodet på sengen og hen over hendes ansigt. Hun kiggede rundt i sit sparsomt dekorerede værelse. Hun havde en ubekvem træstol, samt et lige så ubekvemt træbord, der ikke efterlod hende med den mindste smule komfort, når hun nødtvunget lavede lektier eller læste tykke bøger efter sine forældres ønske. Ud over et lille spejl og nogle få, grimme malerier, var hendes eneste vægdekoration en kalender; det havde hun dog trods alt. Stearinlyset stod slukket og dødt på den tunge trækommode, der indeholdt hendes tangerende anæmiske tøjsamling, der hovedsageligt bestod genbrug eller støttegaver. Ved siden af var hendes lille bogreol placeret. Den indeholdt det meste af hendes fritid. Ting som at færdes frit udenfor forældrenes synsfelt var ikke en mulighed for hende. Hun drømte tit om hvordan det ville være at hoppe barfodet rundt på engen og plukke vilde blomster, snuse til naturens dufte og give sig hen til den frie lufts blide kærtegn mod hendes unge hud. Men hovedsageligt blev hendes fritid brugt på pligter i hjemmet. Og pligter var der nok af. Moderne remedier var ikke at finde i dette hus. Tøjvask foregik med vaskebræt, madlavning foregik via. Brændekomfur, mens al rengøring fandt sted gennem vand, sæbe og masser af knofedt. Eneste elektriske remedium huset var reelt set en lille transistorradio, så hjemmet trods alt kunne følge med i resten af verden.
Eneste afbrud fra denne trivielle hverdag var hver søndag, der stod på intens motion og fysisk træning. Moderen havde en panisk mani med, at det var et livskrav at være i god form og undgå alt hvad der havde med deller og overflødige fedtreserver af gøre. Dette gjorde, at de trods deres falmende sociale engagement og nærmest middelalderlige levestil var en smuk familie: Faderen var muskuløs og atletisk bygget: Hans kropsmuskulatur var tydeligt optegnet og han havde gennem mange års træning undgået mange af de ældningstegn, der fulgte med det at blive over 40 år gammel. Moderen havde en krop, der signalerede, at hun var meget yngre end hendes rigtige alder. Hendes hud var rynkefri, hendes hud var stram og så stadig ung ud. Hun havde en slank talje og slanke, halvmuskuløse ben. Hendes bryster var dog ikke helt på højde med yngre kvinder. På trods af, at hendes 70-D skål sad flot af en kvinde på hendes alder, var de begyndt at hænge og blive aflange. Hendes bagdel var heller ikke så attraktivt som det havde været engang. Motion eller ingen motion, så havde naturen og alderen sat sit tydelige præg på hendes kropsfigur. Selvom hendes baller var runde og faste, var hendes røv en anelse bredere end hvad smukt var. Men alt i alt var hun en attraktiv kvinde på hendes alder. Deres datter var en anden sag. Hendes unge alder gjorde, at hendes bryster var små: 70-A. Hendes røv var ligeledes ikke helt færdigudviklet, men tog sig alligevel godt ud i alt hvad hun iklædte sig. Ballerne havde ikke en eneste afvigelse fra den nærmest geometriske runde/ovale form, som motion og hårdt, fysisk arbejde havde formet dem til. Hendes mave var flad som et bræt, på nær mavemusklerne, der kunne anes og gav hende en smuk, veltrænet mave, der dog altid var skjult bag de tunge klæder, hun havde til rådighed. Hendes ben var, ligesom sin mor, faste, slanke og velformede, med bløde, afrundede knæ og en dynamisk overgang fra lår til skinneben til fod. Hendes lyse hår blev sjældent klippet, så det nåede hende til godt ned af ryggen og lyse bølger, der slangede sig om hendes nakke og ryg når hun gik. Hendes ansigt passede med resten af hendes fysiske fremtoning. Klare blå øjne, under de lyse øjenbryn, mødte toppen af hendes feminine næse, der kurvede let indad og endte i en blød bue lige over hendes bløde og usædvanligt, røde læber, der formede sig i bløde kurver på tværs af hendes ansigt. Hendes kinder var blege; det var langt fra sommer, men fuldendte alligevel hendes smukke ansigt. Hun drejede hovedet i mørket og lod sine øjne hvile på kalenderen. I mørket skimtede hun tallet 16 sidst på måneden.
Mens hun stirrede på tallet gled hun langsomt ind i en dyb søvn. Dog gik der ikke lang tid, før en underlig fornemmelse rev hende ud af sine tanker igen. Det var en underlig sitren, der bevægede sig op gennem hendes krop, helt op til hendes øreflipper. Først kom den svagt og kun hurtigt, dog nok til at rive hende ud af søvnen. Men efterhånden blev følelsen meget kraftigt og kom igen mere og mere ofte. Til sidst kunne hun føle det nærmest i takt med normal gang. Og hele tiden blev følelsen kraftigere og kraftigere. Den sendte hendes krop ud i skælvende rystelser. Hendes ben spjættede let og spredtes ubevidst. Hendes skuldre hoppede ukontrollabelt og hendes hoved rystede. Hun tog et fast greb i lagenet på sin seng, lukkede øjnene og bed hårdt sammen. Hendes åndedræt blev heftigt; tungt og stønnende. Hendes underliv vuggede frem og tilbage i hurtige stød under hver chokbølge af vild og kraftig ekstase, der tilsyneladende helt ubegrundet sendtes gennem hendes krop. Tanker fór gennem hendes hoved: Hvor kom disse følelser fra? Hvad havde hun mon spist, sagt eller gjort? Hvordan kunne det være hun undergik dette? Hvorfor reagerede hendes krop som den gjorde? Hun blev dog hurtigt revet ud af sine tanker igen, da følelsen efterhånden tog så meget til, at hun ikke længere kunne holde hænderne på lagenet. Hun gned rundt på sin krop, i en blind, men samtidig febrilsk søgen efter oprindelsen til denne mærkelige følelse, disse ukontrollable spasmer. Hun gned sin mave, sit skød, sit knæ, men hendes hænder endte dog på området mellem navlen og hendes klitoris. Med lange- og ringfingeren gned hun hårdt rundt i cirkler for at i møde komme den stigende kløen, der efterhånden fulgte med hver rystelse. Det var svært nok at holde hænderne på kroppen, når hendes underliv roterede så kraftigt. Hendes anden hånd søgte ned mellem hendes ben og gned rundt på trusserne. Hun mærkede instinktivt, at hun var på rette vej, selvom hun på ingen måde mærkede nogen lettelse. Hun var ved at få tårer i øjnene, hun kneb dem hårdt sammen, tog et fast greb, hev kjolen helt op om livet, samtidig med, at hun i et kraftigt ryk rev trusserne ned til knæene med en lyd, der tydeligt tilkendegjorde, at hun rev stoffet itu. Hendes tanker var dog andetsteds; hendes instinkt, hendes dyriske natur sagde hendes, at hun måtte gnubbe følelsen ud af kroppen. Hun gned af alle kræfter på maven og til hendes store lettelse begyndte følelse at begrænse sig til området mellem hendes hænder. Chokbølgerne bankede ikke længere rundt i kroppen på hende; de forblev i hendes mave og underliv.
Hun gned på tværs af sin mave og tvang langsomt følelsen nedad. Hun havde samlet fire fingre på den anden hånd i et "u" og de kørte hastigt på og imellem hendes skamlæber, der uden hun vidste af det var blevet godt fugtige af den intense behandling. Men fra før at have spredt sig til hele hendes underliv, begyndte følelsen, der stadig opretholdte sin kraftige styrke, at bevæge til op og indad. Hendes fingre var gennemvædet af hendes egne safter, da hendes hænder mødtes ved hendes klitoris og gnubbede løs. Følelsen var stadig lige kraftig, men nu centreret omkring hendes klitoris, hvilket kun gjorde hele oplevelsen mere intens og skræmmende. Hun anede intet om at hendes krop kunne opleve følelser af denne art. Hun blev også overrasket over, hvordan dette lille punkt ved toppen af hendes fisse dog kunne være så hyperfølsomt og sende hendes underliv med de spændte lår og baller i nærmest hypnotisk chok, der kastede hendes underliv frem og tilbage, som fik de elektrisk stød. Hun mærkede, at hende klitoris blev varmere og varmere. Temperaturen tog til i takt med de voldsomme rystelser og den intense behandling hendes hænder udsatte hendes krop for. For sine lukkede øjne opstod en lyskegle, der langsomt nærmede sig i takt med, at følelsen stadigt øgedes. Uden hvile, uendeligt langsomt, men samtidigt med beslutsom fart nærmede lyskeglen sig hende og bedst som hendes øjne dækkedes af den hvide lys hørtes i hele huset en knald, der fik hendes seng, hendes tunge trækommode og bogreol til at ryste. Rystelsen arbejdede sig op gennem hendes seng, op gennem madrassen og ind gennem hendes fødder, indtil den nåede hendes fisse og klitoris.
Hun ænsede intet længere. Ikke lyden, der stadig gav genlyd i væggene og gangene, ikke hendes vægdekorationer, der stadig vibrerede, ikke den store, våde plet på lagnet, der bestod af hendes safter, der nærmest var skyllet ud af hende under det intense følelsesbombardement: Alt hun ænsede var følelsen af lava, der skyllede op gennem hendes indre vulkan, Med utrolig hast nåede det op gennem det indre hul, gennem krateret og helt ud i toppen.
Hendes hænder blev nærmest slynget væk fra hendes klitoris. Hun slog øjnene op, åbnede munden på vid gab, gispede, kastede hovedet bagud, knugede hænderne, spændte benene helt ud i tæerne og kom og kom og kom. Et kort øjeblik var mørket fuldstændigt forsvundet fra hendes værelse. At stod badet i klart, hvidt lys og viste hende deres mindste detalje. Så forsvandt alting i et hvidt klæde, der blev trukket for hendes øjne, mens hendes fisse pulserede og pumpede safter ud. Hendes klitoris dunkede med unormal kraft. Ubevidst spændte hendes fødder og hun skød maven frem, knejsede i ryggen og hvilede nu kun på skuldre og tæer; alt andet var spændt opad som en flitsbue. Hun gispede i et væk. Hun fornemmede ingen virkelighed, ingen eksistens, kun tilstedeværelse af en intensitet af overjordiske proportioner; En vild strøm af velvære, nydelse og rendyrket orgasme strømmede ind og ud af hendes klitoris og bredte sig som en steppebrand i hele hendes organisme. Hun svævede i en lakune af energi, der fyldte hende ud og gradvist aftog, mens hun langsomt dalede ned på de våde, varme lagner. Hun var mat, afslappet; hun var i et stadie og perfekt ugidelighed, lyst og velvære. Hun sænkede langsomt maven ned på sengen, benene faldt om på siden, armene faldt slapt på sengen, hendes hoved drejede om på siden og hun lå i en dyb tranceagtig søvn, der indkapslede følelserne, fornemmelserne og oplevelserne i hendes underbevidsthed. Hun lå med et sagligt smil på de smukke læber og ænsede ikke tumulten nedenunder, da hendes forældre hastede mod døren, for at undersøge hvor det højre lydbrag kom fra. Hun opdagede ikke den fremmede mand, der trådte indenfor, bukkede dybt og takkede for gæstfriheden; hun opdagede ikke, at han var fuldkommen tør på trods af det kraftige uvejr, der rasede udenfor, hans frakke, der ikke dryppede eller det faktum, gulvtæppet ikke bøjede sig eller ændrede det mindste konjunktur, da manden i det skarpe, sorte jakkesæt bevægede sig hen og slog sig ned i en lænestol. Hendes bevidsthed ville ikke vende tilbage til hende før om lang, lang tid.