Langsomt kom de gule mursten til syne bag bøgetræernes grønne mur. Solen bagte ned på mig fra en skyfri sommerhimmel, og jeg ærgrede mig inderligt over ikke at ligge henslængt på stranden. Selv naturens små, fjerklædte sopraner syntes for dovne til at klemme så meget som en eneste trille igennem heden. Mine fødder slæbte sig hen af det støvede fortov, der ikke havde set skyggen af regn i adskillige uger. Gader og stræder lå øde hen, og kun bag de tætte hække hørtes tegn på liv; øloplukkerens tørstige kradsen mod kapslerne, en enkelt plæneklippers udmattede hvæsen og børns nærmest urealistisk energiske vandkampe. De velholdte bygningers lave silhuetter slap helt fri fra deres frodige fængsel. Et yndigt, håndmalet skilt gled forbi mig. "Velkommen til Bøgely Ældrecenter."

Jeg vrissede tvært af det sirlige stykke håndværk og sendte stranden en længselsfuld tanke. Det var alt sammen min mors skyld. En lille annonce i avisen og så var min sommerferie skudt i sænk. "De har sådan brug for selskab. Desuden vil det være godt for dig," hørte jeg hendes formanende stemme sige, men som jeg stod dér i den umenneskeligt varme reception, var fordelene mildest talt lidt svære at få øje på. 2.g var lige overstået, og jeg mente bestemt, at jeg havde fortjent en lang, afslappende sommerferie uden andre pligter end et par gåture med hunden og lidt opvask i ny og næ.

"Hvad vil du?" lød det bryskt fra receptionisten. Hun var en ældre dame af betydelig fylde og kunne ligeså vel have været beboer som ansat. "Jeg er besøgsven," svarede jeg og fik med lidt besvær krænget læberne tilbage i et smil, der dog ikke blev gengældt. Mine venner fes den af på stranden, velsagtens i selskab med en ordentlig flok øl. Jeg så over skranken og blev mødt af et olmt blik, der nær havde slået smilet helt ihjel. Hvad betyder blødt sand mellem tæerne og iskolde pilsnere i halsen, når man har en sur, gammel kælling og en ram stank af alderdom i stedet? Efter endnu et par fjendtlige bemærkninger viste hun mig vraltende vej.

Foran mig var en anonym, brun dør med et lille, udskifteligt navneskilt. "Marie-Louise Pedersen" stod der på det nuværende. Mens receptionistens tonstunge fodtrin rungede bort, bankede jeg forsigtigt på. Nervøsiteten fik mine hænder til at ryste, som om det var en obskur blind date, jeg var på vej ind til. Ville det være endnu en bitter receptionisttype eller en hyggelig mormor med lommerne fulde af Werthers? En tynd, lidt pibende stemme svarede et sted bag døren. "Kom indenfor."

Et tvivlsomt smil blev atter trukket over mine læber, hvorefter jeg åbnede døren. Det her skulle bare overstås. Måske kunne jeg endda nå et par timer på stranden bagefter. Jeg stillede skoene i den snævre entre og fortsatte ind i en hyggelig, lys stue. Den var fyldt til randen med møbler, der alle syntes at stamme fra det forrige århundrede. Tunge trækonstruktioner med detaljerede udskæringer og ornamenter, der lå milevidt fra enhver nutidig designers fjerlette frembringelser. Alle disse kønne men lidt kluntede sager stod så tæt, at der ikke var meget mere end et par kvadratmeter fri gulvplads. Kommoder og vindueskarme var ligeledes proppet med alverdens nips og fotografier af familie og venner, mange i sort-hvid. Med en sær følelse af at befinde mig i en slags fortidens pulterkammer zigzaggede jeg hen til kvinden i den vældige, blomstrede lænestol ved vinduet.

Hun så på mig med et par trætte, grå øjne, og hendes magre, rynkede ansigt oplystes af et godmodigt smil, som jeg skyndte mig at gengælde. Hun var ikke en dag under 80. Den duknakkede skikkelse mindede mere om en indtørret rosin end et menneske, men alligevel var der en besynderligt højtidelig autoritet over den lille kvinde, som hun sad dér på sin bløde, rosenblomstrede trone i en posende, lyseblå sommerkjole. Hun havde samlet sit lange, kridhvide hår i en knold i nakken med et smukt antikt udseende sølvspænde, der sammen med den uforklarlige myndighed mindede om et diadem eller måske sågar en krone. Med en forpint stønnen forsøgte hun at rejse sig for at hilse, men jeg bad hende næsten forskrækket om at blive siddende, præsenterede høfligt mig selv og trykkede forsigtigt hendes skrøbelige hånd, hvorefter jeg tog plads på en noget vakkelvorn stol overfor hendes.

Da jeg atter passerede det håndmalede skilt, viste uret ti, og den lyse sommernat var begyndt at kravle frem mellem træerne. Jeg gik ad øde gader og nød duggens kølighed med et næsten umærkeligt, men oprigtigt smil på læben. Hendes sprøde og lidt svagelige stemme summede behageligt i mine øre.

I den følgende tid besøgte jeg Marie, som hun helst ville kaldes, næsten hver dag. Vi sad ved det åbne vindue og talte, mens vi nød sommerens glade lyde og milde briser. Hendes lejlighed lå på anden sal og havde en fortræffelig altan med et par falmede havestole, men vi sad altid indenfor. Gang på gang fandt jeg mig selv hensunket i intens fascination af hendes mange minder og anekdoter. Hun fortalte om sit liv med vekslende vinker; glæde, sorg eller længsel, men aldrig med den apatiske selvmedlidenhed, jeg havde frygtet, da min mor fremlagde sin ide. Der var ingen "jeg er helt alene, ingen kommer og besøger mig"-ynk hos Marie. I stedet en fornøjelig, sarkastisk grunden over opvæksten i tiden, før stress blev en folkesygdom, og hvor få forkerte ord fik lussingerne til at flyve.

Fra en af plejerne erfarede jeg, at Maries fødselsdag nærmede sig. 81 fyldte hun. I den anledning købte jeg en mægtig buket blomster og en smukt indpakket æske med hendes yndlingschokolader. Det var således med favnen fuld af gaver, at jeg kækt trådte ind i den sommerlyse stue, da dagen oprandt. Jeg standsede imidlertid brat, da jeg fik øje på hende.

Hun sad med et lille, indrammet billede mellem hænderne. Hendes øjne var røde og fugtige, men så snart hun så mig, satte hun et afværgende smil op og stillede billedet fra sig. På bordet lå der en lille bunke sammenkrøllede papirservietter. Jeg overrakte hende usikkert gaverne, som hun straks begyndte at rose, som var det kronjuvelerne, jeg netop havde overrakt hende. Imens hun takkede og takkede, kastede jeg flere gange skjulte blikke på det lille billede.

Det forestillede en ung, smilende mand i soldateruniform. Det var et af de mange sort-hvid fotografier og var med tiden blegnet betydeligt, men den lidt klodsede håndskrift i det ene hjørne var ikke til at overse. "Jeg elsker dig, Louise."

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op og forsøgte bare at virke så munter som muligt i håb om, at det ville smitte lidt af på hende, men det lykkedes ikke synderligt godt. Selvom hun lyttede høfligt til mine forcerede morsomheder, forsvandt de røde øjne ikke, og langsomt gav jeg op. Stilheden lagde sig tungt over os. Hun tog billedet igen, holdt forsigtigt om det med sine rystende hænder.

"Det er næsten tyve år siden, Poul døde," dirrede hendes stemme i den tavse stue. En benet finger gled nænsomt over billedet. "Men det gør stadig ondt."

I næsten en time fortalte hun. Om deres første møde på kroen. Om det første kys en sen fredag aften. Om hans belevenhed og charmerende drilagtighed. Om deres forelskelse og bryllup. Om de børn, de aldrig fik. Om deres drømme og håb. Om hans sygdom og død. Bagefter kom stilheden tilbage. Tungere end før.

"Har du en kæreste?" spurgte hun med en slet skjult snøften, da jeg rakte hende en ubrugt papirserviet. Jeg viste hende det lille billede, jeg altid bar i min pung. Omsider lyste et smil på de smalle læber. "Hvor er hun dog smuk," lød det betaget fra hende. Før jeg gik, lovede jeg, at Nina ville komme med på besøg snarest muligt.

"Hvad skal jeg?!" Det højre øjenbryn hævede sig skeptisk, og en yndig rynken trådte frem om hendes vrængende mund. Hun så virkelig dejlig ud sådan. Som regel blev blikket også kastet mod himlen for at understrege utilfredsheden, men denne gang stirrede hun bare vantro på mig. Forbandet smuk og forbandet stædig var Nina. Kampen var så godt som tabt, alene det hævede øjenbryn indikerede, at hun bestemt ikke var interesseret. Ofte gav jeg op, så snart det var blevet løftet, men denne gang blev jeg ved. Jeg havde trods alt givet mit ord. "Du skal med hen til Marie," gentog jeg.

Nina kastede overlegent med sit lange, mørkebrune hår og begyndte at spankulere demonstrativt rundt foran mig. Det var hendes absolutte nødløsning, hvis intet andet virkede. Hun vidste udmærket, fra hvilke vinkler hun tog sig allermest fordelagtig ud, vidste udmærket, hvad der skulle til for at få mig på andre tanker, men jeg nægtede at give op og holdt beslutsomt øjnene fra hendes lange, slanke ben, de umanerligt faste balder og de imponerende bryster, som hoppede legende rundt under den tynde sommertop. Hun slikkede sig om munden, så tanker, der helt sikkert hørte til i kategorien "forbudt for børn", dukkede op i mit hoved såvel som mine bukser. Hun var lige ved at have mig, hvor hun ville; i sengen, langt væk fra en vis, ældre dame. Jeg bed mig selv i læben og stirrede ned i gulvet som besat, ophidselsens varme sved piblede ned over min pande. Omsider gav hun op og satte sig surmulende ved siden af mig med den bemærkning, at jeg burde tage med på stranden i stedet for at bruge al min tid på det pokkers plejehjem.

Hånd i hånd slentrede vi forbi det hjemmelavede skilt og ind i bøgetræernes svale skygger. Nina var iført en frygteligt stram, stropløs top, der kun lige nåede hende til navlen, og en kort, let nederdel, der ikke skjulte mere end det allermest nødvendige. Under denne mildest talt sparsomme beklædning bar hun en spraglet og mindst ligeså vovet bikini, eftersom hun, ligesom jeg havde gjort, forestillede sig, at der ville blive tid til en strandtur efter besøget. Jeg havde flere gange forsøgt at overtale hende til en lidt mere passende påklædning, Marie var trods alt en gammel dame, men to sejre på en dag var åbenbart for meget at forlange, og Nina havde pure nægtet at iklæde sig den noget mere diskrete sommerkjole, jeg havde foreslået. Da vi nærmede os centrets hovedindgang, forbandede jeg irriteret mig selv for ikke at have insisteret kraftigere på den førnævnte, næsten puritanske kjole, for synet af hendes nøgne skuldre og lange, solbrune ben var mere end mine øjne kunne klare. Kort fortalt trådte jeg takket være min svage modstand ind i receptionen med en mægtig bule i shortsene og en storgrinende Nina ved min side.

Ved Maries dør var bulen kommet under kontrol, og Ninas latter svundet ind til et muntert, selvtilfredst smil. I den lille entre stillede vi vores sko, jeg et par halvdøde kondisko og Nina sine klipklapper, der ifølge hende var det optimale fodtøj, når man skulle på standen. "Her kunne man så hænge sit tøj, hvis man da ellers havde noget på," spøgte jeg og pegede på en knagerække nær døren, hvorefter jeg modtog et fortjent dask på skulderen af en leende Nina, der uden held forsøgte at spille fornærmet.

Som sædvanligt sad Marie i sin stol ved vinduet. Hun havde et tykt tæppe over skødet og et sjal dækkede skuldrene. På bordet stod billedet af Poul ved siden af en ny bunke brugte servietter. Den dag lignede hun én, der for længst havde rundet sin hundredårs fødselsdag og ikke en årsunge på 81. Alligevel lyste det alvorlige ansigt op i et mægtigt smil, da hun så mig. Jeg afventede med ængstelse hendes reaktion på min venindes tilstedeværelse og navnlig påklædning men så til min lettelse, hvordan smilet blot blev endnu større, da Nina tøvende trådte frem og høfligt hilste. Jeg konstaterede med et bedrevidende smil, at hun lidt utilpas hev op i den lille top i et nyttesløst forsøgt på få den til at dække bare et par centimeter mere af det kønne bryst. Marie bød glædesstrålende sin nye gæst velkommen med et svagt nostalgisk bli k i de stadigt røde øjne.

Solen hamrede ind igennem vinduet, der selvom det stod åbent, fik stuen til at føles stegende. Maries bløde stemme genlød beroligende i stuen. Hun havde lagt sjalet væk men beholdt tæppet over sine ben. Jeg sad på min sædvanlige, noget usikre stol, mens Nina måtte nøjes med en tydeligt umagelig taburet, som på trods af det betydelige udvalg af møbler i den lille lejlighed var det eneste, der faktisk kunne holde til at blive brugt. Jeg kunne se sveden løbe ned af hende, som havde hun netop tilbragt fire-fem timer i et fitnesscenter, og eftersom jeg selv havde det ligesådan, var jeg begyndt at misunde hendes tøjvalg. Min T-shirt føltes som en ovn. Temperaturen var også begyndt at stige i mine shorts, men det var af ganske andre årsager.

Synet af sveddråberne, der løb ned af Ninas slanke hals og dovent vandrede over hendes yderst velskabte barm for til sidst at forsvinde ned i kavalergangens hypnotiserende dybder fik hurtigt pumpet faretruende meget blod sydpå. Mine hænder kriblede efter at gøre sveddråberne turen efter. Hun et undertrykte et forstående smil, da jeg tog hende i hånden med et fast klem for ikke at komme til at opfylde hændernes mere og mere presserende ønske. Hun gav mig et lignende klem og sendte mine shorts et sultent blik.

Tiden gik, og jeg så, hvordan hendes øjne gradvis mistede deres utålmodige flakken for i stedet at blive rolige og oprigtigt interesserede. Hun sad lænet frem mod Marie, ænsede hverken den hårde taburet eller stuens ukristelige temperatur, fulgte selv den mindste bevægelse og slugte fascineret hvert eneste ord. Hun så ud, som jeg måtte have gjort, da jeg første gang sank hen i Maries utallige erfaringer og ræsonnementer. Hun lyttede benovet og nikkede tryllebundet som et lille barn, der hører farmand fortælle godnathistorier. Det var en usædvanligt modtagelig side af Nina, der blev vakt til live i den saunaagtige stue. Væk var det skeptisk løftede øjenbryn og den modvillige rullen med øjnene.

Jeg slap hendes hånd og rørte i stedet nænsomt ved hendes varme lår. Hun gengældte berøringen med en lignende gestus, der straks huskede mig på, at hun stadig var den pige, der for få timer siden havde haft noget mere ulødige planer end den nuværende skolepigefacade gav udtryk for. Hendes hånd vandrede mistænkeligt langt op af mit lår. Planer, der tilsyneladende ikke var lagt på is endnu.

"I er sådan et sødt par," sagde Marie stille. Hermed syntes hun at være nået til Poul igen, og jeg frygtede, at servietterne snart ville komme på overarbejde, men denne gang holdt hun sig udelukkende til de lykkelige minder. Til festen på kroen, til brylluppet, til deres gåture på familiens marker i skumringens skyggefulde komme. Jeg greb mig selv i at smile fjoget ved tanken om, at de næppe nøjedes med at spadsere på de mørke marker. Nina var imidlertid blevet grebet af den romantiske stemning og tænkte sikkert ikke i de samme pubertære baner som mig. Man kunne praktisk taget se prinsessedrømmene svirre rundt i hovedet på hende, da Marie pludselig afbrød sig selv for at spørge, om nogen havde lyst til en kop kaffe.

Under indædte protester fra Nina og jeg gik Marie ud i køkkenet. Vi var gæster, insisterede hun stædigt, det ville være aldeles taktløst af en vært at lade sine gæster lave deres egen kaffe. Der var intet at stille op, og hun forsvandt målrettet ud i det lille, næsten klaustrofobiske køkken med en gigtplaget humpen. Da der hørtes en let klirren af kopper derudefra, rejste Nina sig og begyndte at slentre lidt rundt i stuen, mens hun kom med små interesserede udbrud over alle Maries besynderlige nipsgenstande. Kun én nipsgenstand kunne fange min opmærksomhed i den intense varme. Det var hverken udskårne træaber, porcelænshunde eller løjerlige lysestager men Ninas smækre krop, der behændigt kantede sig rundt mellem de mange møbler. Var det ikke, som om hun vrikkede lidt mere med hofterne og bøjede sig lidt længere forover end nødvendigt var?

Jeg huskede Maries ord om taktløshed og skulle til at bede hende holde op med at snuse sådan rundt, da hun pludselig stoppede brat op. "Hvor var hun dog smuk!" lød det betaget fra Nina. Hun stod med et lille portrætbillede i guldramme. Det forestillede en ganske ung pige på 17-18 år. Det var sort-hvid men af overraskende høj kvalitet. Hun stod i udkanten af en mark iført en lys kjole. Det lange, mørke hår strakte sig bølgende mod den klare himmel båret af en brises usynlige fingre, mens en enkelt, legesyg lok svang sig henover det milde, smilende ansigt. På trods af kjolens lidt posende karakter kunne man ane en slank krop, der uden tvivl tiltrak sig mange begærlige blikke på kroen. Et kådt smil bredte sig på Ninas læber. "Tror du ikke, at de lavede andre ting på de gåture?" "Hvad mener du dog?" spurgte jeg i et forsøg på at lyde uforstående. Hun spankulerede grinende hen til mig med sine genkendeligt vrikkende hofter og vidunderligt hoppende bryster. Jeg gruende spændt for, hvad hun havde i tankerne. Ude i køkkenet knitrede kaffemaskinen uvidende. Hun lænede sig demonstrativt ind mod mig, så der var frit udsyn til den bjergtagende kavalergang. Jeg mærkede hendes læber mod mit øre. "Jeg tror, at lille Marie har fået en ordentlig omgang ude på farmands marker," hviskede hun fnisende. Så meget for prinsessedrømmene. Imens jeg forsøgte at undertrykke min latter, satte hun sig overskrævs på mit skød. "Apropos..." grinede hun og strøg mine svulmende shorts.

"Nina, for fanden..." begyndte jeg med tvivlsom modstand. Et langt, krævende kys lukkede øjeblikkeligt munden på mig. Hendes grågrønne øjnes udspilede pupiller stirrede ufravigeligt på mig og en sveddråbe løb over hendes pande. Der blev muligvis ikke tid til en strandtur, men der var én ting, der stadig kunne nås, og det skulle intet forhindre hende i. Adskillige svedperler sprang frem på min egen pande ved denne erkendelse. Enhver tvivl blev endegyldigt manet i jorden, da hun beslutsomt placerede mine hænder på sine bryster.

Netop som vore tunger mødtes i intens omfavnelse, smuttede hendes ene hånd ned i mine shorts. En svag klirren af kaffekopper fik mig til at se panisk på hende, men da et par legende fingre lukkede sig om mine spændte nosser, gav jeg pokker i det hele. Med en sulten brummen trak jeg den lille top overhovedet på hende og befriede hurtigt de tunge bryster fra den nærmest ikke-eksisterende bikinitop. Brystvorterne struttede begejstret. Jeg forlod hendes mund og kyssede mig hele vejen ned af halsen, videre til kavalergangen for til sidst at sende hver af de stive vorter et langsomt cirkulerende slik, der skilte hendes læber i et næsten uhørligt gisp. Hun pressede mit hoved ind mod sin bløde barm, og jeg lod tungen glide lystigt over hendes varme hud. Hun smagte svagt af salt som følge af stuens hede. Da jeg tog hænderne til hjælp, kunne hendes hjertes ukontrollerede galoperen tydeligt mærkes.

Langsomt hævede hun sig fra mit skød, så mine kys automatisk bevægede sig ned af den flade mave. Da navlen blev nået, sneg tungen sig flygtigt rundt i den lille mandelformede fordybning. Jeg vidste, hvor meget hun elskede netop det og kunne da også straks fornemme, at mavemusklerne spændtes. Vi var begge klar over, hvad næste stop ville blive, så Nina vrikkede sig hurtigt ud af den korte nederdel, mens jeg tog mig af de beskedne bikinitrusser.

Det var næsten en skam, at vi ikke var kommet på stranden, for Nina var i den grad forberedt på bikinisæsonen. Hun var ligeså bar som Voldborgs isse. Kun en minimal, krøllet oase sad tilbage, og da jeg tog den veltrimmede dusk i nærmere øjesyn, kunne jeg ikke lade være med at grine. Hun havde gudhjælpemig formet den som en lille nedadrettet pil. "Der er nok én, der har været i sit kunstneriske hjørne," lo jeg og kyssede hendes noget kontroversielle kreation, så en sitren skød igennem hende. Tiggende begyndte hun at stryge mit hår med en hektisk vejrtrækning. Min ene hånd smuttede op til hendes venstre bryst, hvor jeg igen mærkede hjertets afsindige hamren, et par klare dråber kom til syne mellem de let opsvulmede skamlæber, da jeg nænsomt kyssede hendes bløde inderlår. Solens glans strømmede ind af vinduet og reflekteredes mod hendes nøgne, glinsende køn som en funklende stjernehimmel. Forsigtigt gled min tunge op i dette ekstasens univers.

Hun smagte sødt og friskt med en ganske svag antydning af salt. Mine fingre åbnede hende varsomt, så jeg kunne slikke endnu dybere. Hendes puls føltes som dundrende eksplosioner mod tungen, mens hele underlivet skælvede af krampende musklers eksalterede sammentrækninger. Hendes hænder lukkede sig om min nakke, og jeg greb grådigt om hendes spændte balder i et virkelighedsnedbrydende favntag. Vi pressede os mod hinanden for at have bare et enkelt holdepunkt i den rasende malstrøm, der syntes at opsluge stuen. Ninas stemme svævede ud i intetheden som en kvækkende, uciviliseret klynken.

I køkkendøren knustes en kop mod gulvet i et splintrende brøl.

Jeg så op fra Ninas våde skød, da hun forskrækket vendte sig mod lyden. Marie stod bleg og rystende midt i de mange skår. Tusind tanker sprængtes i mit hoved ved mødet med Maries vantro øjne, dog uden at en eneste af dem blev nærværende eller gennemtænkt. Midt i denne tanketomhed så jeg som i et drømmesyn Nina bevæge sig hen til den rådvilde kvinde, som hun behændigt fik sat i den blomstrede lænestol. Mens hun vristede en overlevende kaffekop ud af Maries forkrampede fingre, formåede en næsten smertefuldt ligegyldig tanke at blive tænkt; sikke et held at koppen ikke var fyldt. Kaffe pletter så frygteligt. Jeg forsøgte at rejse mig for at gøre noget ved skårene, da Nina pludselig begyndte at tale. Først virkede ordene summende og uforståelige. En brise trængte ind af vinduet, og jeg mærkede, at jeg var våd om munden. Tungen gled mekanisk om læberne. En sødlig, frisk smag med et strejf af salt sendte mig øjeblikkeligt tilbage til virkelighedens groteske realiteter.

Nina stod splitternøgen ved siden af Marie og strøg hende beroligende over håret. Hendes finurligt barberede fisse var svagt rosa og skinnede af sine egne varme safter, mens brystvorterne stadig struttede fyrigt ikke langt fra Maries besynderligt grimasserende ansigt. Nu gav stemmen mening. "...slap bare af. Det skal nok gå. Så så..." lød den betryggende. Jeg så med lettelse, hvordan Marie langsomt kom sig. "Vi må vist hellere se at komme hjem," mumlede jeg skamfuldt og rakte Nina noget af hendes tøj, men hun lod det bare falde til gulvet igen, hvorefter hun smilende skubbede mig tilbage på den vakkelvorne stol. Med et afslappet kast med håret undgik hun mit spørgende blik. "Lad os blive her lidt," kvidrede hun gådefuldt.

Det rynkede ansigt overfor os blev øjeblikkeligt ildrødt, da Nina som for at understrege sine ord begyndte at ae mit stadigt bulende skridt. Også mine kinder glødede. Jeg forsøgte at få fremstammet en protest men måtte gispende tie, idet en nysgerrig hånd smuttede helt ned i shortsene og med et rutineret vip fik sneget kalorius ud i det gyldne lys fra vinduet. Et par legende fingre vandrede flygtigt fra de tunge nosser til det glinsende hoved, mens Maries blik blev tomt i overvældet resignation.

Pludselig blev det ellers så lette greb fast og krævende, og Nina nærmest trak mig op fra stolen, hen mod den måbende kvinde. Mindre end en meter fra Marie, begyndte hun at massere den dunkende styrepind i hurtige, målrettede ryk. Jeg prøvede at se væk men måtte overgive mig til de fyldige bryster, der hoppede smidigt i takt med håndens insisterende bevægelser. En uimodståelig prikken bredte sig snart i mit underliv, og rystende greb jeg om de gymnastiske bryster. Nina smilede, da klare safter rislede ud over hendes fingre, nu var al modstandskraft udtømt. Få millisekunder før en klæbrig afslutning på det hele slap hun mig og slikkede omhyggeligt sine dryppende fingre rene foran Marie, der bestyrtet korsede sig. Med et sidste lækkersultent slik om læberne placerede Nina hænderne på stolens bløde armlæn, mens hun vrikkede indbydende med underlivet. "Tag mig..." hviskede hun sukkersødt over skulderen, inden hun gav Marie et hastigt kys på kinden.

Jeg ænsede intet, så ikke fotografiernes utallige, stirrende ansigter, hørte ikke solsortens fornøjede sommerhymne, duftede ikke hyldeblomstens milde essens svæve ind af vinduet, kunne alene fokusere på Ninas smukt svajende ryg og de talrige sveddråber, der ubekymret gled over hendes brune, velplejede hud. Det lange hår strakte sig fugtigt ud over dette bløde landskab i ubegribelige mønstre. Jeg lagde hænderne om hendes hofter og undgik Maries befippede blik, da jeg i et enkelt stød trængte helt op i Ninas varme, modtagelige indre med et langt forløsende suk. Der lød en forskrækket klynken fra lænestolen.

Nina skød frydefuldt ryg og gåsehuden løb over hende, efterhånden som stødene blev hårdere. Mine hænder sneg sig op omkring hende og greb de tunge bryster. Hjertets rytme lod hånt om selv den mest hårdtarbejdende trommeslager. Hendes fingre rev og flåede krampagtigt i armlænene. Mit underliv smældede taktfast mod hendes balder, mens lemmet gang på gang invaderede hendes åbne skede. Jeg lænede mig ind over hende, kyssede nænsomt hendes nakke og hviskede forelsket hendes navn. "Knep mig...hårdere..." lød hendes drømmende svar og endnu en himmelfalden klage hørtes fra Marie. Hun forsøgte tydeligvis at se væk, men et par brunstige støn skiftevis Nina og jeg fik hende modvilligt interesseret til at kigge igen.

Jeg løftede mig fra Ninas skælvende krop for i stedet at føre en hånd ned mellem hendes ben. Forsigtigt fandt jeg den hårde rosenknop, og straks begyndte hun at give efter. En ubehersket, stødvis gipsen undslap hende, inden hun sank helt ned på knæ og overgivende begravede sit ansigt i Maries tykke tæppe. Klynkende skubbede hun underlivet imod mig for at øge stødenes kraft. Hendes våde indre svuppede højlydt om mit fremstormende lem ved hvert eneste sammenstød. Hendes stønnen blev snart til en halvkvalt, tiggende jamren, der steg op fra Maries skød, mens min indsats blev stadig vildere. Nervøs for Maries reaktion undgik jeg hendes blik. Hun havde trods alt rundet de 80, og Ninas ekstatiske tryglen kunne få selv en garvet pornostjerne til at lyde som en messende nonne. Derfor var det først, da orgasmens befriende bølge skyllede ind over Nina, at jeg så Maries hånd glide kærligt igennem hendes mørke hår.

Forvirret så jeg på hende, mens Nina vred sig som i intens smerte, selvom hendes begejstrede stønnen tydeligt afslørede, at det var alt andet end smerte. Maries ellers så trætte øjne lyste af en hidtil uset livskraft. Et smil, der ellers kun kunne vækkes af de lykkeligste minder om Poul, spillede om hendes læber. Den ene hånd strøg Ninas efterhånden ret uglede lokker, mens den anden blidt holdt om hendes skælvende skuldre. Langsomt blev Nina stille og begyndte i stedet at hive efter vejret som havde hun netop gennemført et maratonløb. Maries smil blev underligt saligt, som hvis hun lige havde...

Så måtte også jeg give efter. Med en lidt ucharmerende grynten sendte jeg et sidste stød op i Nina og havde kun lige luft til stønnende at proklamere, hvad der var i vente. Da jeg trak mig ud, vendte hun sig om og lænede sig udmattet op af den bløde stol. "Kom så, sprøjt ud over mig!" ivrede hun. Jeg kunne ikke dy mig for at undersøge Maries reaktion. Et forventningsfuldt blik hvilede på mit skinnende lem. Mere skulle der ikke til.

Det hele virkede fremmed og uvirkeligt. Jeg stod midt i en skoldhed stue på Bøgely Ældrecenter, og for øjnene af 81-årige Marie-Louise Pedersen eksploderede jeg ud over Nina, der for godt et halvt år siden fyldte 18. Blodet brølede for mine ører, så jeg kun svagt registrerede dem kvidre imponeret, da sæden begyndte at plaske ned over Ninas bryster i tykke, hvide strømme. I et kort øjeblik kom jeg i tanke om gårsdagens nyhedstime, hvor en bekymret ekspert udtalte sig om den voksende generationskløft mellem samfundets unge og gamle. Da et særligt voldsomt sprøjt slyngede sig ud over Ninas smilende ansigt og fik Marie til at le hjerteligt, kunne jeg ikke lade være med at grine af ekspertens alvorligt rynkede bryn.

Pustende sank jeg sammen på stolen, og nu var det min tur til at imitere maratonløber. Imens sad Nina med et saligt smil på gulvet og lod drømmende en hånd cirkle på sit klæbrige bryst. Marie sad helt stille, en sveddråbe gled ned af hendes pande. Jeg så lamslået på de to. I det øjeblik kunne man ikke få øje på de 63 år, der skilte dem. "Jeg får vist brug for en af de dér servietter," smilede Nina og tørrede lidt sæd af sin kind. "En rigtig gentleman bør altid selv tørre op efter sig," sagde Marie i en belærende tone, hvorpå hun rakte mig en håndfuld servietter. Nina skød grinende brystet frem, og da jeg begyndte på min gentlemangerning, så hun op på Marie. "Var Poul en gentleman?" spurgte hun drillende. "Det kan I høre om en anden dag..." lød det hemmelighedsfulde svar.

Da vi nåede det håndmalede skilt, standsede vi kort. Klokken var blevet fem og strandturen måtte vente. For vores skyld kunne den vente til næste år. "For pokker Nina, vi kunne have givet hende hjertestop eller sådan noget," bemærkede jeg efterrationaliserende. "Jeg tror, at vi gav hende noget helt andet," svarede hun stille og pegede op mod de gule murstensbygninger. I en af lejlighederne var altandøren blevet åbnet.

Ude på den lille altan stod Louise iført en lys kjole. Det lange, hvide hår strakte sig bølgende mod den klare himmel båret af en brises usynlige fingre, mens en enkelt legesyg lok svang sig henover det milde, smilende ansigt. På trods af kjolens lidt posende karakter kunne man ane en slank krop, der uden tvivl ville tiltrække sig mange begærlige blikke i spisesalen.