Normalt betragter jeg mig selv som en ganske almindelig husmor i en ganske almindelig familie, hvor jeg i øvrigt befinder mig ganske godt. Selvfølgelig er min dagligdag ikke fuld af overraskelser og vilde udskejelser, men livet i parcelhuset er trygt og godt.
Så en dag her i sidste uge blev jeg revet ud af mine trygge rammer, og det er den episode jeg gerne vil nedfælde som en terapeutisk handling for mig selv og selvfølgelig som en genfortælling til jer derude.

- * -

Jeg sad på mit kontor et sted i forstæderne og koncentrerer mig om min computer. Jeg har kæmpet i et par år for at få mit kontor, da de åbne kontorlandskaber ikke tiltrækker mig det mindste. Og belønningen for en smule mere ansvar, var et dejligt lyst kontor væk fra hovedvejen. Kontoret er ikke stort men der er god plads til mit store brede skrivebord som står vinkelret mod væggen i den ene ende og en stort farverig reproduktion af Kandinsky i den anden ende. Billedet forestiller en vej med store grønne træer i begge sider, en hvid kirke i skjult i baggrunden og en faretruende sort skygge der ligger tværs hen over vejen halvvejs gennem billedet. Jeg har altid elsket det billede, da man får mere og mere ud af billedet jo længere væk man er fra det.
På mit skrivebord står en stor uformelig skærm, og nede på gulvet har jeg sat min taske foran den umådeligt grimme beige computer der er sat op af væggen mod vinduet lige til højre for mine fødder.
Det gik så hverken værre eller bedre end at jeg nåede halvvejs igennem et længere brev til en kunde, da det hele bare frøs på min computer. Hverken musen, tastaturet eller mine halvkvalte eder kunne gøre noget for at få den i gang igen. Rasende prøvede jeg at slukke dyret, da det hænder at jeg får mit brev tilbage på den måde. Men der skete stadig intet. Så jeg måtte holde knappen inde i de sædvanlige 10 sekunder før dyret lukkede ned, og jeg kunne starte den op igen.
Men der var intet dokument, og jeg var tvunget til at starte forfra. Lettere sammenbidt startede jeg forfra igen, kun for at nå fire linier i mit brev inden det skete igen.
Rasende tog jeg telefonen og ringede til edb afdelingen, eller hvad man skal kalde det, nu hvor den er nedlagt og køres af et stort edb firma. Manden i telefonen lød fuldstændig upåvirket af min længere forklaring om hvor mange gange det var sket før, og kunne kun love at der kom en tekniker inden for de aftalte 4 timer.
4 timer? – ja så kunne jeg jo lige så godt tage fat i noget gammeldags papirarbejde, indtil de fik taget sig sammen til at dukke op. Jeg tog min trøje af og rettede ud i nederdelen, da jeg nu var kogt godt op både mentalt og fysisk.

1½ time senere bankede det på døren og en ung mand kiggede ind til mig. Han kunne ikke have været mere end højst 25, han havde løse lærredsbukser, gummisko og en sort trøje med firmalogo på – dog ikke fra det firma jeg havde ringet til. Han var slank men kraftigt bygget og havde et venligt glat ansigt med de største øjne jeg havde set længe. De virkede nærmest hypnotisk på mig med deres grålige skær i kontrast til hans mørkebrune hår.
Han lagde jakken i stolen under vinduet, satte sin taske op mod væggen og stillede sig lige foran mit skrivebord. Han præsenterede sig som Henrik. Jeg kiggede bidsk på ham, og gav ham en længere forklaring samt en kort oprids af hvor mange gange det havde sket før. Men mens jeg snakkede drev min opmærksomhed hele tiden mod de dragende øjne og hvor mærkeligt dominerende de sad i hans ansigt. Jeg rystede det dog af mig og fokuserede på mit tabte dokument.
Han undskyldte mange gange og sagde at han var blevet sendt ud fra et andet firma, da det oprindelige firma ikke havde tid. Hvilket gjorde at han selvfølgelig ikke kendte til forhistorien. Jeg sukkede dybt og rejste mig for at gå ud efter en mappe. Jeg nåede lige at se ham dukke ned under bordet til computeren da jeg gik ud.

Da jeg kom tilbage lå hele computeren skilt ad på gulvet foran mit skrivebord. Jeg kiggede med foragt på indvoldene af det dyr der havde voldt mig så mange problemer og håbede lidt den følte sig skamfuld nu hvor den fik sin straf.
Mens jeg sad og bladrede i mappen, og mens Henrik tog ting op af PC’en og ind i mellem blæste på nogen af delene ud af mit vindue, kunne jeg ikke lade være med at betragte hans krop. Hver gang han bøjede sig ned fra vinduet sendte hans øjne deres lokkende farve mod mig og jeg lod mine tanker vandre til den gang jeg selv var i 20’erne og dengang jeg selv havde fundet min første store kærlighed. Den dejlige fornemmelse af sorgløshed og fraværet af alle hverdags problemerne med penge, barn, stress og arbejde.

Pludselig fornemmede jeg Henrik stoppede med at arbejde nede på gulvet, og da jeg kiggede ned mod han kunne jeg sværge at hans blik fortrak sig fra en position et sted mellem mine ben. Han lod dog som ingenting, og jeg blev selv i tvivl om det var noget jeg bare havde forestillet mig. Men samlede instinktivt benene lidt mere.
Lidt senere havde han samlet computeren og skulle til at sætte den på plads igen. Min telefon havde ringet et par minutter før og jeg sad og snakkede med en yderst ubehøvlet kunde da jeg fornemmede at der var mere stille end der plejede. Kunden ævlede videre men blev til sidst så sur at hun smed røret på.
Jeg kiggede op mod det store billede for enden af væggen og kunne til min overraskelse se en tydelig aftegning i glassets spejlbillede af Henrik, som sad som forstenet og kiggede lige ind i mellem benene på mig.
Jeg frøs fuldstændig sammen, ude af stand til at gøre noget konstruktivt. Og det var der det skete – det var der min stille livslinie tog et lille knæk. Jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvad der fik mig til det, men når alle omstændigheder samles i et punkt og mulighederne tegner sig skarp foran dig, så er man tvunget til at tage et valg. Hvorfor jeg valgte i det korte sekund ved jeg ikke, men det var som det ikke var MIG der valgte – eller i hvert fald ikke en bevidst del af mig.
Midt i mine febrilske forsøg på at forstå mine egne bevæggrunde, konsumerede jeg dem ubevidst ved at begyndte at snakke til bip-tonen i røret som om at kunden stadig var der.
Mine kinder blussede, og temperaturen begyndte at kravle langsomt opad. Han sad og stadig som forstenet, og rørte sig overhovedet ikke.
Igen fik jeg et stød af det ukendte – jeg kunne ikke lade være med at udnytte situationen. Hvor mange gange kommer man i en situation som denne på et år? På 2 år? Et helt liv? For nogen sikkert ingen – for andre sikkert mange. Men for mig var det meget længe siden. Jeg måtte spille med, jeg måtte udnytte denne skævhed i hverdagen som pludselig åbnede sig for mig.
Derfor lod jeg som om det kløede på mit knæ, og sørgede for at nederdelen var tilpas højt oppe så han ville kunne se mine trusser, hvis jeg bare skilte benene lidt mere.
Luften på kontoret begyndte at føles tyk og varm. Jeg kunne mærke mit åndedræt blev tungere og mine kinder blive endnu mere varme.
Jeg kunne se at han skiftede stilling for at se mere vinkelret ind mellem mine ben, og mit næste udspil var at lade som om jeg skiftede stilling i stolen og jeg snakkede videre med min imaginære kunde. Samtidig spredte jeg benene lidt mere så jeg var sikker på han lige akkurat ville kunne ane mine trusser under nederdelen. Jeg kunne se han skiftede stilling fra at sidde på hug, til at sætte sig på sine knæ. Ingen tvivl om at han sad om kiggede lige op under min nederdel.
Nu var det ikke kun varmen i min krop som steg, men varmen mellem mine ben var også begyndt at stige betragteligt, og jeg tænkte et kort sekund på om han mon kunne lugte mit køn dernede under bordet.
Jeg smed nu al forsigtighed og al husmor over højre skulder og spredte mine ben ganske langsomt. Uendelig langsomt gled de fra hinanden, og jo langsommere det gik, jo mere nød jeg hans fuldstændig forstenede figur i billedet.
Til sidst kunne de ikke komme længere og nederdelen var faldet ned over mine trusser. Men han havde stadig ikke rørt sig det mindste.
Nu MÅTTE der simpelthen ske noget, ellers blev jeg vanvittig. Jeg havde selv startet dette skuespil, og det var op til mig at tage det til næste niveau. Jeg satte neglen på min pegefinger ned over kanten på min nederdel, og trak den langsomt op over mit lår, mens min negl pressede godt ned i låret, for at skabe en kontrast til den følelse som blev mere og mere markant mellem mine ben.
Til sidst fjernede nederdelen sin blokering af udsigten og mine hvide blondetrusser kom til syne for ham. Det må have været et syn han kunne lide, for jeg kunne se ham skifte stilling under bordet. Nu kunne jeg levende forestille mig hvad han havde udsigt til, da jeg er tæt trimmet dernede, og mine trusser må have strammet godt til over mit køn - der kunne ikke være overladt meget til fantasien.
Og mit tidligere tanke angående duften var nu ikke kun teoretisk, da jeg sagtens selv kunne lugte den velkendte duft dernede fra.
Nu kom afgørelsens time. Det så ikke ud til at han ville gøre meget mere ved sagen end at sidde der og kigge, og jeg kunne snart ikke finde på flere ting at sige til min ret så uinteressant bip-tone i telefonen.
Hvad hvis nogen kom ind? Hvad hvis han sladrede? Hvad hvis telefonen ringede? Tusind tanker fløj igennem hovedet på mig mens min arm helt uvirkeligt, og i slowmotion, lagde røret på skrivebordet - jeg hørte mig selv med rystende stemme sige ”du må godt”…

Tiden stod stille i et halvt minut eller mere, kun lyden fra den bippene telefon og de mudrede kontor lyde fra gangen uden for, trængte ind i vores verden.
Pludselig samlede hele min opmærksomhed sig om et bestemt punkt – nemlig det punkt hvor Henrik satte en finger 10 cm over min klitoris og lod en løbe langsomt ned mod den, hvorefter han i sidste øjeblik drejede til højre og lod den fortsætte ned over min ene skamlæbe. Min krop frøs fuldstændig, og jeg sitrede ganske lidt over det hele. Hvorfor skal det altid være sådan at det mest forbudte, og de dejlige følelser afføder den største ekstase? Mine brystvorter svarede ved ubevidst at trække sig sammen, og forventningen brændte gennem min krop.
Anden gang fulgte hans finger den samme vej, bare venstre om, min klit begyndte at svulme op og presse mod trussens stof. Hvilket gjorde at hans 2 efterfølgende identiske bevægelser føltes meget stærkere, og jeg sukkede dybt mens jeg lod mit hoved falde bagover.
Han fortsatte på samme måde med at trække streger ned over mine skamlæber, nogen gange med én finger, andre gange med to. Mine indre skamlæber reagere som min klit og jeg kunne mærke at skulle jeg have mine trusser af inden jeg blev vanvittig.
Jeg trak kontorstolen lidt tilbage og hev mine trusser af med et snuptag. Derefter hev jeg nederdelen helt op, satte mig lidt længere ud på kanten af stolen, og lænede mig godt bagover. Jeg kunne mærke det kolde læder mod mine balder, og undrede mig over om der var noget som ikke tændte mig lige i dette øjeblik.
Han forstod hentydningen, og startede straks igen på samme måde, bare uden trussernes beskyttende stof. Jeg sukkede dybt og drømte mig ind i en fantasiverden af store høje veltrænede teknikere der var absurd store mellem benene, og som alle kun eksisterede for at give mig velvære.
Pludselig mærkede jeg en indbydende varm og dejlig våd tunge på mine skamlæber, han slikkede op og ned af dem, mens han langsomt nærmede sig min klit. Han fortsatte et stykke tid hvorefter han pressede tungen så langt op i mit våde indre han kunne, og langsomt kørte en bred tunge op mod min klit.
Da han passerede den, måtte jeg virkelig tage mig sammen for ikke at det skulle gå for hurtigt. Jeg bed sammen om skjorteærmet på mit ene håndled, og sukkede dybt ind i det.
Sådan fortsatte han i en uendelig strøm af brede slik hen over min klit, og bragte mig i en ekstase jeg kun husker fra en svunden tid.
Bedst som jeg troede det hele var ved at tage sin naturlige afslutning, stoppede Henrik op, og mit underliv prøvede forurettet at møde hans tunge igen. Men pludselig kunne jeg mærke en stærk bred finger liste sig op i mit indre. Hvorefter det tog ham overraskende kort tid at finde mit nubrede følsomme g-punkt, som han langsomt men meget professionelt bearbejdede i små korte ryk. Den svulmende velkendte fornemmelse af denne så eftertragtede orgasme, begyndte uendelig langsomt at bygge op i min krop.
Jeg havde på det tidspunkt forladt den håndgribelige verden – om så hele kontoret havde stået og kommenteret vores forbudte leg, havde det ikke kunnet bringe mig tilbage til virkeligheden.
Og da slet ikke efter at hans læber, lidt efter, samlede sig om min klit og sugede den ind mellem hans dejlige varme læber. Jeg mærkede hans tunge danse lige så forsigtigt hen over den, mens han prøvede at afpasse tempoet mellem g-punktet og min klit.
Hele min krop begyndte at bygge op mod det længe ventede klimaks, mit underliv trak al opmærksomhed mod sig ved langsomt at samle hele min krops energidepoter og gøre klar til at sende dem ud igen i en eksplosion af vellyst. Han holdt et perfekt tempo, som fik mig til at hive efter vejret og skiftevis håbe han aldrig ville stoppe og håbe han ville give mig orgasmen med det samme.
Jeg ved ikke hvilke af mine lystpunkter der vandt, men hvis det overhovedet er fysisk muligt, så resulterede det i en orgasme der føltes som om to overlappede hinanden halvvejs igennem krampetækningerne.
Lige inden de startede spredte jeg bene ud til hver side og strammede alle musklerne hårdt op mens orgasmen startede og byggede op til sit klimaks, mit underliv pumpede vellyst ud i min krop, og bedst som jeg troede toppen var nået og bølgerne fortog sig, gik de over i en krampeagtig bevægelse hvor jeg huggende trak mig sammen i korte heftige ryk, mens jeg i tåge mærkede hans tunge rulle hen over min klit i et vanvittigt tempo.
Han satte langsomt angrebet på mit nu ekstremt følsomme køn, ned og afpassede det næsten uhyggeligt perfekt i forhold til min orgasme som langsomt slap sit tag i mig.

Jeg faldt sammen som en våd klud, ænsede ikke andet end min hurtige vejrtrækning som langsomt arbejde sig ned mod sit naturlige leje. Jeg lå bagover med lukkede øjne og prøvede at tvinge mig til at tage mig sammen til at åbne dem. Mine muskler var ømme og stolen havde gnavet i mine lår, Da jeg ende lig fik mig taget sammen, var det første syn som mødte mig, hans dejlige store grå øjne, som venligt kiggede ned på mig. Selvom han havde posede bukser på, kunne jeg tydeligt se hans dejlige lem, som lå flot ned af den ene side mod mig.
Jeg løftede dovent armen ud mod den, for at betale ham tilbage med samme mønt – det var det mindste jeg kunne gøre for hans utroligt udholdende arbejde under skrivebordet.
Men han tog blot fat om håndleddet på mig mens han sagde ”Nej, det går ikke jeg er gift. Men tak for det – det var dejligt”. Jeg fornemmede mere at det var hans øjne som affødte ordene, end hans mund. Og at han brugte ”dejligt” på den måde var nærmest komisk. Han havde ingen anelse om hvor dejligt det havde været.
Han trak sig hurtigt væk mod døren med et ”Din computer virker igen”, og inden jeg kunne nå at svare ham, var han ude af døren med jakke og taske.

Ør i hovedet rejste jeg mig og tog min trøje på, jeg tog trusserne i lommen og gik på toilettet for at vaske mig. Heldigvis ligger toilettet lige over for, og jeg fik rettet tøjet på plads og fik mine trusser på igen.
Da jeg går ud fra toilettet møder jeg en kvindelig kollega som lyser op da hun ser mig og siger ”det var godt du blev færdig med at snakke i telefon, jeg har en kunde til dig”.
Mit blod frøs til is – hvad hvis hun havde banket på min dør for et kvarter siden? Jeg skyndte mig ind og smækkede røret på, kun lige tids nok til at høre den ringe igen, og jeg måtte koncentrere mig om den samme sure kunde som i mellemtiden havde forsøgt at få fat på mig igen. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om samtalen og svor at jeg aldrig ville finde på den slags igen – ligegyldigt hvor mange teknikere med grå øjne der stod og kiggede på mig.

Da samtalen var færdig satte jeg mig tilbage og forsøgte at samle mig om mit arbejde igen. Men den velkendte duft som kun min mand kan frembringe, fyldte mine næsebor. I starten troede jeg at jeg var ved at miste grebet på virkeligheden, men en indskydelse fik mig til at kigge under bordet. Og ganske rigtigt der lå en lille pøl af sæd spredt over et område på størrelse med en pakke cigaretter.
Først blev jeg lidt vred, men endte med et indvendigt smil og en overbærende følelse, og gik ud efter et stykke køkkenrulle – vel vidende at jeg ikke var den eneste som havde fået noget ud af mit tekniker besøg.
Computeren har for resten ikke gjort knuder en hel uge nu.