Janne og jeg havde studeret medicin sammen, så da jeg var tilbage i København ringede jeg selvfølgelig for at aftale en frokost med hende. Selvom hun havde travlt var hun klar på en hurtig frokost og tour på den psykiatriske afdeling hvor hun arbejde.

Sikkerheden på afdelingen var streng, og jeg måtte igennem en del checks før jeg kom ind i. Ved første check viste jeg foto-id. Mit navn var på besøgslisten, så de gav mig et kort som jeg satte på indersiden af min frakke. Jeg havde bedt om at kortet specificerede at jeg også var doktor. Dr. Tine Hauning stod der. Om det var kortet eller ej ved jeg ikke, men vagterne lukkede mig hurtigt igennem og ind på afdelingen.

Jeg gik ned af en stålklædt gang mod det andet check. Her stod der en metaldetektor med to vagter på hver side. De tjekkede mit kort og bad mig ligge alle personlige genstande og metalobjekter i et lille skab med nummeret fra mit kort på. Jeg gjorde hvad jeg fik besked på og smed min taske og frakke ind i skabet og lukkede.

Metaldetektoren lukkede mig igennem uden problemer og jeg fortsatte ned ad gangen mod et lille tremmebesat vindue. Kvinden bag vinduet mødte mig med et surt ”Ja?” Jeg forklarede at jeg skulle møde min veninde Janne Schmidt til frokost, men efter at have tjekket sine papirer kiggede hun surt op på mig. ”Her står intet om det besøg. Må jeg se dit gæstekort?” Efter et splitsekund gik det op for mig at jeg ikke havde det længere. Det hang på min frakke der nu lå i skabet med mine andre ting.

Jeg forsøgte at forklare mig, men kvinden kiggede bare træt op på mig. ”Vent her.” sagde hun og rejste sig. Kort efter kom hun tilbage med en stor kvindelig sygeplejeske der mere mindede om en fængselsvagt fra en dårlig film

”Hedder du Tine?” spurgte hun kort.

”Ja, frue.” svarede jeg. Ved ikke hvorfor jeg tilføjede Frue, men hele hendes udstråling brølede respekt.

Hun lukkede mig igennem endnu en dør og bad mig følge med hende.

Kort efter trådte jeg ind i et klinkebesat bruserum og sygeplejersken satte en kasse foran mine fødder. På kassen stod der tydeligt –Tine Jensen- efterfulgt af et langt nr.

”Ok Jensen,” sagde sygeplejersken. ”Smid klunset og kom det i kassen!”

”Jamen,” prøvede jeg, ”det er en fejl. Jeg er ikke patient. Jeg er her for at spise frokost med min veninde. Mit kort ligger i skabet!” Jeg prøvede at komme forbi hende, men hun skubbede mig tilbage. Som reaktion skubbede jeg hende hårdt igen, og det skulle jeg aldrig have gjort. ”Det kommer du til at fortryde.” sagde hun surt og trykkede på et apparat hun havde i bæltet. To kæmpestore sorte vagter kom til syne i døren. Deres muskuløse 2 meter høje kroppe stod i stærk kontrast til den hvide simple uniform.
”Prinsessen her skal have hjælp med tøjet.” kom det fra sygeplejersken. ”Måske kan i drenge hjælpe hende med det!”

De to vagter gik frem mod mig. Jeg sparkede hurtigt mine stiletter af. ”Vent…ok…jeg skal nok…bare ikke foran dem.” bad jeg.

”Du har ikke noget at skulle have sagt her.” Vrissede sygeplejersken. ”Du er bare patient her, og jeg skal nok få dig nøgen som alle de andre! Af med jakken!”

Jeg tog min jakke af, foldede den pænt og lagde den ned i kassen.

”Øreringe!” bed hun. ”Giv mig dem!”

Jeg tog mine fine ørenringe af og rakte dem til den voldsomme sygeplejerske. Hun smilede af mig og kom dem i sin lomme.

”Nu bliver det først interessant min ven. Trøjen af, og gør det langsomt.”

Jeg sank dybt en gang og kiggede op på hendes smørrede smil. Langsomt begyndte jeg at knappe knapperne i min tynde silkebluse op. Jeg vidste jeg nu måtte lave en regulær striptease for den store kvinde og de to gloende vagter.

Min trøje lagde jeg også sammen og lagde den i kassen. Langsomt var godt, tænkte jeg. Måske ville Janne komme og lede efter mig og redde mig! Under trøjen havde jeg en hvid blonde bh. Jeg prøvede at dække mig til, men kvinden beordrede mine arme ned langs siden. En af vagterne kom med et lille ulve lignende hyl fra hans grinende mund.

”De er ikke for store, men de ser godt nok faste og lækre ud, hva Troels?” sagde den anden af vagterne.

”Mhm” samtykkede den anden. ”Mere end en håndfuld er alligevel spild! De fine fine damer har aldrig store patter. Men deres fisser er stramme som et for lille kondom!” De grinede begge to mens kvinden kommanderede videre!

”Og så din nederdel, prinsesse!”

Jeg lynede den langsomt op og lod den glide ned af mine lange ben. Nu stod jeg kun i mine små blondetrusser der matchede min bh, og mine ben var kun dækket af mine lange strømper. Jeg har altid nydt at gå i sexet udnertøj, men da jeg tog det på denne morgen havde jeg aldrig troet at jeg skulle vise den foran totalt fremmede!

En af mændende sagde jeg skulle holde hænderne over mit hoved og dreje langsomt rundt Jeg gjorde som jeg fik besked på mens de fløjtede og hujede. Følte mig som en billig stripper på en snusket bar. Kunne mærke blodet blusse i minde kinder hvilket kvinden smilede konstaterede mens hun tog mine strømper fra mig.

”Okay, lille skat. Sandhedens øjeblik!” sagde hun. ”tag din bh af og vis drengene dine fine små bryster!” Modvilligt åbnede jeg bhen bag min ryggen og lod den langsomt falde ned og blotte mine små faste bryster. Igen blev jeg beordret til at dreje rundt med armene i vejret under høje tilråb!

”Hun får nok ikke arbejde pga dem, men de brystvorter er frække og strittende” grinede Troels. ”Jeg vil vædde 100 kr. På at hun ikke er naturligt blond!” sagde han til sin noget større kollega.

”Hørte du det prinsesse?” sage kvinde. ”Du skal ud af de små trusser og hjælpe Troels her med at vinde 100 kr.!”

Modvilligt lod jeg mine fingre glide ned under kanten på mine trusser og trak dem ned af mine ben. Desvæære gav jeg dem et frit udsyn til min struttende røv. Med tårer i øjnene fik jeg en tredje gang lov til at dreje om mig selv så de rigtig kunne nyde mit nøgne skød.

”Sådan!” brølede Troels! ”Naturligt blond. Du skylder mig 100, Rasmus!”

Med tårerne trillende ned af mine kinder stod jeg der, nøgen og ydmyget mens en grinende Rasmus stak Troels en krøllet seddel. Helt nøgen…for kun 100 kr…

”Bare rolig min pige” sagde Troels. ”Kvinder har gjort langt værre ting før dig! Vær du bare glad for at vi ikke holder auktion om din lille fine røv!” Deres høje grin gjorde ondt i mine ører.

”Ok drenge,” sagde sygeplejersken så. ”Vi har ikke hele dagen til at få prinsessen her igennem.” De to alle tre gummihandsker og ansigtsmasker på. Det var ikke et godt tegn.

Sygeplejersken vendte mig rundt og skubbede mig op af væggen. Hun beordrede de to mænd til at skrubbe mig ren, og de greb straks chancen for at gribe hårdt fat i mine baller og bryster. Deres grundighed udmøntede sig hurtige i fingre der spredte mine skamlæber og forsvandt op i min lille fisse, også mine baller blev spredt og jeg mærkede Troels ”vaske” min hjælpeløse røv.

Da de havde fået nok spulede Troels mig med en slange som var jeg en hund. Han var specielt interesseret i at rette den hårde stråle mod mine hoppende bryster og ind mellem mine ben!

”Tog du tøj med til hende?” spurgte Troels sygeplejersken.

”Nej, tænkte vi bare henter det nu” svarede hun. ”Vi må hellere sørge for hun ikke laver ballade.” Hårdt samlede de mine hænder bag min nøgne ryg og spændte dem fast med læderhåndjern. Vagterne tog hårdt fast i mig og skubbede mig gennem døre og ud på gangen. Jeg blev langsomt skubet fremad så vagterne var sikker på alle omkringværende fik et godt kig på minnøgne krop. Jeg bed alle fløjt og ubehøvlede kommentarer i mig. En anden patient kom endda tæt nok på til at give mine blottede baller et hårdt slag. Jeg kiggede tilbage på ham og så ham vinke og gribe sig selv om pikken gennem hans bukser. Jeg tænkte på de syge mennesker og sexforbrydere der sikkert var sådan et sted og bad til ikke at blive sat i rum med ham!

Jeg var kommet ind af døren som et respekteret medlem af medicinerfaget, men på mindre end en halv time havde jeg mistet alt lige fra min uddannelse, mit fine tøj til min identitet. Selv min værdighed havde de taget fra mig.

Vi nåede endelig rummet for enden af gangen. Her lagde de mig på en briks, og sygeplejersken smurte mig ind i mudder og olie og gav mig en ble på.

”Jeg har ikke brug for nogen ble!” brokkede jeg mig.

”Det er for dit eget bedste” svarede hun. ”Maskineriet vi bruger er ret gammelt og mange piger kan ikke styre sig selv under behandlingen!”

”Behandling?!” udbrød jeg. ”Jeg har ikke brug for nogen behandling!”

”Det er ikke hvad din journal siger.”

Til min relative lettelse bandt de mine hænder op og gav mig en lang trøje på. At den ikke passede, var lige meget for hurtigt bandt de mine hænder og fødder fast på briksen og spændte yderligere bælter henover min krop.

Til sidst kom sygeplejersken en stor ildelugtende kugle i min mund og fæstnede den. De to vagter forsvandt ud af døren mens jeg hørte dem forsikre mig om, at de ville se til mig senere..jeg rystede ved tanken om hvad de kunne finde på at gøre ved min hjælpeløse krop.

Sygeplejersken smilede olmt til mig, efterlod min journal på brystet af mig og forsvandt fløjtende samme vej.

Jeg lå der hjælpeløs på briksen i godt ti minutter. De fleste andre patienter var forsvundet nu, og dem jeg kunne se gennem døren lod mig heldigvis være.

Endelig hørte jeg to plejere komme ned ad gangen. Jeg kunne høre dele af deres samtale. ”Nå, men Dr. Schmidt ligger med influenza som alle de andre. Så hun tropper ikke op i hvert fald før næste uge.” Jeg stivnede. Resten af ugen?!

De dukkede op i døren. ”Hvem, er det?” spurgte den ene. ”Tine Jensen. Troede egentlig ikke hun skulle være her.” Lød svaret.

”Nå, men her er hun jo. Styr på den slags har de nu aldrig haft. Så længe hun er her og hendes journal med kan vi vel også være ligeglade.”

De trådte ind og samlede min journal op.

”Hmm,” mumlede den ene, ”Elektrochok terapi, fint nok!”

Jeg begyndte at kæmpe og skrige ind i kuglen i min mund! DET HER VAR EN FEJLTAGELSE! TAG DEN UD! JEG ER ER DOKTOR IKKE PATIENT!

”Der er nok nogen der ikke vil tage hendes medicin.” smilede den ene plejer mens de kørte briksen med min kæmpende krop på ud af døren”.

Jeg kæmpede forgæves i mine bælter. Det her skete bare ikke!