8.Kapitel.
MØRKETS DRÆBERE!

Clark Benzon og den store ibenholtsorte, pilskaldede Obiel krøb sammen bag hver sin stenblok mindre end ti meter fra pigtrådsspærringen. I det svage stjernelys kunne de svagt skimte de to vagter, der intet gjorde for at dølge deres tilstedeværelse - de var i sikkerhed inde bag et solidt pigtrådshegn, og mellem dem og de indelåste fangeslaver var deres svært bevæbnede kolleger. De havde overhovedet intet at frygte. At de gik vagt var kun for syns skyld. Dobbeltvagt - hvor åndsvagt!
At et par knægte og en fange var smuttet, nå det var jo, hvad der skete, hvor der handles, der spildes. Der kreperede jo også jævnthen en af slavearbejderne under det hårde livsfarlige usunde arbejde i minen, men det tog jo ingen sig af, måske bortset fra et par af hans nærmeste venner. En ny kunne skaffes for få dollars, når man havde de rigtige forbindelser.
Major Sylvan var vist ved at blive nervøs. Troede måske ikke så meget på S a g e n, som han en gang havde gjort - var ved at udvikle sig til en pivet kujon!
Vagterne gjorde sig hver sine tanker, men de lod dem ikke komme til orde. Selv en henkastet bemærkning kunne resultere i pisk eller det der var værre, om det kom majoren for øre - der var flere mand mellem slavearbejderne, der tidligere havde været soldater i "Enstjerne-hæren"!
Majoren behandlede sine mænd godt, så længe de adlød hans ordrer, men også hårdt om de skejede ud. Vagterne beholdt deres utilfredshed for sig selv og forsatte deres ørkesløse vagt - begivenhedsløs!
Når de var ved at sløve hen gik de en lille runde, slog en sludder af og gik så ellers tilbage til hver sit hjørne af den indhegnede plads og lænede sig mod en af hegns- stolperne og snuppede sig en slags stående to-minutsøvn - hvor de hverken sov eller var vågne.
Obiel og Benzon sad en tid lang og så på deres rutine. Hørte på deres snak og mærkede den skarpe duft fra deres cigaretter, hvad især var
slem ved Clark Benzon. Han var efterhånden parat til alt for en smøg.
Et uhyggelig brøl lød inde fra den mørke minegang. En eller anden derinde havde åbenbart mareridt.
Negeren lagde sin mund til Benzons øre og gav ham hviskende sine instrukser. Benzon nikkede. Den lange passivitet var ved at gå ham på nerverne. Han så hen mod pigtrådsafspærringen - den bestod af en halv snes tråde fæstet til solide stolper, og tråde der gik på kryds og tværs mellem de udspændte tråde, så man ikke kunne smutte mellem et par af langsgående tråde. Det var nærmest en pindsvinestilling de to vagter opholdt sig i.
Men ind måtte de - siden ville de sikkert kunne finde tænger eller sprængstof, når de skulle lave udbrud.
Spærringen var vel sine to en halv meter høj og selv for en god springer ville springet være farligt, missede man ville pigtråden tilføje en uhyggelige sår.
Men foruden spærringen var der også de to vagter - to sløve vagter ganske vist - men alligevel...
Lydløst som skygger nærmede den store Obiel og Benzon sig spærringen. Om få sekunder ville de vide om deres list lykkedes - eller også ville de være døde.
Vagterne stod lænet mod hver sin stolpe, med hagen støttende på geværpiben og halvsov - stod som fristende mål, hvis...
Nærmere og nærmere gled de to dødelige skygger.
Et sted langt borte hylede en coyote og en hest vrinskede nervøs et sted i nærheden.
Den ene af vagterne rettede sig pludselig op med et sæt. Han havde været ved at falde i søvn. Han strakte sig, stillede geværet fra sig og gik hen i et hjørne af pladsen og ladede vandet med en plaskende lyd.
Benzon og den store neger ventede anspændt. De måtte vente til manden atter stillede sig med ryggen mod hegnet. Det ville godt nok være en lusket måde at dræbe på, men situationen gav ikke de to ventende mænd andre muligheder. Vagtsoldaten havde åbenbart god tid. Han gik hen til makkeren og stod et par minutter og snakkede med denne, inden han gik tilbage til sin plads med en ny smøg i kæften. Han nød den i et par dybe indhaleringer inden han fik et hosteanfald, og rasende kastede skoddet over hegnet, hvor den landede kun et par
meter fra Clark Benzons skjulested. Benzon betænte sig ikke - han gled som en slange over klippegrunden og fik fat i cigaretten og gled tilbage i sikkerhed med gløden indeni håndfladen.
Cigaretten var ikke rullet på særlig god tobak - men den smagte som den fineste havannacigar i hans nuværende nikotinhunger. Det tog kun et par minutter at ryge skoddet færdig, men det havde gjort ham til et nyt menneske - en klartænkende dræber!
Han kvaste skoddet mod klippen og kiggede forsigtigt frem. Begge vagterne stod igen og sløvede med ryggen mod hver sin stolpe.
Der var ingen tid at spilde. Hvert sekund var kostbar nu. Hvert sekund var et sekund mindre at komme ubemærket ind i minen i.
Benzon rejste sig på nøgne fødder - nogle meter ude til højre så han en massiv sort skygge komme til syne - Negerkæmpen Obiel. Langsomt og lydløst nærmede de to skygger sig hver sin intetanende vagt.
Benzon havde den lange ubekvemme bajonet i højre hånd.
Nærmere og nærmere kom han den intet ondt anende vagt. Manden stod og småfløjtede for ikke at falde i søvn. Stolpen han lænede sig imod var ret tyk og Benzon måtte gå lidt ud til venstre for at få plads til et ordentlig dræbende stød med den lange djævelske bajonet. Det sinkede ham et sekund eller to, Han havde fuldstændig koncentreret sig om manden foran sig - den anden vagt var Obiels bekymring, ikke hans! Han fik derfor et mindre chock, da han pludselig så manden rette sig op og højt sige: - Hvad fanden er der med dig, Pete!
Der var ingen tid at spilde. Han huggede til med kniven og følte det skarpe metal skar sig vej gennem tøj, hud, kød og knogler, som var det smør, mens et gurglende dæmpet skrig banede sig vej ud af den døde mund.
Obiel var fremme hos Benzon i et spring. Han snerrede ondskabsfuldt: - Hvad satan er du ude på, Mister! At få os slået ihjel!
- Kæft, hvæste Benzon og forsatte: - Løbet er dit, Obiel! Hvad gør vi nu?
- Jeg løfter dig op og du smider din jakke på den øverste tråd og prøver at komme indenfor. Siden giver du mig nogle af de dødes klude så jeg kan komme over også! Okay, Mister? spurgte negeren ophidset, mens han han tørrede sin blodige bowiekniv af i sine shorts, inden han stak tilbage i skeden.
Benzon nikkede og øjeblikket efter stod han og balancerede kæmpens skuldre. Det var ikke nogen nem balancekunst, ognår som
helst kunne der komme en patrulje eller en af vagtmandskabet trænge til at lade vandet.Medbesvær fik han den revnede jakke af og var ved at få overbalance og falde ind i pigtråden, da han slyngede jakken over den øverste tråd - det ville blive en grusom død at blive sønderflænget af den rustne pigtråd.Men han klarede den og fortalte Obiel det og negeren gik lidt ned i knæ og rettede sig så pludselig op med et sæt og Benzon nærmest fløj over pigtråden med god marginal.
Hurtigt gik han i gang med at hive tøjet af de to vagter. Den han selv havde stukket ned gurglede lidt endnu, men der kom blodig skumud af hans mundvige og det ville kun dreje sig om øjeblikke inden han ville udånde - at gøre yderligere ved ham ville være spild af tid. Han kastede tøjbylten over hegnet til negeren, der hurtigt viklede uniformsdele om hænder og fødder, hvorefter han som en abe smuttede over hegnet, der gav sig faretruende.
De var inde og klar til næste punkt på dagsordenen. Pacificeringen af de resterende vagter inde i minegangen.
- Vi tager hver sit gevær, snerrede negeren. - Og glem ikke patronbælterne.
Ingen af mændene havde håndvåben på sig. Men der var stadig en slat whisky i den enes feltflaske og den delte de to dræbere broderligt
Benzon følte kræfterne vende tilbage.Han var klar til at udfordre enhver fare. Han havde meget at hævne - alt havde han mistet - sin frihed, sine penge, sin .38 Colt "Peachemaker", sit tøj - alting!
Ikke en lyd hørtes, da de to mænd med hver sit skudklare gevær nærmede sig indgangen til minen, der var som et sort gab på den lidt lysere klippeside. De trådte indenfor - gangen var vel en 4-5 meter bred og da deres øjne havde vænnet sig til mørket bemærkede de at det blev lidt lysere forude. Langsomt listede de fremad parat til at fyre ved den mindste tegn på fare. Lyset forude blev stærkere, da de rundede et knæk i minegangen.
Lyset stammede fra nogle blafrende fakler, der sad med ret store mellemrum i ringe på væggen. De standsede udenfor lysets rækkevidde og studerede omgivelserne grundigt - men der var ikke andre levende væsener end et par møl, der legede med livet i nærheden af en fakkelflamme, at se. De listede videre langs hver sin væg med fingeren på aftrækkeren.
En snorkende lyd nåede deres øren og Obiel hævede advarende hånden og begge standsede påny.
Benzon så spørgende over på negeren, der efter nogle sekunders forløb gav tegn til videre fremrykning. Den snorkende lyd forsatte med uformindsket kraft.
De rundede et nyt knæk og de så ud over et temmelig stort rum med en snes groft sammentømrede køjer og to lange borde med bænke.
Der lød prusten, snorken og stønnen fra flertallet af køjer. Ved det ene langbord sad to mænd og snorkede med hovedet mod den ru bordplade - en flaske whisky stod og vidnede om hvorfor mændene sov på denne ubekvemme måde - et spil kort lå sløset spredt ud ved den enes hånd.
Den ene af mændene var formanden Pierre, mens den anden var en rødhovedet soldat med sergentstriber på ærmet af sin floseede jakke. De snorkede omkap.
Det glødede svagt fra et ildsted.
Benzon lod blikket glide rummet rundt, der var oplyst af en halv snes osende fakler. Han bemærkede et fyldt geværstativ ved den ene langvæg, men også at der hang revolverbælter og patronditto på de fleste sengestolper. Det ville være et større arbejde at afvæbne alle inden man gik videre til punkt tre - befrielsen af de fangne slavearbejdere!
En mand mumlede et eller andet i søvne. En anden vendte sig så sengebunden knirkede faretruende.
Obiel gled op på siden af Benzon og hviskede: - Giv mig dit gevær. Jeg dækker, mens du tager deres revolvere, okay?
Benzon sendte negeren et spottende smil.
Obiel var tilsyneladende bange for sit skind, når det kom til stykket - eller også stolede han ikke på Clark Benzon. Han havde hvid hud og...
At adskillige af slavearbejderne også havde hvid hud tænkte hverken han eller Benzon på i øjeblikket - og stedet var ikke for diskussion. Benzon nikkede med et barskt udtryk i øjnene og begyndte sin nervepirrende runde.
Han lagde sig ned på alle fire og krøb hen til den nærmeste to etagers køje. Begge mændene sov tungt og drømmeløst. Det var et par ældre knarke på omkring de 50, sikkert veteraner fra borgerkrigen. Det voldte ham overhovedet ingen besvær at tage deres revolvere, der
hang på sengestolpen. Han havde ingen mulighed for at slæbe alle skyderne med sig i første omgang og nøjedes derfor med at skubbe dem ind under sengene.
Lydløst sneg han sig fra køje til køje og fjernede mændenes håndvåben. Et par gange var manden han var ved at afvæbne på nippet til at vågne - og en gang måtte han ligge mustille inde under en seng, mens manden der sov i den gik hen og fik sig en tår vand fra en spand henne ved siden af ildstedet. Manden var for søvnig og opdagede ikke fredsforstyrrerne eller hvad de var i færd med og snart snorkede han omkap med sine kammerater igen.
Benzon havde fået afvæbnet omkring en snes af mændene, da et skud pludselig drønede i det fugtige indelukkede rum.
En mand i overkøjen foran Benzon væltede ud over kanten med et stort blodigt hul i panden og en pistol i hånden.
Søvnige mænd vågnede panikslagne op - de råbte og skreg i munden på hinanden og forstod i første omgang ingenting.
Den fordrukne sergent ved bordet rettede sig op og brølede: - Til våben folkens - vi bliver angrebet!
Det var vist nærmest en refleks fra hans side.
- Hvad skete, sergent! råbte en eller anden.
- Se, se...
En eller anden havde fået øje på den døde mand på gulvet og prøvede stammende og kvækkende at gøre opmærksom på sin opdagelse.
- For helvede...
Sergenten rejste sig vaklende og væltede whiskyflasken, så dens indhold gennemblødte kortene og ødelagde dem.
- Alle forholder sig roligt - eller flere dør, råbte den kæmpestore Obiel skingert og stod pludselig urokkelig med et gevær under hver arm - dækkende alle i lokalet og pegefingrene på aftrækkerne.
- For satan...
Det var sergenten igen. Benzon fandt tiden inde til at handle og trak sin revolver og brølede: - Alle forholder sig roligt. Giv os nøglerne til arbejdernes celle - kvikt!
Sergenten gylpede. Øjnene rullede i hovedet på ham. Han var ikke helt sikker på at det han oplevede ikke var et anfald af delirium tremens - et uhyggeligt tilfælde.
Den gråhårede mineformand sad stiv med begge hænder på
bordpladen. Han havde ikke lyst at spille helt for øjeblikket - senere måske...
- Hen til bordene - allesammen, og ingen dumheder. Okay? snerrede den store pilskaldede neger og viftede med sine geværer. Trevent begyndte folkene at adlyde ham.
Ingen havde lyst at dø unødvendigt og uden helteglorie!
Sergenten var ikke meget for at udlevere nøglen til slavearbejdernes sovecelle, men tilsidst gjorde han det - han havde intet valg. Benzon havde en revolver trykket mod hans tinding og enten gav han nøglen fra sig i live - eller også tog Benzon den fra ham, når han var død!
Clark Benzon fik fat i endnu en revolver - en Colt Navy, og dækkede de forsamlede soldater og minefolk med disse, mens negeren med et gevær presset ind mellem ribbenene på sergenten tvang denne i retning af slavernes opholdsrum.
Mændene var nervøse og Benzon havde det største besvær med at holde dem i skak - det var som vidste de hvad der ventede dem, når fangerne slap fri - men han kunne ikke hjælpe dem. De lå som de selv havde redt. Hvis de havde været i hans sted ville de ikke have skånet ham - tværtimod!
Minutterne gik uden at der skete noget. Alle var rystende nervøse, også Benzon, selv om han ikke viste det - en vaklen og det hele ville gå i vasken - og han selv gå en pinefuld død i møde!
Ingen udenfor minen havde tilsyneladende hørt skuddet - eller...
Måske var en deling i dette øjeblik på vej ind i minen med skudklare våben og blinkende bajonetter.
Clark Benzon mærkede at sveden brød frem på hans pande på trods køligheden. Hans øjne gled målbevidste rundt. Kolde og truende - en forkert bevægelse og det ville være den sidste bevægelse manden gjorde i dette liv.
Måske der var gået fem minutter, måske et kvarter, Benzon vidste det ikke, men det havde føltes som en evighed, så hørte han et skingrende skrig og lyden af mange løbende fødder.
De frigivne slavers blodhævn havde krævet sit første offer - sergenten med nøglen!
Benzon pressede ryggen hårdere mod væggen og ventede. Hvordan ville fangerne se på ham?
De havde set ham blive pillet ud af flokken i sidste øjeblik. Vilie de betragte ham som en forrædder?
Hvis - så ville han ikke dø alene!
Han ventede med en pistol i hver hånd.