14 Kapitel.
TO SOLDATER.

Bank! Bank!
Langt borte som gennem en dyne hørte Clark Benzon de hamrende lyde, men det varede nogle øjeblikke inden han blev så vågen at han kunne høre, hvor de kom fra. Han lå i den store bløde seng ved siden af den yppige nøgne Dolly, der snorkede let. Det grå dagslys trængte forsigtigt og spædt ind gennem en sprække i de tykke gardiner. Lydene kom henne fra døren.
Han rejste sig lydløst på den ene albue og fiskede sin .38 Colt "Peacemaker" frem af bæltet, der hang på sengestolpen ved hans side. Han havde lært, at man ikke kunne være for for forsigtig - ofte var det bedst at skyde først og spørge bagefter.
Bank! Bank!
Den forsigtige banken igen. Det lød, som en, der helst ikke ville forstyrre. Benzon besluttede sig tilsidst for at springe ud i det og knurrede: - Ja, hvad er der?
- Undskyld, Mister Benzon. Der er to soldater der vil tale med Dem - straks!
Den gamle sadelmagers stemme var en eneste stor undskyldning.
- Hvilke soldater! gryntede Benzon og lod benene glide ud over sengekanten. Det var længe siden han havde fået så god en søvn - selv om den ikke havde været særlig lang.
- De har en aftale med kaptajnen ved solopgang påstår de - og solen kan stå op når som helst nu, svarede den gamle udenfor døren.
Benzon rejste sig bandende og begyndte at trække i tøjet.
Dolly rørte uroligt på sig og mumlede et eller andet i søvne.
- Kommer De, Mister Benzon - eller...
Benzon rev døren op og så ind i den forskrækkede gamle sadelmagers ansigt. Manden var klædt i fodlang hvid natskjorte - hans hvide hår strittede som en høstak.
- Jeg er på vej! Hvor er de? spurgte Benzon søvnigt.
Den gamle svarede ikke. Han stod måbende i døren og så ind på
Dolly, der lå uden en trævl over sin yppige krop.
- Jeg spurgte om noget, min gode mand! grinede Benzon og tilføjede så: - Kvikt, så...
- Udenfor på fortovet, Mister Benzon, kaglede den gamle hæst uden at tage øjnene fra den fristende blondine.
- Hvorfor nøjes med at kigge, sadelmager. Ku" du ikke...
Den gamle mand så på en gang skræmt og forbavset på Benzon, men denne var allerede på vej væk. Men halvejs gennem forretningen hørte han den gamles indianerhyl.
Måske han havde skaffet Dolly en værdig afløser!
Han åbnede døren ud til gaden og så to lidt kluntet klædte soldater med store fuldskæg stå vendt mod døren med deres geværer ved foden i giv-agt.
- Ja, snerrede han. - hvad drejer det sig om?
- Kaptajnens ordre, gryntede den ene af soldatern med en underlig grødet uklar stemme.
Benzon trak på skuldrene. Hvis han ville have sine penge var der jo nok ikke andet for end at følge med. - Vis vej, brummede han.
Den ene soldat svinge ind foran Benzon, mens den anden sluttede op bag ham.
Gaden lå øde hen og der var endnu skummeltgråt i gyderne. En kat pilede over gaden og et sted galede en hane.
Benzon holdt øjnene hæftet på soldaten foran sig. Så han ikke lidt spinkel ud! Og var han ikke for bleg i nakken! Kunne han ikke gå ordentlig i trit - Benzon var et par gange ved at træde ham i hælene.
Han prøvede at få en samtale i gang md soldaterne, men de svarede kun med utydelige gryntelyde. De var åbenbart ikke rigtig vågne endnu!
Her og der var soldater ved at komme ud af husene. Tiden for afmarch nærmede sig.
Pludselig hørte Benzon en klukken. Et øjeblik undrede han sig over, hvor lyden kom fra, men så opdagede han at soldaten bag ham lo. Han vendte sig og så ind i et par klarblå leende øjne. Et par kendte øjne - et par pigeøjne!
- For helvede, sagde han. - Hvad er du ude på, Karen Carter?
- Du glemte vor aftale. Nancy og jeg fandt ud af at du skulle med
soldaterne her til morgen, så...
- Så hvad? spurgte Benzon stående ubeslutsom midt på gaden. En deling søvndrukne soldater traskede afsted i retning af sherifkontoret. De så dårligt op. Et par kolleger og en civilist, hvad ragede det dem!
- Købte vi et par soldater til at tage med toget i civilt - og vupti...
- Men for fa"en, tøs! Når kaptajnen hører det får han en prop og I ryger sikkert i spjældet, sagde Clark Benzon ophidset.
- Men hvis ingen fortæller ham det, så... Øjnene inde bag det buskede teaterskæg smilede drillende.
- Så hvad, Karen? spurgte Benzon vakkelmodig. Det her var for åndsvagt. To purunge piger midt i et kampberedt oprensningsregiment - to kvinder mellem mere end et par hundrede barske soldater!
- Kunne du måske lave det sådan at vi kom i deling med dig og...
Benzon mærkede at der var en anden der også ville have et ord med i afgørelsen - det pirrede og snurrede i hans pik!
- Og hvad, Karen? spurgte han bistert. - Der er to hundrede mand eller mere i regimentet...
- Nancy og jeg er ikke interesseret i to hundrede mand, svarede pigen. - Vi vil bare have dig!
- Men for fanden, tøs...
En signaltrompets toner gjaldede ud over den sovende by.
Morgenreviellen!
Benzon var stadig i tvivl. Nancy, der stod foran ham vendte sig og lagde pludselig en hånd om hans buksegylp og klemte til. Pikken var kommet på højkant.
- Vi kunne måske nå en hurtig inden vi starter, sagde hun ivrigt.
Benzon rystede opgivende på hovedet. Hvad havde han gjort siden han skulle behandles sådan?
Trompeten gjaldede igen og gaderne begyndte at genlyde af kommandoråb.
En hurtig! Hvad mente pigerne! Ville de bestikke ham - eller hvad? Der var også den pose guld han havde givet dem!
Karens hånd lukkede sig om hans håndled og trak ham med ind i en smøge. Nancy fulgte hurtigt efter.
De spildte ikke tiden. Benzon sled teaterskægget af Karen og begyndte at tungekysse med hende, mens hans højre hånd åbnede et par knapper
i hendes uniformsjakke, søgte indenfor og lukkede sig om et glat fast ungpigebryst. Nancy sank ned på knæ foran ham og begyndte at lukke hans dunkende ståpik ud.
Trompeten gjaldede påny - hidsigt!
Men det bekymrede ikke de tre i smøgen - de havde nok i sig selv. De var allerede under kommando - af liderligheden!