Et eventyr af H. Sex Andersen - En fortsættelse af eventyret om "Fytøjet"

Han lagde de tre opskriftsedler ind i hexens blåternede forklæde sammen med sine øvrige pakkenelliker og tog det som en bylt på ryggen. Han puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen. Det var en dejlig by, og i det bedste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og den bedste mad og drikke. For nu var han rig. Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige, gamle støvler, sådan en rig herre havde. Men soldaten forklarede ham, at han endnu ikke købt sig nye. Og derved blev det den dag.

Soldaten vågnede med egnens største hoved. Tømmermændene arbejdede hårdt under hans pandebrask med at håndsmede tagsøm til dagens gerning. Hans tunge føltes som bunden af et fuglebur, og apropos fugle, så slog - da han med forsigtighed åbnede sit kammervindue - en øresønderrivende larm af fuglekvidder ham i møde fra tagskægget, som et amatørhornorkesters øvetime i Wagnermusik. Han havde det kort sagt som rigmænd har det dagen efter aftenen før. Dér, hvor det langsomt går op for dem, at de i deres drukkenskab har soldet og spillet alt, de ejede, væk til spøg, skæmt og saftig moro - eller hvad jævne folk vil kalde for "Øl, fisse og horemusik". Tilmed gik det op for vor soldat, at alt det fisse han havde indkøbt, var andre i selskabet hoppet i kanen med. Selv havde han ikke så meget som gramset på en damepat. Hans nye venner havde stedse overtaget hans dameindkøb, så såre de bestilte kvinder dukkede op i krostuen.
Hvordan han klarede at få støvler på og sine gamle klæder, kunne han efterfølgende ikke erindre. Men da han sad ved krobordet i sin usle tilstand, og kromanden med sur mine serverede hans beskedne morgenmad, havregrød med surkål, sagde han med en stemme så lav, at kromanden måtte bøje sig ned til ølstanken for at høre sin gæst sige: - I dag går jeg ud og veksler mine Euro til gode danske Rigsdaler, så jeg kan betale, da nikkede kromanden, tvang et smil frem - og skænkede soldaten en Gammel Dansk. Selv kromænd kan have hjerte for deres skyldnere. Og uden at få liv i den kvæstede soldat, så kromanden ingen chance for at få sine penge. Så godheden udsprang som altid af den hellige, almindelige, sunde egoisme. Men det tænkte soldaten slet ikke på.
Soldaten tænkte derimod på sine tre opskrifter. Gik op og fandt dem i bylten og gik til byens apoteket og købte for sine allersidste Skillingen en lille portion, kun nogle ganske få gram, af de ingredienser, der ifølge damen i hexens første kammer, skulle skaffe ham den første portion rør-sammen til brug for kvindebarmens fremme. Soldaten var så heldig, at apotekerdamen var en fladbarmet, halvgammel rimpe med knold i nakken - en af dem, som ingen mand nogensinde havde vendt sig om efter på gaden. Men hun smilede venligt til soldaten, som med halvdrukken stemme sagde: - Ville du ikke gerne have nogle flotte patter? Nogle gode yvere, som mænd vender sig efter, og som kan skaffe dig en vilter kæreste i sengehalmen? Apotekerdamen gav sig til at græde. Den soldat måtte være menneskekender. Det var jo netop den flade barm, som var hendes ømme problem.
- Kan du klare det soldat, så vil jeg give dig ingredienserne til din mixtur ganske gratis - og dertil 20 Gulddalere.
-Top! sagde soldaten, og en time senere gik han fløjtende ud af apotekerdøren med et glas mixtur i lommen. I døren stod en barmfager apotekerdame og så med forelskede blikke efter ham. Hun strålede over hele 5-øren, fordi hun allerede ved dagens første trækning havde fået en superonsdag. Hun havde mistet sin dyd. Mødommens farvel havde efterladt blodpletter på lagnet, som hun stolt viste frem - og så såre soldaten var ude af døren gik hun ned i lingeributikken og købte en brystbeholder - ikke én som de hidtidige, der havde prøvet at skjule, at de reelt var arbejdsløse med kun den opgave at skjule den flade sandhed. Nej en C-skåls, som både løftede og støttede den nydelig kvindebarm, som soldatens mixtur havde skaffet hende. Jo, sandelig. Det var en rigtig soldat.

Soldaten gik til kromanden og betalte al sin gæld med de 20 Gulddalere, og da apotekerdamen ikke kunne tie med, hvordan hun havde fået sin flotte barm - og mere til - varede det ikke længe, før byens kvinder - unge som gamle - kom og listede sig ind i krostuen for at tale med soldaten. Han holdt hof her. Han prøvede dem alle af på sit kammer, gav dem efter endt "behandling" en skefuld mixtur. Med stive blikke, forstørret barm og mindet om en stiv soldaterpik i sig og Een, to! Een, to! Eem, to!- kadance i skeden vandrede de ud i byen - og fortalte vidt og bredt om miraklet, der var sket. Og som andre også kunne opleve.
Snart var soldaten en holden mand, og hans omgangskreds blev finere og finere. Hans klæder blev skåret efter mål, for at han kunne føre sig passende frem. Han kom snart i byens bedre kredse, blev optaget som Frimurerlogebror, Odd-Fellow-fyr og medlem af flere håndværkslaug (apotekerlauget, tømrerlauget, soldaterforeningen osv.). Og i byens avis bragtes flere interviews med den berømte mand, som det ikke var gået til hovedet at have hjembragt en formue fra sin tid som tapper soldat i det fremmede.
Jo, sandelig var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.
- Hvor kan jeg få hende at se? spurgte soldaten.
- Hun er slet ikke til at få at se! sagde de alle sammen. Hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en simpel soldat. Og det kan kongen ikke lide. - Hende gad jeg nok se! tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til.

Nu levede han så lystigt, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge, og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en Skilling! Han var rig nu, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler.
Det kunne soldaten godt lide! Og der kom en stadig strøm af finere og finere damer, der ville have mere Babs og Nutte at skilte med. Fladpattede fik barm. Barmfagre fik kæmpebarm a" la" Gitte Stalone, der tålte alt, undtagen spidse genstande, som punkterede dem - og ikke mindst kom der deflorerede kvinder, som skulle giftes, men manglede mødommen.
De kom til soldaten, som først sikrede sig, at der ikke var nogen mødom, og siden afprøvede dem for sluttelig ved 3. "behandling" at give dem den tredje mixtur, så den voksede på igen - og ungersvenden kunne lade sig narre til at tro, at han giftede sig med en jomfru.

Men da soldaten hver dag gav penge ud og hen ad vejen havde skaffet alle byens kvinder stor barm og ny mødom, fik han ikke længere så mange penge ind, som han gav ud. Og så havde han til sidst ikke mere end to Skilling tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt ind under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål. Og ingen af hans fordums så skulderklappende venner kom til ham. For der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys. Men så huskede han på, at der lå en lille stump lys i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor hexen havde hjulpet ham ned. Han fandt fyrtøjet og lysestumpen frem, og lige idet han slog ild og gnisterne fløj, sprang døren op, og kvinden med babber så store som thekopper stod splitternøgen i hans kammer og sagde: - Hvad befaler min herre!

- Hvad for noget! sagde soldaten. Ja, det var sandelig et morsomt fyrtøj! Kan jeg således få, hvad jeg vil have! - Ja, lige hvad du lyster, nikkede den lækre steg med et vindende smil. Hun håbede selvfølgelig, at soldaten ville kaste sig over hende, for hun havde da en sådan gruelig lyst. Men soldaten havde for en gang skyld andet i hovedet end kvindfolk. - Skaf mig nogle penge! sagde han til kvinden. Og vips var hun borte! Vips var hun der igen og holdt en stor pose fuld af gulddalere i sin hånd. Nu fortalte hun soldaten, hvad dette var for et dejligt fyrtøj: Slog han een gang på fyrtøjet, kom hun - kvinden med babber så store som thekopper og snæver skede.
Slog han to gange, kom hende med patter så store som barnevognshjul og den snævreste fisse, han havde været i. Og slog han tre gange, kom den, der gengav kvinder mødommen.

Nu flyttede soldaten atter ned i de smukke værelser, kom i de fine klæ"r, og straks kendte alle hans venner ham igen. Og fortalte ham, hvor meget de holdt af ham. En aften tænkte han, at det er dog noget løjerligt noget, at man ikke måtte få den prinsesse at se! Hun skulle være så dejlig, sagde de alle sammen! Men hvad skal det hjælpe, når hun alle tider skal sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. - Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild. Vips kom kvinden med babber så store som thekopper.
- Det er rigtignok midt på natten, sagde soldaten, men jeg ville da så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik! Kvinden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han hende komme med prinsessen, som sad og sov på hendes skuldre og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse - og ikke en af dem, de mange år senere satte i produktion på prinsessefabrikken i København.
Soldaten kunne slet ikke lade være. Han måtte kysse hende. For han var en rigtig soldat. Derved blev det denne første nat. Thekoppedamen løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede the, sagde prinsessen, at hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en soldat, som hun vist havde besøgt i hans kammer. - Hvordan kom du dog derhen, spurgte den gamle konge bekymret. Han kendte kun alt for godt spådommen om prinsessen, der skulle blive gift med en simpel soldat. Jo, hun havde redet på skuldrene af en nøgen dame, og...og... og soldaten havde kysset hende. Og det havde været så dejligt.
- Uff! Uff! Ja, det var sandelig en nydelig historie! sagde dronningen. Så nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være. Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse. En begyndende stiverik havde han også i bukserne - og så tilkaldte han da thekoppedamen om natten, sendte hende til slottet, hvor hun tog den rævesovende prinsesse og løb alt, hvad hun kunne. Den gamle hofdame tog syvmilestøvler på og løb ligeså stærkt bagefter. Og minsæl om hun ikke nåede at se, at de blev borte inde i et stort hus. Hun tænkte og tænkte - og skrev så med et stykke kridt (som hofdamer åbenbart altid har på sig) et stort kors på porten. Hun ventede og ventede, men gik så langt om længe hjem og lagde sig med fingeren på klitten og tænkte på alt det dejlige, som prinsessen sikkert lige nu oplevede. Og det var minsandten ingen overdrivelse. Oppe i soldatens kammer, kyssede han prinsessen, kælede for hendes bryster (som godt kunne trænge til en behandling med den midterste mixtur, så det gav han hende.) Prinsessen på sin side smed selv silkenatkjolen og stod splitternøgen foran soldaten, som havde netop den bajonetpik, hun trængte så gruelig til. Det gør de jo den slags piger, der holdes i stram snor.
Soldaten lagde sig mellem prinsessens kongelige lår og gav fissen en gang slikning, af den slags, soldater sjældent gør sig ulejlighed med at bruge tid på. Men vor soldat var anderledes. Han lod tungen arbejde efter kadanceprincippet Een, to! Een, to! Een, to! Een, to!

Det var nok til at give den trængende prinsessen en længe ønsket udløsning.
- Det tempo vil jeg slet ikke kunne lade være med at tænke på, når jeg ligger ene der i sengen på slottet og hører soldaterne gå vagt nedenfor mine vinduer, smilede prinsessen. Det lyder nemlig også sådan Een, to! Een, to! Een, to! Een, to! Det blev også det sidste, hun fik sagt i lang tid, for nu tog soldaten til at kælekysse hendes nu storbarmede bryster (mixturen havde virket). Han suttede på vorterne, der blev stive som bryllupspikke. Og så krøb han ned ad hendes smækre krop med en slikkende tunge efter sig. Den kyssede brysterne, maven, dvælede i navlehullet og fortsatte nedad. Hans bed i hendes lyse måtte, lod tungen lege på inderlårene, men undgik dygtigt at røre klitoris, som han før havde været så ivrig med. Prinsessen blev mere og mere vild under ham, slog sine ben op omkring hans nakke og lod ham slå kus(k)seslag på hendes klitoris. På den måde skaffede han hende sit livs anden rigtige udløsning. Det kunne slet ikke sammenlignes med hendes egne natlige prinsessepilfingre.

Prinsessen havde jo ofte set slottets hun - og hanhunde, køer og tyre, orner og søer osv. muntre sig, så just idet hun fik sin orgasme, stønnede hun til soldaten: - Kom så soldat! Nu vil jeg ha" pik. Rigtig god, gedigen, borgerlig soldaterpik! Soldaten trak lidt på smilebåndet. Det øjeblik havde han ventet på.
- Deres kongelige højhed. Intet vil være mig kærere end at jage mit spyd i deres royale skede, og se, om pletterne på lagenet bliver blå og ikke røde, når mødommen ryger. Den bemærkning lo de af et øjeblik, men glemte det totalt, da soldaten jog huggerten i bund. Mødommen røg med et svup, der lød som når anemonen ryger op af skovbunden med rod og det hele, og soldaten demonstrerede sin bedste Een, to! Een, to! Een, to! Een, to!-kadance.

Lykkens øjeblik indtraf da også: De to unge kom på een og samme tid. Den gode soldatersæd røg fluks af sted mod målet: At finde et æg at forene sig med. For gummiet var endnu ikke opfundet; AIDS eksisterede slet ikke på den tid (den er jo et baglæns modefænomen fra nutiden) - og hvis soldaten havde fundet på den med at stå af i Roskilde, ville både han og prinsessen have været allerhelvedes skuffede. Nej, både pik og kusse fik en gennemført luksusbehandling.



Thekoppedamen leverede prinsessen tilbage på slottet. Men da hun så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog hun også et stykke kridt (det må have været svært at opbevare i lommen, når hun var nøgen. Men i eventyr kan alt jo lade sig gøre). Hvorom alt er, så satte hun med kridt et stort kors på alle portene i hele byen. Og kors, hvor var det snedigt gjort! Nu kunne hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle. Om morgenen tidligt kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været! - Dér er det! sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

- Nej, det er dér, min søde mand! sagde dronningen, der så den anden port med kors på.
- Men der er ét... og der er ét! sagde de alle sammen.
Hvorhen de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget, at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker og syede så en lille, nydelig pose. Den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.



Om natten var soldaten vildt liderlig efter prinsessefisse, så han kaldte igen de nøgne kvinder fra hulen under træstubben ved at slå på fyrtøjet.
To gange slog han, for hende med bryster så store som barnevognshjul måtte jo også gøre sig nyttig. Hun hentede prinsessen og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende og ville så gerne have været en prins for at få hende til kone. (I vore dage kunnet let have ladet sig gøre. Nu gør man lige hvem prinserne vil ha" til ægte til prinser og prinsesser - men dengang var der endnu orden på tingene) Barnevognshjulbrystdamen mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor hun løb op ad muren med prinsessen.

Om morgenen så da kongen og dronningen nok, hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.
Dér sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: - I morgen skal du hænges! (Retsplejen var mere tilfældig dengang end nu) Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgenen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen for at se ham blive hængt. Den slags har alle dage været en populær folkeforlystelse. Han hørte trommerne gå og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted. Der var også en skomagerdreng med skødeskind og sportssko. Han travede sådan i galop, at hans ene sko fløj af og lige hen mod muren, hvor soldaten sad og kiggede ud imellem jernstængerne.
- Ej, du skomagerdreng! du skal ikke have sådan et hastværk, sagde soldaten til ham. Der bliver ikke noget af den hængning, før jeg kommer! Men vil du ikke gøre mig en stor tjeneste: Løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj. Så skal du få 4 Skilling! Men du må tage benene på nakken! Skomagerdrengen ville gerne tjene de 4 Skilling og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og...
Ja, nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge. Rundt om stod soldaterne og mange tusind mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd. Soldaten stod allerede oppe på stigen. Men just da mestermanden ville slå strikken om hans hals, sagde soldaten, at man jo altid tillod en synder, før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak. Det var jo den sidste pibe, han fik i denne verden.
Det ville kongen ikke sige nej til,. Og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, Een, To, Tre gange slog han - og VIPS! Dér stod alle damerne fra hulen. Hende med bryster som thekopper. Hende med babser som barnevognshjul og hende med de helt store patter, der skulle to hænder til at holde én af, om det skulle være i hule hænder.

- Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt! sagde soldaten, og så for amazonerne - for sådan nogen kunne de osse være - ind på dommerne og hele rådet, tog én ved benene, én ved næsen og mange ved pikkene, kastede dem mange meter op i vejret, så de faldt ned og slog sig rent i stykker.

- Nej, nej! Jeg vil ikke! skreg kongen, men den største af amazonerne tog både ham og dronningen og kastede dem bagefter alle de andre. Da blev soldaterne først forskrækkede, og alle folkene råbte: - Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse! Så satte de soldaten i kongens karet, og alle de tre kvinder dansede foran og råbte hurra! Og drengene peb i fingrene, og soldaterne præsenterede gevær. Og prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide!

Brylluppet varede i otte dage, og de tre kvinder fra hulen under træet sad med til bords, - dog var de nu klædt pænt på. Det kan nok være, at alle gæsterne gjorde store øjne. Især mændene, som ikke kunne lade være med at sammenligne deres koners bryster og former med de tre dejligheders - og prinsessen.
Og ved midnatstid trak den nye soldaterkonge og hans dronning sig tilbage for at tage på bryllupsrejse mod ukendt mål.
De tre kvinder fra hulen fik så meget festpik, at de, da festen endelig den 8. dag var forbi, gik skrævende hjem.
Da soldaten, som nu var konge, og prinsessen, som nu var dronning kom hjem fra bryllupsrejsen, lavede han et "Kongeligt privilligeret Mixtur Apothek", som havde eneret på salg af brystmålsmixtur 1 og 2 samt Mødomsgenskabermedicinen. Han fik lavet fine etiketter, gav mixturerne navnene "Babsfix-1", "Babsfix-2" og "Hymen-healer" - og blev den rigeste konge, man havde haft nogensinde.
Så rig, så han ikke behøvede at pibe over underskuddet, da han mange år senere bortgiftede deres ældste søn kronprinsen ved en fest, der varede i over en måned. Og ikke kostede skatteborgerne i hans land én jante. Det var slet ikke ondt ment, når nogle kaldte soldaten for "Kong Gulerod".


h_sex_andersen@hotmail.com