Efter deres aftensmåltid kørte Jane og Rick og ambassadøren til bordelfængslet. Charny advarede den temperamentsfulde unge dame og bad hende tage solbriller og hat på og virke så lidt provokerende over for de ansatte som muligt.

Han og Holman ville vente på hende i bilen i fængselsgården, så de straks kunne køre derfra, hvis der opstod problemer. - Jeg er en Kennedy. Ingen vover at gøre mig noget, hævdede Jane. - Næh. Men for en sikkerheds skyld venter vi i nærheden, lovede Rick.

Lola Sado stod ved bagdøren og modtog den elegante gæst og de 600 dollars med et stort smil og førte hende hen ad fængslets gange til Anns celle. - Lad mig tage Deres tøj, senorita! - Jane tog hatten og brillerne af og ville ind til sin ulykkelige veninde, men værtinden sagde: - Kunderne må ikke være påklædte, når de går ind til luderen!

- Jeg kan da ikke klæde mig af! Protesterede den unge politiker og så forarget på den biseksuelle vogterske. Lad mig tale med direktøren! - Det er min brors ordre. - Jeg har speciel tilladelse fra præsidenten! - Og i den står der, at De skal følge personalets anvisninger, ikke sandt? De skal i hvert fald tage jakken og nederdelen af, senorita. Jeg skal også kontrollere, at De ikke medbringer våben eller narkotika.

Sydende af harme tog brunetten jakken af, og Lola betragtede anerkendende figuren i den hvide, kortærmede silkebluse og visiterede ved at røre ved den flotte barm. - Fingrene væk, miss Sado! - Der var noget hårdt der, senorita Kennedy. - Det er min brystholder. - Såh?

- Nymfomanen følte på underkroppen og lynede nederdelen ned. - Jeg kan selv, udbrød Jane rasende og afslørede de slanke lår under blågrønne strømpebånd og lysebrune nylonstrømper. - Til gengæld vil jeg tale med Ann Gardiner, uden at De går med ind! - Så I kan elske i fred? - Vi er ikke lesbiske! - De skal ikke genere Dem for mig, senorita. Jeg er selv biseksuel. - Det er gået op for mig. Lås så døren op straks, eller jeg klager over Dem!

Ann havde hørt Janes stemme og brændte af skam og forventning. Hun var kun iført halve bh-skåle, strømpeholder og sko; men for en gangs skyld var hun fri for lænker og skjulte barm og skød med hænderne. Men da Jane sagde "Stakkels Ann!", kastede fangen sig grædende om halsen på veninden. Advokaten bekæmpede sin flovhed over at mærke en luders nøgne krop og omfavnede og kyssede hende trøstende. - Kan du udholde de rædsler, de udsætter dig for? - Jeg fatter ikke, at jeg har overlevet dem. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet voldtaget, pisket eller slikket. De udyr har gjort mig til luder!

Jane undlod taktfuldt at fortælle, at hun havde overværet det. - Og Rick, den skurk, har også misbrugt dig. - Nej, Jane. Du må ikke være vred på Rick. Han blev lokket og truet til det, og det er første gang, jeg har nydt et samleje med en mand, siden jeg blev dømt.

- Veninden følte et stik af jalousi, men sagde: - Du nævnte præsidentens datter for ham. Men ambassadøren siger, at begge Gonzas døtre er gift og bor i udlandet. - Det drejer sig om ekspræsidentens datter Evita. Hun er fange her og lige så uskyldig som jeg. Hun bliver også straffet, fordi hun nægter at give dem oralsex. Da jeg havde besøgt Mary Lee kom hun hen til mig og sagde: "Hjælp os! Narkoanklagen mod min far var falsk." Men så skældte de hende ud og førte hende væk.

- Kan det være en af grundene til, at de ville gøre dig tavs? sagde advokaten tankefuld. - Måske. I går, da vi skulle vaskes under bruserne, nåede Evita at fortælle mig, at grevens narkotikabande ikke var den eneste. Gonza dækker over en anden.

- Værtinden trådte ind: - Senorita Kennedy, tror De, at De kan få Ann Gardiner fri? - Jeg vil gøre alt for det. - Jeg skal tale med Ann et øjeblik. - Vogtersken trak fangen ud i for rummet, smækkede celledøren og tremmevinduet i og spurgte: - Siger du noget ufordelagtigt om mig? - Nej, miss Sado. - Lover du, at du ikke vil sladre om mig? - Jaeh, sagde journalisten forvirret uden at mene det. - Lola stak nogle 100-dollarsedler ned i sin brystlomme og flyttede Janes hat, så et papir blev synligt. - Så går jeg hen ad gangen.

Fangen stirrede forbløffet på advokat tøjet og en sort paryk og de ord, som var skrevet med blokbogstaver på papiret. - "Vær stille! Tag det hele på og gå til højre to gange og ind i ambassadørbilen!"

- Har Jane bestukket Lola Sado til at lade mig flygte? Men hvad så med Jane? Er hun sikker på, at de ikke tør straffe en Kennedy? Ja, det må være forklaringen, tænkte Ann. - Hun ville spørge veninden for at være sikker, men vinduet og døren kunne ikke åbnes uden nøgle. Beslutsomt tog hun nederdelen og jakken på. Det var første gang i tre dage, at hun var anstændigt påklædt. Parykken kunne let dække de røde krøller, og med briller og hat lignede hun Jane til forveksling.

Vogtersken stod i gangen til venstre og talte med Pablo, men reagerede ikke, da flygtningen gik hurtigt hen til højre. Ann satte farten op, ingen bevogtede bagdøren, fra trappen så hun Rick stå ved bildøren. Med bankende hjerte løb hun hen til ham, og uden at svare satte hun sig ind på bagsædet og sagde: - Kør! - Hvad er der sket, Jane? Fik du problemer, spurgte vennen forbavset. - Den forklædte pige nikkede energisk. - Ambassadøren startede bilen, kørte mod udgangen og viste sin legitimation. Den bevæbnede vagt kiggede ind på de tre personer og åbnede bommen. - Hvis vi når uhindret frem til USA"s ambassade, er jeg fri! tænkte den skræmte flygtning.

- Stands bilen! Jeg vil tale med miss Kennedy! - Direktør Sado løb hen langs vognen. - Nej. Kør! udbrød Ann angst, men Charny bremsede og stoppede. - Alfonso åbnede døren: - Miss Kennedy, hvorfor forlod De fangen så hurtigt? Hvorfor svarer De ikke? - Advokaten forstod, at det ikke var Jane, og anede ikke, hvad han skulle gøre. - Kom ud, miss Kennedy! befalede direktøren. - Benene rystede under den velklædte pige, da hun trådte ud på gaden. Sado rev hatten og parykken af. Skønt rødtoppen vidste, at det var umuligt at flygte, løb hun i panik; men snart lukkede forhadte håndjern sig igen om hendes håndled, og hun stod bagbunden.

Imens var Jane blevet utålmodig. Hun kaldte på Ann og miss Sado og hamrede på celledøren; men ingen svarede. - Det er vanvittigt, tænkte hun. Her står jeg halvt påklædt i en celle, som om jeg var fange. - Endelig blev døren låst op. - Miss Kennedy? udbrød justitsministeren. Hvor er Narko-Ann? - Det ved jeg ikke. Miss Sado ville tale med hende. - Den hvide bluse dækkede næsten Janes trusser; men hun måtte skjule sine lår for Julios liderlige blikke. I mangel af bedre holdt hun hovedpuden op foran sig. - Har De hjulpet fangen til at flygte? spurgte han truende og åbnede døren. Kom med! - Janes hjerne stod stille. Hendes tøj var væk. Havde Ann stjålet det?

- Kom så! - Ministeren tog hende hårdt i armen og skubbede hende hen adgangen med hånden på hendes numse. - Jeg kan selv! udbrød hun rasende og trippede på høje hæle hen til en åben dør. - På trappen stod Lola. Gonza tog igen fat i advokatpigens arm. Ambassadørbilen kom kørende, og fængselsdirektøren skubbede en skrækslagen, rødhåret pige ud af den. - Ann! Hvad har du gjort? udbrød Jane. - I det samme mærkede hun koldt metal på sit håndled og hørte ministerens stemme: - Miss Kennedy, De er arresteret for at hjælpe en fange til flugt!

- Nej! Det kan I ikke. - Kennedypigen tabte puden, skubbede vogtersken væk og ville flygte ned til bilen. Men de to fjender vred hendes arme om på ryggen og låste håndjernene sammen. Rick løb hen mod forhøjningen: - I kan ikke anholde Jane Kennedy! - Er De hendes medskyldige, mr Holman? spurgte Alfonso. - Nej. Jeg anede intet. - Rick så forbløffet op på Janes strømpeklædte ben og bare arme. Alt tydede på, at den stædige feminist havde planlagt Anns flugt. Men hvordan undgik han at skade deres sag? - Mr Holman! ambassadør Charney! De er vidner på, at de to forbrydersker byttede tøj, for at Narko-Ann kunne flygte! erklærede justitsministeren.

- Nej, slip mig! råbte den bagbundne advokatpige og jog hælen ned i hans fod. - Han bandede og tog fat om hendes hofter bagfra og trykkede den sprællende piges parisernumse ind mod sine bukser, mens han gav ordrer: - Direktør Sado, vi tilkalder dommeren og holder retsmødet på Deres kontor. Spær miss Kennedy inde her, mens vi afgør disciplinærsagen mod journalistluderen! - Direktøren ænsede ikke de fire USA-borgeres protester. Han sprang op ad trappen og skubbede brutalt Jane ind på gangen. Hun ruskede vildt i håndjernene, rev sig løs og løb nogle skridt, men anede ikke, hvor hun skulle flygte hen. - De har smukke lår, miss Kennedy, roste Alfonso.

Den ærbare pige strakte de lænkede arme og fingrene for at dække sine vrikkende balder. - De må vente i en af ludercellerne, sagde Sado. - Løs mine hænder! Jeg klager over jer til USA"s præsident. I har ingen ret til at spærre mig inde! - Jo. Du kan sidde derinde og angre din dumhed. - Han puffede den protesterende pige ind i Anns celle og smækkede døren i. - Den, som hjælper en fange til flugt, idømmes samme straf som fangen. Jeg glæder mig til at lære dig rigtigt at kende! grinede Alfonso sjofelt. - Det skal komme jer dyrt at stå. Jeg er Jane Kennedy. Luk mig ud! råbte hun og hamrede desperat på fængselsdøren.

Journalistpigen var dybt fortvivlet. Det tåbelige flugtforsøg ville gøre alt endnu værre. Også for Jane? Rick og ambassadøren havde forsøgt at hjælpe; men de blev anklaget for at være medskyldige og måtte ikke tale med fangen. Dommeren, retssekretæren og obersten ankom og mødtes med fængselspersonalet på det luksuøse kontor. Den bagbundne pige så rundt på de tilstedeværende. De havde alle haft fornøjelsen af hendes unge krop og stukket pikke eller dildoer ind i hende. Ann fik parykken og hatten på igen og blev fotograferet. Billederne skulle bruges som beviser.

Lola Sado berettede som vidne, at Jane Kennedy havde klædt sig halvvejs af ligesom de mandlige kunder og diktatorisk forlangt, at vogtersken holdt sig på afstand. Vidnet gik ud fra, at de lesbiske kærester ville elske i fred og blev forundret over, at advokatpigen så hurtigt forlod cellen. - "Er der problemer?" spurgte jeg. Kvinden svarede ikke og skyndte sig væk. "Det var da underligt," sagde jeg til Pablo og gik efter hende. Og da hun løb ned til en bil, skyndte jeg mig at slå alarm til min bror.

Dommer Cortez ville afhøre flygtningen. Pablo hev den turkisfarvede jakke tilbage over skuldrene, så barmen i den røde bh blev afsløret. - Anstændigheden er allerede slut, tænkte Ann sorgfuld. - Cortez spurgte: - Narko-Ann, hvis tøj er det du har på? - Det må være .., øh ... det ved jeg ikke. - Vil du benægte, at Jane Kennedy lånte dig sit tøj, så du kunne flygte? - Fangen så fortvivlet hen på Rick, som nu meldte sig som forsvarer: - Høje dommer, Ann Gardiner nåede faktisk ikke at flygte. - Bilen nåede uden for hegnet, og det var bestemt ikke Narko-Anns skyld, at jeg nåede at standse den i sidste øjeblik, erklærede Alfonso. - Men miss Gardiners flugtforsøg var ikke planlagt, indvendte forsvareren. Hun blev fristet af en pludselig chance.

- Ja, Jane Kennedy planlagde flugten, hævdede ministeren. - Det er ikke bevist, svarede Rick nervøst. - Havde du da selv planlagt den, Rick? spurgte hans studiekammerat. - Nej. Absolut ikke. - I hvert fald er Narko-Ann skyldig i flugt fra fængslet, afgjorde dommeren. Løs hendes hænder! Tag det lånte tøj af, smukke tøs!

Journalisten mindedes med gru, da hun var i samme frygtelige situation og havde kæmpet vildt imod, da de klædte hende af og godkendte hende som sexfange. I bordellet havde hun hårdnakket nægtet at strippe. Nu ramte Lolas lille pisk hendes ømme bagdel, og alt var så håbløst, at hun resigneret afleverede hat, paryk og jakke. Hun tøvede, da hun atter skulle blotte sine kønsdele, og fik et slag på den nøgne ryg. Da nederdelen gled ned, skyndte Ann sig at dække sit skød med hånden. Men Cortez kommanderede: - Hænderne bag nakken! - Den rødhårede sexslave adlød skræmt.

- Høje dommer, er det nødvendigt at vanære den unge journalist på den måde? spurgte Holman. Hun har appelleret sin sag. - Ja, og vi overvejede appellen, sagde dommeren. Men med flugten har hun afskåret sig selv fra appelsagen. Direktør Sado, har luderen gjort fremskridt? - I høj grad, høje dommer. Kunderne står i kø, og igen i dag fik hun orgasme. - Det kan jeg bevidne, sagde obersten stolt. - Udmærket, Ann. Din straf fordobles til 4 års straffearbejde. Før journalistluderen tilbage til bordellet og hent hendes veninde! - Nejj!! - Ann sank sønderknust ned på knæ.

Lola og Pablo lænkede igen den næsten nøgne piges hænder på ryggen, og mens de halede hende ud i fængselsgården, æltede de hendes balder og bryster og stak fingrene ind i hendes anus og kusse og fortalte om de spændende metoder, man brugte til at straffe en flygtet fange. Det var ikke koldt i tropenatten, men rødtoppen rystede af angst. I månelyset så hun en kvinde komme trippende gennem gården foran fængselsdirektøren. - Jane! udbrød sexslaven. - Den ligeledes bagbundne Kennedypige så forfærdet på sin afklædte veninde. - Ann! sagde hun. - Men i det samme mærkede hun Alfonsos grove hænder på sine bare lår lige under trusserne. - Rør mig ikke, frække slyngel! Jeg går selv! sagde den anholdte.

Selveste præsident Gonza var ankommet for at overvære retsmødet. En fangevogter fotograferede den sparsomt påklædte Jane forfra og bagfra. - Jeg forbyder jer at fotografere mig halvnøgen og lænket! - Det er beviser og til forbryderalbummet, sagde direktøren. - Men jeg har ikke gjort noget forkert! Hr præsident, hjælp mig! - Hvorfor dog? Jeg gav Dem speciel tilladelse til at besøge sexfangen, og de svigtede min tillid. Jeg advarede Dem om, at Guayanas love gælder for alle. Men De var dumdristig. - Det er et mareridt, tænkte den anklagede, men håndjernene føltes alt for virkelige. - Ja, miss Kennedy. Er det Deres tøj, der ligger der? spurgte dommeren.

- Ja, løs mig og lad mig tag det på! Det var miss Sado, der sagde, at jeg .... . - Vi har hørt senorita Sados vidneudsagn, afbrød Cortez. Hun skal straffes for pligtforsømmelse ved at lade sig narre af Dem. De lånte Deres lesbiske veninde Deres tøj for at hjælpe hende til at flygte.

- Nej! - Vil De benægte, at De har sagt: "Jeg vil gøre alt for at få min veninde fri," spurgte ministeren. - Alt, hvad der er lovligt, mente jeg. - Men det er groft ulovligt at befri en fange, sagde dommeren strengt. - Høje dommer, sagde ambassadøren. Selv hvis miss Kennedy har hjulpet sin ulykkelige veninde, kan man ikke straffe hende hårdt. Det vil vække vrede i USA. Hun er en Kennedy. - Og derfor troede hun, at hun kunne slippe billigt, påstod Julio.

Jane rankede sig: - Nej. Men det er sandt, at mit land vil straffe jer strengt, hvis I dømmer en uskyldig! - Så er det godt, at USA"s ambassadør er vidne til forbrydelsen, mente Cortez. Guayanas love er ens for alle, rig som fattig. Og denne lov er klar og uomstødelig: “Den, som hjælper en fange til flugt, idømmes samme straf som fangen”. - Den bagbundne brunette blev ligbleg: - De mener da ikke, at ..? - Jo, miss Kennedy. De ser ud til at være velkvalificeret, sagde dommeren med et liderligt smil.

Knap den skyldiges bluse op, så vi kan vurdere hendes barm! - Jeg er uskyldig. I vover ikke at ...! skreg advokatpigen. - Men med de lænkede hænder kunne hun ikke hindre, at Alfonso åbnede silkeblusen og trak den tilbage over skuldrene, så de skønne bryster struttede i den blågrønne bh. Rick ville gribe ind og protesterede endnu mere højlydt, men blev holdt tilbage. - I kan ikke sende en fornem, ærbar kvinde i bordel. Det er uhyrligt!

- Viser De foragt for retten, mr Holman? spurgte dommeren strengt. - Nej, men .. - Så ti stille, hvis De ikke vil fængsles! - Da Jane stadig protesterede vildt, flåede direktøren bh"en ned, så de højtsiddende, nøgne bryster gyngede frit. - Er Jane Kennedy velegnet til bordelarbejde? spurgte Cortez. - Ja. Pragtfuld, en lækkerbisken! roste guayanerne med præsidenten i spidsen, og fotografen fik sexede fotos. - Det er vanvittigt. Jeg kan ikke besudles som sexfange! skreg den skælvende pige. - Hvorfor dog ikke? De er ung og velskabt, sagde dommeren. - Det er umuligt. Jeg er jomfru!

Alle gispede af forbløffelse. - Er De ikke 24 år? spurgte Julio. - Jo. Men jeg har aldrig .. væ.. været sammen med .. haft samleje med en mand, stammede den rødmende mø. - Det må opklares, erklærede justitsministeren. Fængselslægen er på vej. Men miss Sado kan undersøge, om damen lyver. - Han tog fat i Janes håndjern og arm, og hun fulgte ret villigt med ind på kontoret.

Det var frygteligt at skulle have den sexgale Lolas fingre stukket ind i vaginaen; men mødommen var åbenbart det eneste, som kunne frelse hende fra vanæren.

- Læg Dem på skrivebordet og spred benene! kommanderede Julio og låste døren. - Sprede benene. Skal jeg tvinges til det som luder? tænkte jomfruen med gru og lagde sig på håndjern og albuer. - Lola Sado tog resolut fat i de blågrønne blondetrusser og trak dem ned, så den sortkrøllede mis blev afsløret. Da fangen ikke hjalp med, flåede Lola det tynde stof. - De ødelægger dem! - Du får nok ikke brug for dem mere! Fristende kusse, ikke sandt, senor minister?

Den sexet udstillede advokatpige hadede Julio Gonzas liderlige stirren. I det mindste forstyrrede nymfomanen udsigten, da hun begyndte at slikke skamlæberne; men det var modbydeligt. - Nej! Lad være! Og Deres tunge er ikke lang nok. - Næh. Du smager lækkert, og du trængte til at fugtes. Men fingrene er bedre. Du er snæver og stram. - Av! De må ikke sprænge den, klagede den bagbundne forfærdet. - Næh. Ikke jeg. Der er modstand, senor minister. Måske har forbrydersken mødommen endnu, mente vogtersken. - Det må jeg konstatere.

Til sin rædsel så Jane, at ministeren havde taget bukserne af og gned sit velvoksne lem. Lola bøjede fangens ene lår op mod skulderen, manden greb fat i det andet og førte sit frygtindgydende våben med det røde pikhoved hen mod Kennedy-skeden. - De må ikke, det er voldtæg...! - Lola kvalte Janes skrig ved at kysse hendes mund og maste hende ned mod skrivebordet, idet den frie hånd lukkede sig om et nøgent bryst. Jomfruen vred sig, men mærkede, at skamlæberne blev åbnet og skeden udvidet, og klynkede af smerte, da pikhovedet stødte hårdt mod møhinden.

- Utroligt. Jeg får en Kennedy, en jomfru! stønnede Julio. - Offeret bed vogtersken i læben og fik hovedet fri: - Svin! Hjæl..! - Råbet blev afbrudt af miss Sados brutale hånd. Voldtægtsmanden trak sig halvvejs ud og stødte hårdt til. - Hun er sej. - Hans hænder fik fat om endebalderne og pressede advokatpigens underkrop op mod ham. Han hamrede løs og endelig flængedes jomfruhinden.

Lolas hånd dæmpede Janes skrig, men kunne ikke dæmpe hendes sorg over at miste den mødom, hun havde gemt til den Eneste Ene. - Jeg fik dig, Jane Kennedy. Jeg ejer dig, stønnede justitsministeren, mens blodet sivede langs med hans sejrsvåben. - Vogtersken hindrede fangen i at tale med en knebel med et rør inde i munden og et spænde om nakken. Hun beundrede sin herskers blodige fallos og slikkede den: - Jomfrublod!

Det bankede på døren. - Senor justitsminister, det er fængselslægen. - Et øjeblik, dr Mendoza, gispede Julio, mens han trak shorts og bukser på. Fangen er helt uregerlig. - Den bagbundne pige udstødte mærkelige lyde og prøvede at komme op at stå, men Lola holdt hende fast og skyndte sig at tørre blodet væk fra skridtet og skamlæberne med en klud. Hun afleverede den til ministeren, som skjulte den, og hun nåede at slikke skeden, inden han åbnede døren. Så sagde hun på spansk: - Kære doktor, den lesbiske tøs er ikke jomfru. Hun har aldrig elsket med en mand; men hinden er sprængt med en dildo.

- Interessant, sagde den spinkle, bebrillede læge. De er ikke så elegant som før, miss Kennedy. Men utrolig velskabt. - Han betragtede den bedårende brunette, hvis nøgne hud kun blev dækket af strømper, strømpeholder og bluse og bh hængende omkring den smalle talje. Den kneblede patient gnækkede rasende for at fortælle sandheden. - Tæven bed mig, forklarede Lola. - Hendes læbe var rød af hendes eget og jomfruens blod. Mendoza gik ind mellem Janes lår og begyndte med at beføle barmen. - Perfekte jomfrubryster. Erigerede vorter.

- Trods Janes afsky for Gonza havde hendes krop reageret med seksuel ophidselse, som øgedes, da doktoren stimulerede de overfølsomme brystvorter. Han hænder gled uprofessionelt nydende ned ad det flade maveskind til det deflorerede skød, mens Jane gjorde vild modstand. Uden handske på førte han to fingre op i vagina.

- Meget våd. Er fangen let påvirkelig, hr justitsminister? spurgte han med et snedigt smil. Hinden er ganske rigtigt sprængt. Vaginavæsken er rødlig. Jeg tager en prøve til laboratoriet. Har miss Kennedy haft nogen kønssygdomme?

- Han fyldte et reagensglas. - En fin lady, som kun dyrker sex med sine veninder. Jeg garanterer for, at hun er sund, sagde ministeren. - Skønheden her er fantastisk velegnet som sexfange, så hun må sikres mod graviditet. - Ja, doktor, ellers ødelægges fornøjelsen, sagde Julio.

- Lægen tog en sprøjte op af sin taske, og Jane sprællede skræmt. - Det er blot en p-sprøjte, dejlige Jane Kennedy, beroligede Mendoza og jog den ind i hendes lår. Så er De godkendt. - Senorita Sado smukkeserede offeret lidt, men dækkede ikke barmen med blusen, inden hun skubbede hende ind til retsmødet.

- Det er absurd, et tåbeligt mareridt, tænkte den voldtagne advokatpige igen, da hun stod med blottede kønsdele og bryster foran dommeren og de begejstrede tilskuere. - Kneblen gjorde hendes vilde protestlyde uforståelige. Rick stod med håndjern på, fordi han var blevet ved med at kritisere retshandlingen. - Har I kneblet hende, for at hun ikke skal fortælle sandheden? spurgte han forbitret. - Den lesbiske tæve er bidsk og blev helt hysterisk, da miss Sado afslørede, at hun ikke er jomfru, forklarede ministeren.

- Ja, den anklagede har kun dyrket lesbisk sex, så det er en dildo, som har sprængt møhinden, påstod lægen. Jeg undersøger laboratorieprøven i nat, og hvis den ikke viser noget usundt, er miss Kennedy godkendt som sexfange.

- Godt. Jane Kennedy! sagde dommeren strengt. Du er kendt skyldig i planlægning og bistand til Ann Gardiners flugt. For denne forbrydelse idømmes du to års straffearbejde. Før den lesbiske tøs til bordelfængslet!