- Mit livs triumf, tænkte Brenda Lane, da hele Domitia Gazettes redaktion hyldede hende ved en lille aftenfest. “GAZETTES STJERNEREPORTER AFSLØRER NARKOBARONESSE”, stod der både i deres egen avis og i Lousiana Post.

Monsieur Carol tog ordet: - En skål for vor yngste og smukkeste reporter, som har gjort vor avis kendt i USA, og som har alle journalistens bedste egenskaber: detektivnæse, frygtløshed og en blændende stil.

- Han satte champagneglasset fra sig og omfavnede den billedskønne brunette.

- Jeg har haft en god læremester, min fars bedste ven.

- Brenda tænkte vemodigt på sin far, den fremragende journalist, der blev dræbt som gidsel, da politiet stormede en narkobandes villa. Han ville have været stolt af hende i dag. 22 år, næsten nyuddannet og allerede stjerne. Lidt sent opdagede hun, at chefredaktørens omfavnelse var langt mere end faderlig.

- Gem lidt til mig! sagde Maurice og skubbede sin redaktør til side. Tillykke, dukkebarn! - Han trykkede et kys på de fristende læber, men blev straks skubbet væk:

- Ikke på munden, Maurice!

- Hør, den hykler! Du er da så vant til at kysse fremmede herrer, drillede Jeanette. Du var meget overbevisende som blond gangsterdulle.

- Tja, skurkene troede da på, at jeg var blondine. - (Jeanette var blevet platinblond i håb om at genvinde sin position som redaktionens skønhed).

- Men de opdagede vel fejltagelsen i sengen, gav hun spydigt igen.

- For mig har det aldrig været nødvendigt at gå i seng med nogen for at få oplysninger, kære Jeanette, svarede Brenda med et syrligt smil.

- Stands kampen, piger! Vi elsker jer begge to, udbrød den drengede fotograf Jim og kyssede den høje, slanke blondine.

- Brenda er en knibsk jomfru, der nedlægger nærgående kavalerer med karateslag.

- Taler du af egen erfaring? spurgte redaktøren.

- Mest ud fra, hvad jeg har set, ikke sandt, Maurice? Men der var en aften, da jeg var beruset, i dobbelt forstand.

- Men i dagens anledning får du et knus uden karate.

- Jims drømmepige omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham lige ved siden af munden.

- Fotografierne er flotte, roste M.Carol.

- Den elegante spadseredragt fremhævede den fuldendte skikkelse, og de brune dådyrøjne så drilsk ud mod læserne. Det andet foto viste hende forklædt som amerikansk lystyachtejer med blond paryk.

De højtsiddende bryster sås tydeligt gennem den tynde bluse.

- Skal vi ikke også have det her i avisen? spurgte Jeanette. Det fik jeg af politiets fotograf.

- Det viste den forklædte journalistpige i håndjern, mens sergeanten kropsvisiterede hende.

- Man kan se min brystvorte! udbrød hun forfærdet. Det svin til sergeant Mont. Han overgramsede mig, selv om han vidste, jeg hjalp politiet. Jeg har anklaget ham for sexchikane.

- Så kan du bruge det her som bevis.

- Næh, tak. Riv det itu! - Det ville da være synd, grinede Maurice.

- Du klarede dig flot på tv-skærmen, indskød redaktøren. Der gør du os også ære. - Ja, de tilbød mig et job. Men det bliver kun, hvis det kan forenes med arbejdet her.

- Ja, du svigter os vel ikke, nu du har fået succes.

- Bestemt ikke, M.Carol. Men nu må jeg altså hjem i seng. Jeg skal måske vidne igen i morgen, før dommene falder.

- Og så havner den stolte baronesse i bordelfængslet. Der vil hun pynte, hoverede Maurice.

- Ja, en god sensation.

- Redaktøren gned sig i hænderne.

- Åh, tal ikke om det modbydelige sted, sukkede Brenda.

- Din egen far var da med til at agitere for, at narkosælgersker skulle straffes der, indvendte Jeanette.

- Det var dengang en køn ung pige blev hængt for det. Men slaveri strider mod menneskerettighederne, og som kvinder må vi da bekæmpe den slags og kræve, at de får almindelig fængselsstraf. Det er en skamplet på Domitia.

- Omend det tiltrækker mange turister. Det er i orden, at du agiterer imod det, min ven. Men der er værre i de uhumske fængsler. Baronessen får det trods alt bedre i bordellet, mente M.Carol. Men det gør mig ondt for den unge Eva. Jeg tror ikke, hun vidste, hvad de havde lokket hende med til.

- Nej, jeg prøvede også at lægge et godt ord ind for hende i retten i går, sagde Brenda.

Først i går var hun trådt frem som anklagerens kronvidne; men allerede for to uger siden var hun begyndt at skrive sine sensationelle artikler om afsløringen af baronens narkobande.

For et år siden havde justisministeren fået vedtaget en lov, hvor dødsstraf for kvinder blev afskaffet og privat prostitution forbudt. De, som meldte sig frivilligt, fik løn for deres arbejde, mens de, som blev afsløret, blev sexslavinder i Statsbordellet. Kvinder, som blev dømt i narkosager, fik kortere straf, hvis de blev tvunget til at afsone den der.

Efter nogen tid kunne de samarbejdsvillige overflyttes til det statsejede “Jardin de Paradis”, hvor der var striptease og anden underholdning, og pigerne betjente gæsterne seksuelt bagefter. Bordelslaveriet vakte international skandale, men var en stor økonomisk gevinst for den lille østat.

Succespigen sagde godnat, og herrerne så længselsfuldt efter den vrikkende numse i den stramme nederdel, mens hun trippede ud på de højhælede sko. - Jeg får stådreng af at se på hende, hviskede Maurice. Men hun er en narrefisse.

- Dit sprog!! klagede Jeanette. Iøvrigt er det kun dig, der er til nar. Jeg er sikker på, hun bollede med Nick, den flotte agent.

Hjemme i sin smagfuldt møblerede lejlighed klædte skønheden sig af for at gå i bad. Dejligt at være hjemme på paradisøen, hvor hun havde haft en skøn barndom. Selv om både moren og farfaren var fra USA, følte hun sig som domitianer. Da forældrene blev skilt, var hun blevet hos faderen som journalistelev, men havde afsluttet sin uddannelse i Lousiana, hvor moderen nu var gift med en millionær. Efter hendes fars død havde M.Carol tilbudt hende hans job her, og hun havde hurtigt fået succes.

Brenda kastede et kritisk blik på sit spejlbillede. Var brysterne og numsebalderne ikke for store i forhold til den spinkle skikkelse?

- Mandfolkene havde i hvert fald ikke noget imod dem. Hun måtte tit slå fra sig, når de berørte dem eller kneb hende bagi. Mænd var nogle grise, måske bortset fra Nick, som havde spillet hendes ægtemand for at narre gangsterne. Mens hun lå og hyggede sig i badekarret, genoplevede hun FBI-agentens kærtegn.

Det var svært at være dydig i bikini; men han var da ikke trængt ind i hende. Hun havde været nødt til at kysse ham og klagede over, at overskægget kradsede. Nick forsvarede sig med, at det var falsk, og at han smagte bedre uden. Men han rejste så pludseligt, at hun ikke havde prøvet det.

Telefonen afbrød hendes fantasier. Det var narkopolitichef Laval.

- Er De alene, miss Lane? Har De lyst til at skaffe bevis for Deres anklager mod marquisen?

- Øh. Jo. Hvordan? svarede journalistpigen forvirret.

- Tal ikke med nogen om det og mød mig der, hvor vi pågreb baronen, så hurtigt de kan! Jeg skal nok forklare det hele. Bare kom, som De er!

- Ja, det kunne De lide, tænkte den badende pige og så ned ad sin nøgne krop.

- Jeg kan være ved havnekontoret om 20 minutter, sagde hun højt.

- Hun følte sig utryg ved Laval, som plejede at klæde hende af med øjnene. Kunne det være farligt at møde ham på et øde sted ved midnatstid?

- Nej, han var da en af Domitias politichefer. Og nu havde alle lige rost hende for hendes mod. Bare Nick havde været her, men han var jo i USA. Han ville ikke vidne for ikke at bryde sit cover. Hun skyndte sig at smutte i noget lækkert undertøj og en spadseredragt og lægge makeup.

Den høje, kraftige narkopolitichef stod parat, da Brenda parkerede sin lille bil. Han lagde armen om brunettens skuldre, førte hende ind på kontoret og viste hende en lille kuffert.

- Her er den forsvundne kokain. Tør De sælge den til marquisen?

- Men.... nu ved han jo, hvem jeg er.

- Netop, min skønne. De ringer ham op og fortæller, at De har den forsvundne kuffert og vil sælge den for dens dobbelte værdi, nu da al anden kokain på øen er beslaglagt. Bed ham møde Dem på Cafe Noir med pengene! Så ligger vi i baghold.

- Men er det ikke farligt?

- Lidt. Derfor får De denne lille pistol med. Ideen er, at I mødes som almindelige gæster, sætter jer ved et bord i hjørnet og forhandler. Så snart han har betalt for kufferten, arresterer vi ham. Men for en sikkerheds skyld skal de kunne true ham med pistolen imens. Har De bh på, mademoiselle?

- Ja, monsieur Laval, Hvorfor det? spurgte den unge pige forvirret.

- Tag pistolen og stik den ned mellem Deres bryster, så skaftet sidder fast midt i bh"en!

- Jamen... - Hun følte sig meget utryg ved at knappe sin bluse op alene med en mand, hvis øjne lyste af begær.

- Jeg har slet ikke forstand på våben.

- Den er ikke ladt. Øv Dem bare i at putte den ned og trække den hurtigt op igen!

- Vær ikke så barnlig! Han er politimand, sagde Brenda til sig selv.

- Hun knappede op, så barmen sprang frem, og gøs, da det kolde pistolløb gled ned mellem brysterne. Men silkebrystholderen kunne ikke hindre våbnet i at falde ned på gulvet.

- Nu skal jeg hjælpe Dem. Jeg har handske på ligesom en læge.

- Men det var kun på den hånd, der holdt pistolen. Den frie hånd legede med hendes bryst, og han åndede tungt.

- Jeg kan godt selv, snerrede journalistpigen og prøvede at komme væk fra ham, men stødte mod væggen.

- Ja, stønnede Laval. De kan friste enhver mand.

- Ikke Dem, De er politichef!

- Ja. Men også mand. - Han kyssede det halvnøgne bryst. Rasende jog hans offer sit knæ op i skridtet på ham og rev sig løs.

- Av for helvede! Frække tøs! brølede han.

- Det var manden, ikke politiet, jeg forsvarede mig imod, råbte Brenda og stillede sig klar til karateslag.

Politichefen beherskede sig og grinede uægte.

- De har ret, min skønne. Modtag min undskyldning! Og brug Deres charme på at overtale marquisen!

- Han er meget vred over mine anklager. Det bliver nok umuligt.

- Slet ikke, forsikrede Laval. Han vil ikke gå glip af en god handel, og det vil glæde ham, at De går i samarbejde med ham. Sig, at der er smykker i kufferten, forlang halvanden million i telefonen og lad ham forhandle det ned til en million! De er jo en dygtig skuespillerinde.

Nu ringer jeg op, og så snart De har talt med ham, kører jeg i forvejen. Bed ham møde Dem præcis kl. halvet i Cafe Noir! Så garanterer jeg for, at mine folk pågriber den skyldige.

- Marquisen var mindst lige så farlig en mand, men hun adlød for at få Laval væk. Inderst inde håbede den uerfarne detektivpige, at marquisen ville fatte mistanke og afvise at mødes med hende. Men efter en del overtalelse i telefonen gik han med til det.

Fortsættes...