8. kapitel: Eksplosionen
Selv om Peter var en smule træt efter at have kneppet den lille rødhårde Sissy hele natten, så vågnede han med et sæt, da professoren kaldte. skønt Sissy ikke havde været jomfru og vel heller ikke egentlig nybegynder, så var hun i hvert fald på ingen måde nogen erfaren sexatlet. Men Peter mindedes ikke at have haft sex med et så eminent naturtalent. Hold kæft, hvor han havde fået sin sag for!
Her på morgenkvisten, hvor han blev vækket af professoren, kunne han næsten ikke rejse sig. Han var 100% gennemkneppet.
- Hvis pikken er hudløs, er det ikke så sært, tænkte han, slog tæppet til side og kiggede på den tingest, der havde fremkaldt så megen glæde hos både ham selv og mange skønne kvinder i alle tilladte aldre. Næ, den så ikke spor hudløs ud. Den så bare træt ud. Tit når Peter vågnede om morgenen var det med en hel- eller halvstiverik, inspireret af nattens drømme. Men skønt han havde drømt om Sissy"s dejlige fisse "i ægte rødt", så lå pikken død ned ad hans lår som en aldeles slatten tissemand. Den lod sig hverken friste af snak om tisse eller fisse.
- Nå, ja så sov du bare videre, ynglekæp, grinede Peter, stod op, tog sine shorts på og gik gennem teltgaden for at få sit morgen-styrtebad. Et par piger kiggede ud af teltene og nikkede sødt "Gomåren" til ham. Han kunne mærke deres øjne i nakken, da han havde sagt hej og fortsatte ned til bruseren, der ikke var afskærmet for indsigt fra gaden. Sådan ville professoren have det. Alle vidste hvorfor: Så kunne han sidde i sin liggestol om morgenen og nyde synet af alle de unge nymfer, der tog bad. Da Peter atter ville tage sine shorts på og tilfældigt kastede et blik hen ad teltgaden, så han pigeansigter i alle teltåbninger. Han vidste, hvad de tænkte:
- Hvordan bliver jeg den næste, der får glæde af den pragtpik? Han syntes også, at han så et par øjne fra professorens telt. Deres ejermand havde nok ganske andre tanker. Men dem anede Peter ingenting om.
Til arbejdet! Trods trætheden - den skønne, som skyldes en hel nats vild sex - var Peter ikke længe om at få anbragt dynamitstængerne anbragt.
Sissy og Hilda og Elisabeth og Janice og Priscilla og alle de andre stod og så til, mens han anbragte ledningerne. Sandet her var overraskende blødt i overfladen, så måske kunne man godt have gravet her, men nu var Peter her med sin sprængningsviden. Så var det alligevel ulige lettere at sprænge.
Han kunne sit kram. Både isen- og fissenkram. Men han sparede lidt på dynamitpatronerne, da det var sand, ikke sandsten eller granit, der skulle sprænges. Han havde stængerne anbragt i bæltet. Da der kun var én tilbage, bemærkede de liderlige tøser, at den røde stang lignede en rød pik mod hans bare mave. Men de var på det stadium, hvor hvad som helst ville have fået dem til at tænke på pik. De tænkte efterhånden ikke på andet.
Peter vidste præcis, hvordan eksplosionen ville forløbe, men han kontrollerede for en sikkerheds skyld det hele. Han stod med den lille sorte kasse i hånden. Havde ikke opdaget, at Berntsen havde pillet ved den.
- Vi må hellere trække os lidt tilbage! sagde Berntsen til pigerne. De undrede sig over, at Berntsen i dag ville fordoble sikkerheds-afstanden. Peter så dem trække sig tilbage. Syntes også, at Berntsen var overforsigtig i dag. Dynamitstængerne stod og ragede op i sandet med højst en centimeter. Jorden var som et minefelt, der ville eksplodere, når han trykkede på knappen, der ville slutte strømmen. Pigerne vinkede til ham. Peter vinkede igen. Lige nu tænkte han kun på ét: Sit job.
Så trykkede han på den sorte knap, og gik nogle skridt tilbage for at komme i sikkerhed bag en af de store klippeblokke. Men han nåede kun to skridt. Så eksploderede jorden under ham. De piger, der ikke havde dukket sig som de skulle - så Peter blive kastet op i luften ved eksplosionen. De var straks klar over, at noget var gået galt. En sky af sand og sten stod omkring ham. Hans bukser blev næsten flået af ham og al luften suget ud af hans lunger. Braget genlød i hans ører, men han hørte pigerne skrige af rædsel. Et øjeblik
efter lå han på ryggen på jorden.
Pigerne var alt for chokerede til at foretage sig noget lige med det samme. Der gik måske kun 10 sekunder. Så begyndte de at skrige helt hysterisk. Så kom der endnu en eksplosion, længere væk fra Peter end den første. Og så nok én. Skyer af sand og jord og sten slog op og skjulte området i et par minutter.
- Bliv her! råbte professor Berntsen. Måske kommer der flere eksplosioner.
Btten Berntsen ignorerede sin mand og stormede i løb hen mod det sted, hvor Peter var faldet. Hilda og Sissy gjorde hende straks følgeskab
- Her er han, råbte Sissy der som den første fik øje på Peter. Da støvskyen forsvandt lidt mere, kunne de to andre også se ham. Det var ikke noget kønt syn. Hans ben var begravet af sand og mindre sten. Det eneste tøj, der ikke var flået af ham ved eksplosionerne var underbukserne, den ene sko og bæltet - og hvor mærkeligt det end lyder - den røde sprængblyant sad stadig i bæltet. Hans hud var fyldt med skrammer, rifter og blødende sår, og det blødte fra hans næse og mund. De troede først, han var bevidstløs. Berntsen var den sidste, der nåede frem: - Er han død?
- Nej, men han ser ikke godt ud. Som sygeplejerske i Vietnamkrigen har jeg set mange af den slags, sagde professorruen, som .
straks tog fat på at behandle den sårede mand. Hun begyndte med at fjerne den ueksploderede dynamitstang og løfte underbukserne ud for at se, om de havde brændt sig fast i huden. Det havde de ikke. Bitten Berntsen så hans store pik mellem de sorte skamhår. Men det var ikke pik, hun tænkte på lige nu. Hun var sygeplejerske. Nu fik Peter luften igen og slog øjnene op. Han stirrede lige op i bekymrede kvindeansigter. Hilda vaskede blodet af ved hans øjne, så han bedre kunne se. Sissy gav ham en feltflaske med vand at skylle munden med. Han spyttede en lyserød vædske ud. Der var blødninger i munden, men åbenbart ikke alvorlige.
- Du har ikke mistet dine lemmer, Peter, sagde Bitten Berntsen. Peter løftede hovedet og så ned ad sig. Fik øje på pikken, der så hel ud, men absolut ikke lysten.
- Ja, det ser ud til, at de alle er der - alle 5, sagde Peter. Pigerne lo lettet!
- Det ser ud som om du har begået en fejl, sagde professor Berntsen. Véd du, hvad der er sket, Peter?
- Både ja og nej, svarede Peter. Jeg har ikke tænkt på andet de sidste 15 sekunder. Nu vil jeg gerne vide, hvem der har haft fingre i mit apparat?
- Kan du rejse dig op? spurgte fru Berntsen.
- Ja, sagtens. Pigerne hjalp ham. Bitten Berntsen og Hilda støttede ham, og Bitten gav en af pigerne ordre på straks at løbe til professorens telt og hente et par tæpper og en pude til at få under fødderne. En anden blev sendt til Peters telt efter sandaler og en let trøje eller frakke.
- Det er til at modvirke chocket. Det kommer om lidt, sagde Bitten Berntsen. Den næsten nøgne Peter vaklede hen mod lejren, støttet af de to kvinder. Berntsen så efter dem.
- Det er hans egen skyld, sagde Berntsen. Men ingen hørte efter, hvad han sagde. Lige nu var alles opmærksomhed rettet mod den sårede.

Tilbage i lejren tog fru Berntsen fat. Professorteltet blev omdannet til sygeværelse. Professorfruens professionalisme som sygeplejerske - endda med krigserfaring - kom ekspeditionen til gode nu. Først og fremmest Peter. Kun fire af pigerne havde fået lov at komme med ind. Der blev stille i teltet, da fru Berntsen trak underbukserne helt af ham og begyndte at rense skrammer og sår med smertefri jod.
- Ræk mig en flaske cognac. Den står derhenne i kassen, sagde hun. Sissy sprang af sted og bragte en næsten fyldt flaske.
- Tag en ordentlig slurk! Det gjorde Peter, og han mærkede, hvordan den stærke drik bredte sig i hele hans krop.
- Er der noget, jeg kan hjælpe med? sagde Hilda.
- Ja, sagde Peter. Løb tilbage til eksplosionsstedet og find den lille, sorte kasse, og kom her med den i en fart. Helst uden at nogen ser, du kommer løbende med den.
- Kan den sprænges? Er den farlig? spurgte Hilda lidt forskræmt.
- Ikke spor. Bare tag den og kom tilbage med den.
Hun kom tilbage med de sørgelige rester af kassen. Den var brækket midt over, og ledningerne hang ud til alle sider.
- Du må hellere se at sove lidt, Peter! sagde Bitten Berntsen.
Professoren var kommet ind i sit telt.
- Hvad med os, Bitten? Hvor skal vi sove?
- Jeg véd, hvor JEG skal sove. Jeg sover nær min patient. Hvor du vil sove, må blive din hovedpine. Læg dig i Peters telt. Men du skal da vel for helvede ikke sove nu? Hvad med at tage pigerne over og rydde op på sprængningsstedet. Det var vel derfor, der overhovedet skulle sprænges.
- Jamen...
- Det er ikke din egoisme, vi har brug for lige nu. Vi er heldige, at den unge mand ikke døde i eksplosionerne.
- Sagde du ikke, at han kun var chokeret?
- Hvis han havde været bare et par centimeter nærmere dynamitstængerne, ville han ligge død derude nu. Er du slet ikke klar over det, Bernt?
- Joe, det er jeg vel. Peter hørte dem knapt. Han havde stadig ondt i ørerne efter bragene, og han kunne stadig smage blod i munden. De omkringstående tonede bort i en tåge, som langsomt sænkede sig over ham. Et øjeblik senere sov han.
- Det er det bedste af alt, at han kan sove, beroligede Bitten Berntsen pigerne, der tværtom troede at bevidstløshed var sidste step inden døden.
- Nej, tværtimod!
Da Peter vågnede, var det mørkt. Han følte alle steder på sin krop. Der var mange ømme steder, men han var hel. Og havde det slet ikke så dårligt. Han lyttede. Hørte ingen stemmer udenfor eller fra de andre telte. Han satte sig op. Med nogen forsigtighed. Der stod en lampe på et lille bord ved feltsengen. Han tændte den og fandt i den ene ende af feltsengen den lille sorte kasse, som Hilda havde hentet. Han sad og undersøgte den nøje, da Bitten kom ind.
- Det er meningen, at du skal sove - og i hvert fald blive liggende, sagde hun. Du kan takke din gud og skaber for, at du overhovedet er i live.
- Jeg ved det, sagde Peter. Men jeg vil gerne finde ud af, hvem der hjalp Skaberens modstander. Bitten så på apparatet, som Peter undersøgte.
- Tror du, der er noget i vejen med kassen der, Peter? Kan det ikke tænkes, at du har begået en fejl? Mænd har alle dage haft svært ved at indrømme egne fejl.
Peter så på hende. Hun mindede ham om de kvinder, han havde set i safarifilm. Hun var i khakitøj med sit lyse hår bundet i to fletninger.
- JEG har begået en fejl, sagde Peter. Jeg skulle aldrig have ladet den sorte kasse ligge i jeepen, hvor "nogen" har kunnet få fat på den.
- Hvem skulle dog gøre dét, Peter?
- En, der ønsker at komme af med mig.
- Det er der bestemt ingen, der gør, Peter. Indtil dette øjeblik havde Peter aldrig set professorinden usikker. Men det var hun nu. Bitten Berntsen gik frem og tilbage i teltet.
- Det ville Bernt aldrig gøre, sagde hun langsomt. Han er på mange måder en besynderlig mand. Men jeg nægter at tro, at han kunne finde på at dræbe et menneske!
- Hvad mener du med, at han er "besynderlig"? Hun satte sig på sengekanten:
- Du har været ude for en ulykke i dag... ja, er nærmest blevet slået halvt ihjel. Ikke sært, hvis du fantaserer. Alligevel spørger du mig ud om en anden mand. Synes du ikke selv, det er lidt mærkeligt?
Peter svarede ikke. Bitten blev eftertænksom.
- Det er måske alligevel ikke så mærkeligt, kom det lavmælt fra hende. Jeg husker tiden efter Vietnamkrigen, hvor jeg tog med US-tropperne tilbage til Amerika, da krigen var tabt. Du minder mig ikke så lidt om de soldater, Peter. De så Vietcong-spøgelser alle steder. Havde mareridt hver eneste nat.
Hun gik hen og tog cognacflasken, fyldte to glas og rakte Peter det ene.
- Jeg hører, at du har haft en travl nat! Jeg hørte pigesladder i morges, inden alt det her skete. Sissy og Hilda og et par andre. Du må være en helt enestående elsker!
- Hvis kvinder har været længe i ørknen og uden sex, bliver vist alle mænd fantastiske, sagde han.
- Spil nu ikke beskeden, Peter. Jeg har set dig uden en trevl på kroppen. Jeg tror på, hvad pigerne siger.
(fortsættes)