Men dommer Gaunt, hvordan kan De være sikker på, at beskyldningerne om voldtægt er usande? spurgte advokatfuldmægtig Ingrid Lindberg. – Fordi jeg personligt kontrollerer Reformfængslet, forsikrede den lille, skaldede dommer. Miss Sadilo er en fremragende pædagog med en blanding af fast disciplin og kærlig omsorg. – Men hvilken kærlig behandling får kvinderne, når De ikke er til stede? – Antyder De, at jeg er let at narre? – Naturligvis ikke, brød advokat Taylor forsonende ind. Men en fange i praktik gik til politiet og påstod, at der foregik sexmisbrug i fængslet og på praktikstedet. – Javist, og Winnie Lie indrømmede, at hun løj. – Og så forsvandt hun! påpegede Ingrid.

Unge kvinder kunne få en kortere straf, hvis de lod sig overføre til Reformfængslet i Rockhill. Men så måtte de ikke have kontakt med familie og bekendte. Den 23-årige dommerdatter og hendes chef var rejst dertil for at undersøge forholdene. – Alle rapporter fremhæver Rockhill som et mønsterfængsel, sagde Gaunt. Alle narkoafhængige bliver afvænnet, og de 14 kvinder, som kom hertil, da det startede for 1½ år siden, har nu alle samfundsnyttigt fast arbejde.

– Ja, i restaurationsbranchen, tilføjede Adam Taylor. Men fra det næste hold er tre forsvundet til udlandet, og politiet fandt Rhonda Brown i et bordel og sendte hende retur. – Ja, jeg har selv forhørt pigen. Hun tilstod, at hun var sexhungrende. Det er det eneste problem i Reformfængslet. Pigerne savner sex! – Såh? I Winnie Lee-rapporten hævder hun, at en neger, der hed Johnson, piskede og voldtog hende! – Ingrids blå øjne lynede bag brillerne.

– Der se De, hvilken lystløgner hun var. Fangevogterne er jo kvinder. – Direktøren er dog en mand, indvendte Taylor. – Mario Sadilo opholder sig hovedsageligt i mandefængslet ved siden af og har blot det overordnede opsyn. Anklager De ham for at voldtage kvinderne i sin fritid? – Måske. Jeg har mistanke om at, man ydmyger fangerne og opdrager dem til glædespiger og sælger dem!

Dommeren betragtede med endnu større interesse den klassisk smukke pige med det højtopsatte, lyse hår. Den ærbare grå dragt kunne ikke skjule hendes iøjnefaldende velskabte former: - Det var ikke så få injurier. Er de sexfixeret, miss Lindberg? – Hvad mener De? – Er de forlovet? – Nej, men .. – Det er ikke usædvanligt at ugifte kvinder fantaserer om hvid slavehandel og voldtægt. – Miss Lindberg er en ualmindelig ærbar ung kvinde, forsikrede hendes chef. – Det lyder, som om De har forsøgt Dem, mr Taylor.

Adam smilede undskyldende: - Hun er jo særdeles tiltrækkende. Men hun har lært mig at holde fingrene for mig selv. - De ligner Deres mor. Hun var en blændende skønhed. Jeg kondolerer. – Tak, sagde Ingrid stille. - Hendes forældre var døde ved en bilulykke. - Nu giver jeg Dem en god frokost, mens mr Taylor undersøger forholdene i fængslet. – Jeg vil med! – Senere, min ven. Vi skal ikke have Dem anklaget for injurier. Deres chef må hellere gøde jorden først.

Under frokosten fortalte Gaunt om sin collegietid sammen med Ingrids forældre; men hun følte sig utilpas ved hans stirren og berøringer og bad snart om at få lov at hvile sig på det lille motel. Hendes fars efterladte papirer havde vist, at direktør Mario Sadilo havde mafiaforbindelser. Derfor var hun blevet amatørdetektiv i sagen. Den flotte, kvindeglade Adam Taylor var vist kun blevet interesseret i den for at blive intim med Ingrid og var rejst med for at være alene med hende langt fra sin hustru og svigerfar, der ejede firmaet.

Endelig efter 4 timer dukkede Adam op på motellet og forsøgte energisk at overbevise hende om, at hun ikke behøvede at besøge fængslet. Men hun var stædig og nærmest tvang ham til at køre hende dertil.

Fængselsdirektøren skruede hele sin charme på, da han modtog den henrivende advokatpige. Hun følte sig tiltrukket af hans flotte udseende. Men hans frække øjne, der virkede, som om de kunne se hendes store bryster og lårenes facon gennem det tækkelige advokatsæt, gjorde hende sikker på, at han ikke kunne holde sig fra sine kønne fanger. Han søster Anita var en usædvanlig smuk, sorthåret kvinde, som virkede meget indladende over for Taylor. Nogle fanger i ærmeløse, orange kitler kiggede nysgerrigt ud mellem cellernes tremmer.

- Er alle fangerne så smukke? spurgte Ingrid. – Ingen kan måle sig med Dem, skønne miss Lindberg, sagde den elskværdige Mario. Hils på vores mor! Hun leder køkkenet og husholdningen i begge fængsler. – Arbejder kvinderne i det fælleskøkken? – Ja, med håndjern på. Det ser morsomt ud, smilede mama Sadilo. – Er der så mulighed for seksuel kontakt med dem fra mandefængslet? – Næh, tøsene er liderlige nok. Men mændene får ikke lov at låne dem, mens de arbejder. – Hvornår må de så låne dem? – Kun, når .. – Min mor mener, at de heller ikke kommer i kontakt med mændene, mens de arbejder, brød Anita Sadilo ind. Fælleskøkkenet ligger i vores privatbolig i ingenmandsland.

- Jaså? sagde advokatpigen mistænksom. Er der fælles gård? – Nej. Nu skal De se, miss Lindberg. – Mario førte hende gennem gymnastiksalen og låste to døre op. – Her kan pigerne få frisk luft. – Det var kun en lang indkørsel omgivet af høje mure med pigtråd. Overfor lå det store mandefængsel. – Hej, smukke! Er du ny? lød en stemme. Kommer du over og knepper med os? – Ingrid blev chokeret. - Tænk, hvis man blev lånt ud til de sexhungrende fanger! tænkte hun gysende. – Hvem er det? råbte direktøren vredt. Jeg beklager meget. Fangerne har et groft sprogbrug.

– Bliver kvinderne tit udsat for den slags tilråb? – Nej. Det er kun fra øverste etage, man kan se herned, og dér kommer sjældent fanger. - Var det kun hans ønsketænkning? – Absolut. Men enhver mand må ønsketænke ved synet af Dem! – Han lagde hånden på hendes hofte og så hende dybt ind i øjnene. – En farlig, alt for tiltrækkende mand, tænkte gæsten og skubbede ham fra sig. – Tak. Vi må hellere gå ind.

Imens stod Anita og Adam tæt sammen i en krog. – Hun er lækker, din assistent. Er hun god i en seng? – Det kan jeg desværre ikke svare på. Hun har et princip om at holde sig fra gifte mænd. – Men du har vældig lyst til at kneppe hende, ikke? – Man er jo et mandfolk. – Ja, det kan jeg mærke. – Anita klemte hans bule i bukserne. – Vent! Hun kommer. – Hvad gør vogterne, når kvinderne ikke lystrer? spurgte advokatpigen. Tjah, de har stave som denne her, sagde Mario. – Ingen piske? – Sikke en fantasi De har, unge dame! Drømmer De om den slags om natten? – Om natten sover jeg. Men hvordan straffer I dem?

- Vi kan lænke dem i cellen. Og forbyde andre at tale til dem. – Er her en fangevogter, der hedder Johnson? – Der er to derovre. – Kommer de herover? - Her kommer ikke andre mænd end mig! Tror De, jeg lyver? – Jeg forsøger blot at tjekke beskyldningerne. I Winnie Lee-rapporten påstod hun, at salen blev brugt som torturrum. – Ok ja, vi hænger dem op i ringene og spænder dem fast til redskaberne, lo Mario. – Ingrid gøs. – Det er Deres spøg. Men hvorfor er der hængsler på bukken dér? – Direktørens smil stivnede. – Øh. Det ved jeg ikke. Anita! Ved du noget om det? – Næh. De sad der, da vi fik den fra et andet fængsel.

- Hm. Jeg kunne godt tænke mig at se en gymnastiklektion. – Næh, hør nu! Tror De, vi mishandler fangerne? – Bliv nu ikke vred, Mario! sagde hans søster. Vi er jo selv interesserede i at blive renset for enhver mistanke. Maggie! Giv A-gangen lidt morgengymnastik! – Om aftenen? Javel. Alt for prinsessen, sagde den mandhaftige vogterske surt. – Syv piger blev lukket ud af cellerne. En lænke forbandt deres håndjern. De så mistroisk på advokaterne. – Godaften, sagde Ingrid forlegent. Og undskyld! Kan I lide at gøre gymnastik? – Ja, miss, svarede de alle lydigt.

- Hvorfor havde de håndjern på inde i cellerne? – For at de skal huske, at de var forbrydere, der skal forbedre sig, forklarede inspektricen. – Hvorfor har de smuk makeup og høje hæle? – Hvorfor har De det selv, miss Lindberg? Hvis kvinder skal klare sig i erhvervslivet må de se godt ud og bevæge sig elegant. Jeg underviser pigerne i sminkning og bevægelseslære. Nej for miss Lindberg, piger! – De adlød, og Maggie gav dem ordre til at løbe rundt langs væggene. Hun savnede en pisk og slog takt med sin stav. De korte kitler gled op og blottede pigernes lår, mens de løb.

– Tak, det er nok, sagde fuldmægtigen og sendte sin chef et forarget blik. - Han nød at se de hoppende bryster og balder. - Hvilke øvelser anvender De? – Op i ribberne! Høje knæløftninger! kommanderede Maggie. - De 6 piger klatrede hurtigt op. En rødhåret skønhed anede ikke, hvordan hun skulle komme op med håndjern på, så Anita hjalp hende. – Ginger er helt ny, forklarede hun. – Pigernes trusser var meget små og afslørede de lækreste lår og numser. Adams øjne var ved at trille ud af hovedet på ham.

En lyshåret pige var trusseløs, så man kunne se hendes glatbarberede kusse. Ingrid rødmede, og miss Sadilo udbrød: - Fyh, Sandy! Du er uanstændig. Gå straks ind og find dine trusser! – Advokatpigen fik øje på røde striber og blå mærker på Gingers lår: - Hvad er det for mærker, hun har dér? - Anita tænkte lynhurtigt. – Åh ja. Hun var i slagsmål med en fange, inden hun forlod det andet fængsel. Med en, der var misundelig over, at hun ikke også skulle hertil. – Er det sandt? – Ja, miss, svarede Ginger skræmt.

– Ned! beordrede Maggie. – Flere nøgne bryster fløj op over kittelkanten, og Adam kunne ikke skjule sin begejstring. – Bring jeres tøj i orden! krævede miss Sadilo. – Jeg har set nok, sagde Ingrid rødmende. Jeg undrer mig bare over, hvordan fangerne kan springe over redskaberne eller slå svalereder med håndjern på. – Vi skiller håndjernene på et par stykker ad gangen, forklarede vogtersken. Men de kan en hel del med lænke på. Honey! Slå en svalerede! Sænk ringene!

En smuk blondine ordnede noget ved sin kittel og så udfordrende på mr Taylor. Så fik hun fat i begge ringe og svingede sig op. Kitlen var ikke knappet, så de dejlige bryster og maven blottedes helt. – Det er en nydelig svalerede, nr. 61, roste inspektricen. Men knap din kittel! – Ingrid erkendte, at hun var til grin: - Tak for opvisningen. Må jeg til sidst tale i enrum med et par fanger? – Gerne, miss Lindberg, sagde mr Sadilo. Marilyn, du går ind i din celle med miss Lindberg! – Den platinblonde pige lignede sin navnesøster. De satte sig på sengen.

- Kan nogen høre, hvad vi siger? spurgte gæsten lavmælt. – Næh. Ikke hvis vi taler stille. – Har De hørt rygter om sexmisbrug her i fængslet? – Sex? Nej, desværre. Vi gør os lækre for direktøren; men han vil slet ikke ”misbruge” os. Så vi må nøjes med lesbisk sex. Når vogterne ikke ser det. Kan De lide at lesbe, miss Lindberg? – Marilyn lagde hånden på hendes strømpeklædte lår. Ingrid stirrede chokeret på den alt for venlige pige. Hånden gled længere op. – Nej! – Den ærbare rejste sig. – Har De hørt noget om piskning? hviskede hun. – Nej. Se selv! - Fangen knappede kitlen op, så de store, flotte bryster hoppede frem.

Ingrid blev endnu mere flov. – Det .. øh.. det ses vist mest øh .. bagpå. – Nåh ja. – Uhindret af håndjernene løste Marilyn skulderstroppen og stod med nøgen overkrop. – Hvorfor filmer De, mr Sadilo? spurgte gæsten forskrækket. – Blot for at have et kært minde om Deres besøg. Er De lesbisk? – Absolut ikke. Klæd Dem på, Marilyn! – Vil han bruge det imod mig? tænkte Ingrid. Mon Adam Taylor er blevet filmet i en lignende kompromitterende situation? – Miss Lindberg, vil De hjælpe med at sætte min strop på plads? – Modvilligt hjalp hun, mens direktøren stadig filmede. Men hun ville ikke lade sig afpresse. – Mr Sadilo, Rhonda Brown blev sendt tilbage hertil. Hvor er hun?

- Rhonda er i sin celle. Hun har stadig fodlænke på som straf; derfor var hun ikke med til gymnastik. – Den lænkede mørkhårede kvindes blik var udslukt. Hun bekræftede skræmt, at hun selv var flygtet fra praktikstedet til bordellet, fordi hun var sexgal, og angrede, at hun havde skuffet miss Sadilo. – Vi tilgiver hende. I morgen får hun fodlænken af, lovede inspektricen. – Ingrid gættede på, at Rhonda var blevet sendt direkte i bordel fra Reformfængslet, og opgav at spørge, men kom i tanker om den nye pige med de røde striber og bad om lov til at tale med hende. – Anita tøvede. Så låste hun gæsten ind i Gingers celle, men blev stående udenfor.

- Hvad er De dømt for? – Vil De høre sandheden? – Meget gerne. – Jeg var luksus-callgirl og havde et godt liv. Men mafia-alfonsen blev ved med at forlange, at jeg skulle arbejde for ham. Han truede mig. Og da jeg stadig sagde nej, gemte de heroin i mit natbord og angav mig og vidnede imod mig. Om at jeg var kurer og alt muligt. – Kunne Deres advokat ikke hjælpe Dem? – Advokat! vrængede Ginger. Han turde ikke. Tør De? – Hvis det på nogen måde er muligt. Men så må jeg have mange flere oplysninger. – Bliv stående og tal videre! hviskede callgirlen og placerede sig, så hun ikke kunne ses gennem tremmerne. – Hvordan kan jeg hjælpe Dem?

– De har voldtaget mig, hviskede fangen. – Hvem? – Alfonsen hedder Reno, sagde Ginger højt, men hviskede: - Mr Sadilo og Sam Johnson har voldtaget og pisket mig. – Renos mafiagruppe kaldes Hånden, fortalte hun højt. - Og De lyver ikke? – Ingrid skævede ud til miss Sadilo og prøvede at gøre sine ord dobbelttydige: - Har de gjort det med andre piger? – Ja. De gør det med dem alle! Jeg mener: Mafiaen har truet alle mine veninder. – Inspektricen låste døren op. – Hvad er det, du bilder miss Lindberg ind? – At jeg er uretfærdigt dømt. – Det påstår alle fanger. Lyt ikke til hendes løgnehistorier! – Jeg vil dog meget gerne undersøge hendes påstande. – Ingrids hjerte hamrede.

– Og man lovede mig, at jeg kunne møde min kæreste i mandefængslet her, græd Ginger. Men han er der slet ikke. – Vrøvlehoved! Hvis han var her, kunne du jo alligevel ikke komme i kontakt med ham. – Jeg anmoder om at blive flyttet tilbage til Statsfængslet! sagde pigen tappert. – Hm. Gerne. Vi ønsker ikke at have utaknemlige fanger her! – Hvis jeg finder beviser nok, er de så villig til at vidne i retten? – Ginger mødte miss Sadilos truende blik og blev ligbleg. – Nej. Det er for farligt. – Politiet vil beskytte Dem. – Er De ikke lidt naiv, miss Lindberg? spurgte Anita. – Måske. Men jeg hader uretfærdighed.

Ingrid indså, at det gjaldt om at slippe ud. Dette kunne hun og Adam ikke klare alene. – Undskyld, miss Sadilo. Denne sag har jo intet med Reformfængslet at gøre. Jeg er meget tilfreds med, hvad jeg har set. Mr Taylor! Er De også tilfreds? – Joh. Det er jeg jo. Er du nu overbevist? – Ja, lad os tage hjem! Jeg godkender Deres rapport. – Vil De ikke blive til aftensmad? spurgte Mario Sadilo. – Nej tak. Vi har set nok. Jeg mener, vi har fået et udmærket indtryk af fængslet. – Direktøren tog hendes hånd og kyssede den. – Så siger vi tusind tak for besøget, skønne miss Lindberg.

I bilen fortalte Ingrid om Gingers afsløring om voldtægt, om mandefængslet og om hængslerne på bukken, og hun blev rasende, da hendes chef nægtede at se det som beviser. Hun anklagede ham for at være faldet for miss Sadilos charme. Omsider gik han med til at ringe til dommer Gaunt. Da han afviste det hele som sexfantasier, erklærede Ingrid, at hun ville gå til statsadvokaten med alle indicierne, uanset om mr Taylor fyrede hende. Hun låste sig inde på sit motelværelse og skrev selv en rapport. Adam var ulykkelig. Han havde håbet, at den dejlige blondine endelig ville falde for hans charme, når de overnattede på motellet.

Kl. 22 bankede han på fuldmægtigens dør. – Du har krav på en undskyldning, Ingrid. Miss Sadilo har noget at fortælle. – Jeg er bange for, at De ikke har helt uret i Deres mistanke, sagde den sorthårede kvinde med gråd i stemmen. Min bror har været så anderledes i den senere tid. Og når jeg har overnattet ude, har der været en underlig stemning i fængslet bagefter, og nogle af pigerne har virket skræmte. Nu i aften sagde jeg, at jeg ville overnatte hos en veninde, og lidt efter førte min bror en mystisk telefonsamtale. Der skal foregå noget i gymnastiksalen i nat. Vil De tage med derhen? – Meget gerne, sagde Taylor. Måske kan vi afsløre noget, Ingrid.

- Er det ikke bedre, at politiet … - Jeg kan ikke tilkalde dem, før jeg har beviser og vidner, sagde inspektricen alvorligt. Men jeg har aftalt med sheriffen, at hans folk skal holde sig klar ved fængslet. Jeg sagde, vi frygter for et fangeoprør. Kan De bruge en pistol, mr Taylor? – Hun rakte ham en. – Joh, det kan jeg da. Kom, Ingrid! – Forvirret og spændt fulgte advokatpigen med dem ned til bilen. Skulle det virkelig lykkes at afsløre sexforbryderne?

Et kvarter senere låste Anita Sadilo bagdøren til kvindefængslet op og lod de to advokater komme med ind i den mørke entré. – Her kan vi se uden at blive set, hviskede hun. – Hun lagde kærligt armen om Ingrid og førte hende hen til lugen i døren. Kind mod kind kiggede de to unge kvinder ind i salen. Advokatpigen udstødte et gisp af forfærdelse. Tre halvnøgne fanger lå på knæ og slikkede pik på fængselsdirektøren og to hætteklædte mænd. De to af pigerne var modvillige; men med små piskeslag tvang fangevogtersken Maggie dem til at lystre.

- Det var sådan noget, jeg frygtede, hviskede Anita. Jeg henter politichefen. Bliv her som vidner, og gå ikke ind, før politiet kommer! - Men skynd Dem, miss Sadilo! bad Taylor. – Han overtog hendes plads tæt ved sin drømmepige. De genkendte den elskovssyge Marilyn som den villige pige. Hun var helt nøgen bortset fra håndjernene med lænke og kitlen, som var krænget ned over hofterne. Hun bearbejdede den høje hættemands pik med hånden og lod tungen spille hen over pikhovedet. Så førte hun det ned mellem sine store bryster og masserede pikken med dem. - Hende kan du lære noget af, nr.48, sagde direktøren til brunetten, der lydigt og uinspireret suttede på hans store jern.

Marilyn slugte sin slikkepind og suttede ivrigt, indtil manden gispede: - Stop, tøs! Jeg vil ind i din kusse! – Han lagde sig på ryggen, og hun satte sig overskrævs på kæphesten og red ham, så han stønnede af fryd. – Er det ikke ophidsende? hviskede Adam og kyssede sin unge fuldmægtig på halsen. - Hun havde stirret så fascineret på sexorgiet, at hun først nu sansede, at chefens hænder gled krævende hen over nederdelen. Gennem stoffet følte hun, at hans store lem gned sig mod hendes egne endebalder. – Det er modbydeligt! hvæsede hun og vred sig fri. – Schyss! Tænk, hvis de hører os! – Adam lod sin ene hånd blive på hendes hofte.

- Hæng sladderhanken op! lød Mario Sadilos stemme. – En sort fængselsbetjent førte med lette slag med pisken en ligbleg, rødhåret pige ind. – Det er hende, der fortalte mig sandheden! hviskede Inger rædselsslagen. – Ginger var fuldstændig nøgen. Håndjernene holdt hendes arme stramt på ryggen. Hendes plageånd skilte dem og fastgjorde håndjernene til gymnastikringene, der hang så højt, at fangen kun kunne nå gulvet med den ene tåspids. I spejlet på væggen så hun en spinkel, veldrejet krop hænge helt udstrakt. Kunne det være muligt, at det var den elegante callgirl, der nu hang som torturoffer?

- Vi må hjælpe hende, hviskede Ingrid desperat og tog i dørhåndtaget. – Taylor trak straks døren til igen og holdt fast i hende. Under deres kamp i mørket gled hans hænder ind under jakken og blusen og ind på brystholderen og den nøgne hud over lænden. – Det er vanvittigt, tænkte hun. Her står vi for at forhindre sexforbrydelser, og så vil min forbundsfælle hellere voldtage mig! – Hun ramte ham i mellemgulvet med albuen og forsøgte at flygte ud ad yderdøren. Den var låst.

Men i det samme hørtes inspektricens stemme: - Politiet er på vej. Når I hører dem råbe ”Hænderne op!” ovre fra hoveddøren, angriber I fra denne side! - Javel. Jeg har revolveren klar, forsikrede den ”tapre” advokat. – Ingrid følte, at noget var grueligt galt; men før hun nåede at bede miss Sadilo låse døren op, var hun væk. Så hørte hun Mario råbe: - Se godt efter, piger! Se, hvad der sker, hvis I sladrer!

Sam Johnsons pisk trak svage striber hen over Gingers hvide ryg. Så løftede Mario sin pisk og ramte hendes ene brystvorte, så hun skreg hjerteskærende. Hans næste slag faldt på det bløde maveskind, og det tredje ramte det øverste af lårene og den røde trekant. Hun trak underkroppen tilbage i smerte; men to slag på bagdelen fik den til at skyde frem igen. Den sorte bøddel fortsatte med at piske hendes ryg og balder, mens hun hulkede.

Da fængselsdirektøren voldtog hende den første aften, havde hun straks overgivet sig og faktisk nydt at blive gennemkneppet af den dygtige elsker. Det var først, da den kraftige neger havde pisket og voldtaget hende, at hun forstod, at hun var faldet i hænderne på sadister. Nu lod mr Sadilo sine erfarne hænder glide op over hendes bløde hud fra de faste hofter og det slanke liv til de smukke bryster og nulrede de lyserøde vorter. –Du har en lækker krop og en dejlig mund. Den skal bare lære at holde kæft. Hvad sagde du til den advokatspion? – Ingenting, græd Ginger. – Han borede neglene ind i brysterne og vred dem brutalt rundt. Smerten fik trodsen til at vælde op i hende.

- Jeg sagde, at I pisker og voldtager os fanger. Jeg håber, at politiet kommer nu! – Han smilede hånligt. – Politiet. Skal de se, hvordan vi pisker og voldtager dig? – Han samlede pisken op og slog den ophængte fange over lårene. – Spred benene, luder! – Callgirlen pressede lårene sammen; men det næste slag fik hende til at sprede dem. Det tredje slag traf præcist. Piskesnerten ramte hendes skamlæber! Næppe havde den værste smerte fortaget sig, før han borede sit sværd op i hendes skede. Det gjorde ondt. Men hun blev hurtigt våd i kussen, og da han tog fat under hendes lår og lod hende ride på sin kæp, lettede smerten i hendes håndled.

Ginger mindedes sin orgasme fra den første aften, da han trængte ind i de dybeste kroge i hendes elskovsgrotte. Men hun blev hurtigt revet ud af nydelsen, da Sam piskede hendes numse. Underkroppen skød frem, og det forøgede Marios lidenskab. Johnson slap pisken og stak to fingre ind i hendes endehul. – Nej, ikke dér! skreg hun. – Hun havde aldrig tilladt sine kunder at gå ind ad bagvejen og havde altid haft uvilje mod analsex. Hun vred sig; men direktøren holdt hende i en skruestik. Sams pikhoved trængte indenfor. Han stødte hårdt gang på gang, og hun gav et skrig, da musklen gav efter, og hans lange sorte pik trængte op i den snævre kanal.

For første gang i sit liv blev Ginger røvpulet og klemt fast i en sandwich! De to forbrydere faldt ind i en fælles rytme. Deres offer var fuldstændig hjælpeløs og prøvede at glemme alt og give sig hen i deres lidenskab. Så hørte hun et råb: - Hænderne op! – Var der håb om redning?

(fortsættes)