Fuldstændig uvidende om de rædsler, hendes kusine havde gennemgået, stod Jeanette Dumas glædestrålende på Middelhavstranden ved fyrstevillaen:

- Der er et parisisk og to amerikanske magaziner, der vil købe retten til min billedserie!

- Hun fremviste stolt artiklerne i eftermiddagsbladene om begravelsen og festen i Casino. Enkefyrstinde Grace rejste sig fra sin liggestol:

- Ja, du er en dygtig fotograf, Jeanette, og din reportage er glimrende, Michel. Men som sagt: jeg meget ked af, at min mands begravelse endte med en løssluppen nattefest, og at hele verden skal vide det. Men gå I to bare i vandet! Jeg skal lige tale med Brigitte et øjeblik.

Jeanette lukkede badehætten om de brune krøller, greb borgmestersønens hånd og trak afsted med ham. Grace så tankefuldt efter det smukke, solbrune par, før hun henvendte sig til sin datter: - Du ser mere anstændig ud i den badedragt end i den kjole, som Gina lokkede dig til at tage på!

- Åh, Mor, du vil have, jeg skal gå klædt som en nonne.

- Den lyslokkede prinsesse knejsede med nakken.
Moderen studerede fotografierne i Journal de Montiaco.

- Se, man kan næsten se din brystvorte! Og se, hvordan din onkel Jean lægger armen om dig og sluger dig med øjnene, som om han allerede ejede dig!

- Nåja. Han er forelsket i mig. Er det så mærkeligt?

- Han er sexgal og falsk.

- Nej, Mor, nu er du uretfærdig! Naturligvis vil jeg ikke giftes med skøre onkel Jean; men han og Gina var utroligt søde mod mig, forklarede teenageren ivrigt.


- Men de er fuldkommen amoralske!

- De er i hvert fald ikke så moralske og kedelige som du. De giver mig lov til at more mig. Jeg tager på Casino igen i aften!

- Enken så bekymret på sin bedårende, livslystne datter. Den gyldne badedragt sad som støbt på hendes perfekte ungpigeskikkelse. Hun skulle ikke misbruges af en liderlig mand.

- Jeg vil ikke hindre dig i at blive meddirektør i Casino, Brigitte. Men vær forsigtig med champagnen og lad dig ikke smitte af deres letsindighed! Det er ikke kun dig, men din arveret til tronen, Jean er ude efter!

- Næh, jeg er jo ikke så smuk som min berømte mor.

- Vrøvl, du er henrivende. Men du ved ikke, hvor farlig han er. Den nat, din far døde, stjal han det dokument, som fratog ham formynderskabet og gav det til mig.

Brigitte så forbløffet på sin mor:

- Er det sandt? Hvorfor har du slet ikke sagt noget til mig om det?

- Først ville jeg skåne dig for at tænke på, at din far kunne dø. Og nu bagefter kan jeg ikke bevise noget. Der kommer Jeanettes far! Han er mit vidne.

- En åben bil standsede på stranden foran terrassen. Grace skjulte ærbart sin velskabte krop i en sort badekåbe:

- Velkommen, Pascal! Du ser så bekymret ud.

- Ja, Grace. Det gik, som jeg frygtede: Prins Jean har afskediget mig som statsadvokat, og han har kaldt sin landsforviste mor og bror hjem.

Fyrstindens blå øjne skød lyn:

- Det kan han ikke tillade sig. Vi må klage til Nationalrådet!

- De holdt møde i morges; men resultatet er endnu ikke offentliggjort. Jeg afleverede min kopi af Renés dokument om formynderskabet til rådets sekretær. Men uden underskrift er det næppe meget værd. Jean har lånt 50 italienske soldater, der kører demonstrativt rundt i Montiaco by. Det virker, som om han vil misbruge sit formynderskab, Brigitte!

- Den 40-årige advokats ellers så charmerende ansigt var dybt alvorligt.

- Tror De virkelig?

Prinsessen ville spørge ham ud, men blev afbrudt af Michel Chabrol:

- Goddag, M. Dumas. Deres børn udfordrer Brigitte til en bolddyst. Tillader De, fyrstinde?

- Ja, Michel. Bortfør du bare prinsessen!

- Pigen så spørgende på sin mor, som smilede opmuntrende. Den unge journalist tog hendes hånd, og de to barndomsvenner løb sammen ud i det azurblå hav.

- Er det muligt at være lige forelsket i to piger på en gang, tænkte han.

- Da den yndige, livsglade Jeanette smøg sig ind til ham i vandet, havde han haft lyst til at tage hende i sine arme og rulle rundt med hende i sandet. Nu da han så prinsessens smukke, alvorlige ansigt, fik han en ubændig lyst til at kysse hende og få hende til at smile. Det var dog ikke nødvendigt. Pludselig sendte hun ham et strålende smil, som fik hans hjerte til at smelte.

- Vi skal nok få bolden fra dem! lovede hun.

Veninden og hendes 15-årige bror kastede badebolden til hinanden flere gange, før den blonde prinsesse erobrede den og kastede den til sin partner. Hver gang han havde bolden, sloges den lille advokatdatter med ham. Hun nød at røre ved hans muskuløse, nøgne krop og var vild efter, at han skulle røre ved hendes.

Den forelskede, unge mand var ikke upåvirket. Hans lem voksede i badebukserne. Jeanette kom til at røre ved det og rødmede, men fortsatte med brydekampene. Midt i det hele gled en strop ned, så det ene bryst hoppede ud. Michel stirrede lækkersultent på det fuldendte, hvide bryst, som han aldrig før havde fået chance for at se. Prinsessen, som var irriteret over venindens ufine metoder, råbte:

- Jeanette, dog!

- Det var vist min fejl, sagde Michel flov, mens hans modspiller skyndte sig at få badedragten på plads.

- Ja, se at få babserne indenbords, søster. De bruger kikkerter, råbte lillebroren.

- En smuk, hvid sejlbåd styrede lige ind mod dem.

Inde på land havde fyrstinden og hendes advokat drøftet deres modtræk mod prins Jeans planer. Dumas var så bekymret på hendes vegne, at hun fik lyst til at trøste ham og stryge ham over håret. I stedet tog hun badekåben af og sagde:

- Jeans skurkestreger skal i hvert ikke hindre mig i at nyde solen.

- Grace mærkede hans beundrende blik og lukkede selv øjnene for at give ham lov til at betragte hende ugenert. Hun vidste, at den sorte badedragt fremhævede hendes højtsiddende barm og veldrejede krop, og at lårene var slanke og faste.

Den charmerende enkemand var intelligent og varmhjertet. Det var sådan en mand, hun ville have valgt, hvis hun ikke var gift med René. Nu var han borte, og hun havde lyst til at hævne sig for hans utroskab. Når sørgetiden var forbi, skulle hun så belønne sin ven for hans trofasthed?

Grace blev revet ud af disse tanker af sin datters bydende stemme:

- Forsvind herfra! Bådebroen tilhører min familie!

- Det gør jeg også, lille niece! lød en drillende stemme fra båden.

- Onkel Paul? Du er jo landsforvist!

- Ikke længere. Fyrst Jean er loyal over for sin familie.

- Er det dig, Pierre? udbrød Michel, da han så prinsens ledsager.

- Ja, lillebror. Og du nyder livet mellem Montiacos tre skønneste kvinder. Har du brug for assistance?

- Absolut ikke, sagde prinsessen spidst.

- Hun havde hørt rygter om, at de to var biseksuelle, og selv om Pierre mindede en del om sin flotte bror, kunne hun ikke tåle at se hans ansigt, som var skævt fra fødslen.

De to venner fortøjede båden og sprang ind på broen. Fyrstinden havde skyndt sig at tage badekåben på og gik dem i møde fulgt af Pascal.

- Goddag, kære svigerinde. Det er længe siden, at jeg har haft den glæde. Må jeg præsentere Montiacos nye statsadvokat, sagde Paul med et triumferende sideblik til Dumas.

- Er Pierre Chabrol blevet.... ?

- Grace var chokeret. Dette var en direkte krigserklæring. Hendes fjenders forsvarer var blevet anklager.

- Udnævnt af Fyrst Jean.

- Jean er ikke fyrste! sagde enken med lynende øjne.

- Jo, Deres Højhed, bekræftede Pierre. Det har Nationalrådet godkendt. Formanden, Michels og min farfar, har jo altid sagt, at mænd er de bedste regenter.

- Om tre måneder bliver jeg myndig og overtager min fars magt, erklærede Brigitte vredt.

Pierre betragtede den spinkle, purunge skønhed i den gyldne badedragt.

- Deres Højhed besidder meget synlige kvaliteter. Men De har brug for en erfaren mand til at oplære Dem.

- Pigen rødmede både af harme og over hans ironiske kompliment.

- Jeg vil selv vælge mine rådgivere. Måske din bror. Men du bliver ikke en af dem, Pierre!

- Moderen brød ind:

- Msr. Statsadvokat! Jeg meddeler hermed Dem og overborgmesteren og nationalrådsformanden, at jeg ønsker at føre retssag mod prins Jean, hvis han ikke garanterer, at alle fyrstens rettigheder overdrages til min datter om tre måneder!

- Paul smilede spydigt:

- Retssag? Det er pudsigt. Vi kommer med en anmodning til din elskede ven Dumas om at være forsvarer i en retssag.

- For hvem? spurgte Dumas.

- For Deres søster og svoger og deres datter Annette. De er fængslede for embedsmisbrug, fangemishandling og falske vidneudsagn!

- Pierre Chabrol overrakte sin kollega et anklageskrift. Hans ord vakte voldsom forbløffelse og vrede. Også Michel bebrejdede højlydt sin bror, at han var medskyldig i prinsernes skurkestreger, og Jeanette forlangte, at hendes faster og kusine blev løsladt omgående.

Den hidsige diskussion endte med, at Jeanette og hendes bror tog hjem til Gabins yngre børn for at trøste dem, mens de andre aftalte at mødes foran Kvindefængslet kl. 8 samme aften. Grace og hendes venner prøvede i mellemtiden at skaffe oplysninger. Michels gamle farfar bekræftede, at Nationalrådet havde vedtaget prins Jeans forslag om skattenedsættelser og nye indtægter ved fængselsreformen, og med en enkelt stemmes flertal havde det godkendt, at han kaldte sig Fyrst Jean den Anden i sin korte formynderperiode.

På politistationen vidste ingen, hvorfor deres chef var blevet anholdt. Men hans forgænger var blevet genudnævnt. Dumas tog ind på statsadvokat kontoret; men alle havde fået forbud mod at hjælpe ham, og han måtte ikke engang komme ind på sit eget kontor!

Prins Paul og Pierre Chabrol modtog de fire velklædte gæster foran Kvindefængslet, som bevogtedes af fem italienske soldater, og førte dem ind i et besøgsværelse. Den genansatte inspektrice Mme Arnaud nejede og bød dem velkommen. Det var et chok for dem alle og især for Pascal at se hans søster stå apatisk bag tremmerne. Den grå fangekittel afslørede næsten de store bryster. De lænkede arme hang slapt ned.

- Martine! Har de mishandlet dig? spurgte broren forfærdet.

- Hun så på ham med et forpint og håbløst udtryk i øjnene og rystede på hovedet.
- De misforstår situationen, M.Dumas, sagde hans efterfølger. Deres søster har tilstået, at hun har mishandlet fangerne, og nu angrer hun det.

- I er sindssyge! Martine, fortæl sandheden!

- Fangen så nervøst på sine fjender.

- Hvad har du tilstået? spurgte Pascal.

- Det, de forlangte.

- Madame Arnaud! Er de medskyldig i dette? spurgte fyrstinden strengt.

- Nej, Deres Højhed. Jeg gør kun, hvad jeg får ordre til, sagde inspektricen skræmt.

- Ja, De gør kun, hvad De får ordre til

- af sadistklubben! Derfor blev De blot degraderet og ikke straffet. De lånte de kønneste af deres fanger ud til klub “Eros”, og du, prins Paul, filmede sextorturen. Og nu vil I hævne jer på dem, som afslørede og fængslede jer!

- Bevis det, Grace! sagde svogeren roligt.

- Intet er lettere. I blev taget på fersk gerning af Gabin og hans politifolk. Dine sadistiske, pornografiske film blev beslaglagt, og I blev dømt!

- Ved hjælp af falske vidner. Gabinfamilien har tilstået det, hævdede Pierre Chabrol.

- Hvad har de bødler truet dig med, Martine? spurgte Dumas.

- Hun så med tåreblændede øjne på sine vogtere:

- Løslader I Annette? Så skal jeg nok tage skylden på mig.

- Efter retsmødet har hun gode chancer, sagde statsadvokaten undvigende.

- Hvad forlanger De i kaution? spurgte Grace. Jeg betaler hvadsomhelst!

- Desværre, Deres Højhed. De er isolationsfængslede.

- En forsvarer har ret til at tale med sin klient i enrum, fastslog Dumas.

- For at I kunne samordne jeres falske forklaringer? Næh tak! brød Paul ind.

- Bestemmer den dømte, landsforviste forbryder noget her, statsadvokat Chabrol? spurgte fyrstinden skarpt.

- Fyrst Jean har givet sin bror ansvaret her i aften. Ønsker enkefyrstinden at tale med Annette Gabin?

- Pierre var meget ilde til mode.

- Jeg befaler det! - Uha, så henter jeg hende.

- Paul skyndte sig ind i hallen.

Mme Arnaud førte sin tidligere chef tilbage til hendes celle, og Pierre Chabrol blev alene tilbage som skydeskive for de fire gæsters bebrejdelser, mens prinsen løb ned i “torturkælderen”. Det var en slags museum for gamle torturredeskaber, som enkefyrstinde Livia og Madame Domina nu genoplivede. Her lå den stakkels Annette nøgen i gabestokken med rødstribet bagdel.

Hermann havde smurt salve i hendes anus og lovet moderen at røvpule datteren, hvis hun sagde et forkert ord til gæsterne. Desuden havde Livia truet med at hente den 14-årige lillesøster, så det var intet under, at Martine var rædselslagen og lydig.

- Nå, Annette, sagde Paul. Så reddede du din ene jomfrudom. Jeg må skuffe dig, Hermann. Hvis hun opfører sig lige så pænt som sin mor, får du ikke lov at voldtage hende.

- Den biseksuelle lod hånden glide hen over striberne på de bløde endebalder og stak fingeren ind i det velsmurte numsehul.

- Vil du gerne kneppes der, min ven?

- Nej! skreg hun.

- Schyss. Så sig kun, hvad vi har aftalt! Løs hende og giv hende kitlen på!

- Ja, gør det, Hermann! smilede Livia. Men jeg har en ny plan: Vi lader alle gæsterne komme ned og se torturredskabene og de stakkels tidligere fanger. Men først skal I have noget at vise dem. - Sadisten svingede pisken og ramte Simones nøgne ryg to gange.

- Av! Det har jeg ikke lyst til lige nu, klagede pigen.

- Domina, skal det være bryst eller bagdel?

- Bagdelen, svarede Eros" leder. Mine bryster er blevet så fine og bløde, ikke sandt, Hermann?
- Han kyssede dem, mens hun modtog nogle smertende slag bagi.

Enkefyrstinden knappede Annettes kittel og låste hendes håndjern bag ryggen:

- Hvis du røber noget til dine venner, fængsler vi dem alle sammen, og I slipper aldrig ud herfra!

- Slipper vi fri, hvis jeg ikke siger noget? spurgte den udmattede fange bittert.

- Ja, så kan dommeren løslade jer i morgen. Din onkel Dumas bliver jeres forsvarer i en rigtig retssag. Simone! lås hende inde i den nærmeste celle, så gæsterne kan se hende der.

- Vi kan da ikke fængsle Brigitte og Grace! hviskede Paul.

- Nej. Men det er en udmærket trusel til et forvirret pigebarn. Lok dem med herned i kælderen om lidt. Hermann og jeg gemmer os i vagtrummet på trappen. Der kan vi se og høre dem.

Lidt efter viste Paul gæsterne vej til Annettes celle. Prinsesse Brigitte havde aldrig før været inde i et fængsel. Skønt det var en varm juniaften, og hun havde pelscape på, fik hun kuldegysninger, og Michel lagde beskyttende armen om hende.

- Hvorfor er alle cellerne tomme? spurgte Grace.

- De har gennemført din egen fængselsreform, kære svigerinde, smilede prinsen. Fangerne arbejder nu på tekstilfabrikken eller i Statsbordellet.

- I bordellet, Mor? spurgte den uskyldige prinsesse forbløffet.

- Forhåbentlig kun dem, som absolut ville det, sagde moralens vogter pinligt berørt.

- Naturligvis. Men det er et meget populært sted for elskovssyge, unge damer, Brigitte.

- Paul så drillende på begge kvinder.

- Disse to fanger er dog blevet her for at medvirke til afsløringen af Gabinfamiliens forbrydelser. Må jeg præsentere: Anna Enzo også kaldet Madame Domina og Simone Manet! - Det er jo sadisterne! udbrød Dumas.

- Begge nejede dybt for de fornemme gæster. Domina så på sin rivalinde med flammende, genemborende øjne:

- Så mødes vi endelig, enkefyrstinde Grace.

- Mon det er et lesbisk eller sadistisk blik? tænkte Grace, som intet vidste om Renés ungdomskærlighed, men fik kuldegysninger.

- Annette! udbrød Brigitte og løb hen til tremmedøren.

- Synet af den velklædte veninde, som stadig var uberørt, fik fangen til at tænke på alle de rædsler, hun selv havde gennemgået, siden de var ballets dronninger for ikke engang et døgn siden.

- Hjælp mig, Brigitte! hulkede den bagbundne pige.

- Luk hende ud øjeblikkeligt! Hvorfor har hun håndjern på inde i cellen? Og hvorfor er hun halvnøgen? spurgte prinsessen oprørt.

- Kitlen var for lille, så den kun nåede til midt på de lange, slanke lår, og barmen var lige ved at vælte ud.

- Hun og hendes mor har forbudt os at have undertøj på, og hun er meget farlig for sine omgivelser. Hun overfaldt prinserne, hævdede Domita.

- Ja, jeg er vidne på, at hun truede fyrst Jean med et gevær! erklærede Paul.

- De lyver! sagde gæsterne.

- Nej, ikke om det.

- Hvorfor skulle du dog have gjort det?

- Dumas så forbløffet på sin niece.

- Han var.. jeg ... jeg var bange, stammede den skræmte pige.

- Men fyrst Jean er nådig. Han tilbyder at frafalde den anklage, sagde statsadvokaten.

- Paul kluklo:

- Den stiller også ham selv i et komisk lys.

- Hvad er hun så anklaget for? spurgte forsvareren.

- For tortur af disse to fanger.

- Ja, de låste os inde i det her mørke hundehul.

- Den blonde sadist åbnede døren til isolationscellen, og gæsterne kikkede derind og gøs.

- Er det sandt? spurgte Michel Chabrol.

- Annette gik frem, så hendes ene bryst mastes mod en tremme, og det andet sprang frem.

- Jamen kun, når de var helt ustyrlige.

- Anvendelse af isolationsceller er helt efter reglementet, Msr. Statsadvokat, fastslog Grace.
- Utvivlsomt. Men det er pisk ikke.

- Nej, vel?

- Den høje, sorthårede Simone krængede kitlen helt ned, så at gæsterne nåede at se de flotte bare bryster, inden hun vendte sig og fremviste de røde striber på den nøgne ryg. Herrerne stirrede, og Brigitte tilkastede Michel et forarget blik. Han blev flov og vendte sig bort; men i stedet så han den veldrejede Dominas nøgne underkrop med glatbarberet venusbjerg, inden hun vendte sig og viste de mishandlede endebalder.

Pascal rømmede sig forlegent:

- Tak. Vi har set rigeligt. I har tilstået, at I er sadomasochister. Har I pisket hinanden?

- Nej. Det var Madame Gabin og hendes datter.

- Hun lyver, det var enkefy...

- Annette var ved at bide tungen af af angst for at fuldende ordet.

- Enke....? spurgte alle fire gæster.

- Hun mener, at enkelte gange var hun med til torturen. Men hendes mor er den egentlig skyldige, greb Pierre ind for at redde situationen.

- Lad hende selv tale! sagde Dumas vredt. Har du set din mor piske en fange?

- Nej, aldrig!

- Det er smukt af en datter at forsvare sin mor. Men vi har M.Gabins skriftlige tilståelse, sagde Pierre.

- Fremtvunget under tortur, ikke sandt?

- Apropos tortur, sagde prinsen muntert. Så kom ned og se Madame Gabins torturkælder!

- Hvadbehager?! sagde fyrstinden.

- Åh, fængselsmuseet! sagde Michel. Der har jeg været med min historielærer. Det har Gabins ikke opfundet.

- Næh, men de har genoplivet det. Kom og se!

- Jeg tror ikke på jeres løgnehistorier, sagde Grace. Men jeg er villig til at se, hvad I sadister har stillet op dernede. Bliv her, Brigitte! Det er nok for modbydeligt for en ung pige.

- Vi går derned sammen, sagde prinsessen tappert. Elskede Annette! Vi kommer tilbage om lidt.

- Hun tog fat om nakken på den bagbundne veninde bag tremmerne og kyssede hende på kinden.

Torturkælderen var udstyret med nogle gamle træredskaber med rustne lænker, en støvet spansk jomfru, en blok til halshugning og en næsten ny gabestok, som var hentet fra Livias palæ. Trods Graces forargede protester påtog Domina sig at demonstrere, hvordan den virkede. Hun lagde sig på maven hen over en slags taburet, og Simone pressede den øverste del af gabestokken ned over venindens hals og hænder.

Kitlen gled op og afslørede den lille velskabte kvindes stribede, runde bagdel, kusselæber og glatbarberede skød. Hverken Pascal eller Michel kunne undgå at blive seksuelt påvirkede. Den uerfarne prinsesse stirrede chokeret på det frastødende, men alligevel spændende syn.

- Sådan måtte vi ligge i timevis. Mme Gabin piskede os og tvang os til at slikke hendes skamlæber, og hun lod sin mand, politichefen, stikke sin store penis ind i os bagfra! fortalte den blonde klubleder.

- Simone løftede venindens hoved i håret:

- Ja, han tog os i håret, sådan, og tvang os til at slikke på hans væmmelige pik!

- Så er det nok, udbrød fyrstinden harmfuldt. Paul og Pierre! Hvordan kan I tillade, at prinsessen udsættes for at høre og se den slags perversiteter?
- Hun skubbede den høje sadistpige til side og løftede gabestokkens øvre del for at befri offeret. I det samme glimtede en blitz to gange.

- Prins Paul, hvorfor fotograferer De? spurgte Dumas vredt.

- Tilgiv mig! Jeg er kunstner. Det var så spændende en situation, at jeg ikke kunne lade være. Men du har fuldkommen ret, svigerinde: Vi burde ikke udsætte min uskyldige niece for den slags.

- Jeg beklager også. Det var fangernes egen ide, undskyldte statsadvokaten.

- Er det den slags vidneudsagn, vi skal høre i retten? spurgte forsvareren.

- Det bliver næppe nødvendigt, sagde Pierre Chabrol forsigtigt. De tre sigtede har jo tilstået, og det skal kun afgøres, om fængslingen skal opretholdes.

- Hvilke politifolk har ledet forhørene?

- Chabrol tøvede:

- Tja ... Det må De spørge politichef Cusac om.

- Åhja. Det var ham, som ikke turde føre sag mod prinserne og enkefyrstinden, forklarede Dumas.

- Og det er hende, som står bag denne hævnakt. Hvor er hun nu, Paul? spurgte Grace.

- Øh, ikke så langt herfra. Hun glæder sig til at gense sin elskede svigerdatter.

- Prinsen skævede op til vagtrummet, hvorfra der lød mærkelige lyde. Han væltede et torturredskab for at overdøve dem. Fyrstinde Livia havde bedt Hermann stikke sin enorme pik op i hende bagfra, mens de belurede gæsterne og så Domina i gabestokken. Hun legede, at det var Grace, der lå hjælpeløs der og blev gennemboret af tyskerens spyd. Han udvidede Livias skede og bearbejdede hendes G-punkt og krammede brysterne, så hun havde svært ved at undertrykke sine orgasmelyde.

Gæsterne nåede op til Annettes celle. Hun råbte:

- Jeg kan ikke holde det ud. Hjælp mig!

- Msr. Statsadvokat! sagde Brigitte med bydende stemme. Jeg forlanger, at vi får Annette og hendes mor med hjem. De skal ikke blive en nat i dette rædslernes hus!

- Jeg beklager, Brigitte. Rædslerne har de selv skabt, og du har ingen magt her.

- Vi er ikke dus mere. For fremtiden kan De titulere mig Deres Højhed. Vi stiller en million francs i kaution og garanterer for, at de møder i retten i morgen.

- Pierre så forbløffet på den pige, som han havde kendt, fra hun var lille:

- Det må Deres Højhed tale med fyrst Jean om.
- Det er ikke en prins, men statsadvokaten og dommeren, der afgør den slags, mindede Dumas sin efterfølger om.

- Hvis De ikke løslader mine venner, bliver Deres tid som statsadvokat kort. Om tre måneder er jeg myndig.

- Hids dig ned, Brigitte! Foreløbig er det din formynder, der bestemmer, sagde Paul.

- Pas dig selv, onkel! Ellers bliver du landsforvist igen!

- Prinsens øjne blev onde; men han beherskede sig:

- Det skal jeg huske!

- Så så, Brigitte. Vi må opføre os som civiliserede mennesker, selv om de andre ikke gør det, formanede moderen.

På vejen ud lykkedes det Pascal at komme hen til sin søster:

- Martine, fortæl mig sandheden!

- Jeg tør ikke. Bring mine børn i sikkerhed!

- Hvad mener De med det, Mme Gabin? spurgte Paul.

- At ..at min bror skal ... sørge for, at de bliver passet.

- Vi kan tage en hilsen med til Deres mand, sagde Pierre for at skifte emne.

- Jeg går ud fra, at De vil tale med ham nu, M.Dumas.

- Ja, Pascal. Sig til Yves, at vi elsker ham, og at vi prøver på at holde modet oppe! sagde Martine tappert.

- Tak for besøget, exfyrstinde Grace. Og på gensyn!

- Domina så smilende på sin rival, mens hun nejede overdrevent dybt.

- Jeg vil tale med onkel Jean straks, erklærede Brigitte.

- Skal vi så ikke bede min far tage med som mægler? foreslog Michel.

- Ja, det er en god ide. Jeres far er en hæderlig mand, Msr. Statsadvokat. Farvel.

- Fyrstinden sendte både Pierre og Paul unådige blikke.

Brigitte løb i forvejen ud i den fri luft uden for fængselsporten, og Michel skyndte sig efter hende.

- Det afskyelige fængsel! Gudskelov, vi er ude! sukkede hun. Var jeg for hård ved din bror?
- Den unge mand lagde beskyttende en arm om hende:

- Tværtimod. Jeg skammer mig over ham. Han fik præcis, hvad han fortjente. Du så så pragtfuld ud, da du var vred, at jeg fik lyst til at kysse dig!

- Så gør det! - Han så forbløffet ind i de store, blå øjne og forstod, at hun mente det, tog fat om hendes skulder og kyssede forsigtigt de friske, røde læber.

- Det er mit første kys, tænkte prinsessen.

- Hun gengældte det og nød det. Oplevelserne i fængslet havde gjort hende ophidset. Hun følte en ukendt trang til at give sig hen til ham og glemme, hvem hun var. Han knugede den vidunderlige pige ind til sig. Så hørte de Grace sige farvel til Pascal bag porten. De slap hinanden, og fortryllelsen var brudt.

Resten af aftenen forløb heller ikke opmuntrende for de fængsledes venner. Fyrst Jean havde bildt expolitichef Gabin ind, at hans svoger og Grace var gået med til at lade ægteparret Gabin være syndebukke for selv at klare frisag, så han var nærmest fjendtlig over for Dumas og bekræftede ikke hans mistanke om tortur.

Overborgmester Emile Chabrol lyttede forfærdet til sin søns og prinsessens beretning og tog med dem hen til fyrsten. Denne modtog dem elskværdigt og beklagede meget, at det var nødvendigt at holde fangerne isolerede. Men hvis deres skyld ikke kunne bevises, ville de blive løsladt straks efter retsmødet.

De meddelte, at enkefyrstinde Grace ville anklage ham for misbrug af sit formynderhverv. Han forsikrede, at Montiacos og navnlig dets dejlige prinsesses lykke var han eneste mål. Men hvis hans handlinger havde givet anledning til misforståelser, var han villig til at svare på hendes kritik i retten.

Som afskediget statsadvokat opdagede Pascal, at han havde mistet sine medarbejdere, og at filmene og de andre beviser fra sadistsagen var i de nye magthaveres hænder. Men tre af de politfolk, som havde grebet sadisterne på fersk gerning, lovede at vidne, og det var den gamle, ubestikkelige dommer Zola, som havde dømt i sagen, som også skulle dømme i morgen.

På grund af sagens pinlige seksuelle karakter, og især fordi fyrstefamilien ville mindske skandalen, skulle mødet holdes for lukkede døre. Foruden rettens folk skulle kun en snæver kreds være til stede: fyrstefamilien, den gamle nationalrådsformand Chabrol, hans søn Emile som borgmester og ejer af “Journal de Montiaco”, Michel Chabrol som journalist og Jeanette Dumas som fotograf for samme avis samt redaktøren af det mindre seriøse “Soleil”, som havde støttet Livia og prinserne under Club Erossagen.