Den næste morgen svirrede rygterne i lilleputstaten. Graces og Dumas- og Gabinfamiliens venner havde fået samlet en stor skare af Graces tilhængere. De beklagede sig højlydt over de italienske soldater, som allerede havde skaffet sig et meget dårligt ry, og som brutalt skubbede folk væk fra trappen. Nogle udenlandske pressefolk var mødt frem, og Jeanette havde også kameraet parat.

Exfilmstjernen havde lagt stor vægt på, at hun selv og tronarvingen skulle gøre et fordelagtigt indtryk. Brigitte var iført en halvlang, sort prinsessekjole med nøgen ryg, som Grace havde båret som nygift. Det lange lyse hår stod som en glorie under det tynde sørgeslør; gulddiademet og det orange skulderskærf lod ingen i tvivl om, at hun var Montiacos kommende fyrstinde.

Skærfet prydede også enkens elegante lange kjole, som lod den ene skulder bar og var opslidset i den anden side og fremhævede den veldrejede læg. På den hvide barm glimtede det kostbare halssmykke, som gik i arv mellem fyrstinderne, og sølvdiademet i enkesløret prydede det højt opsatte, lyse hår.

Leveråbene gjaldede, mens de to skønheder skred op ad trappen på meget høje hæle, og Grace tog ordet:

- Tak, mine venner, mit folk! Jeg elsker jer, og jeg beder jer støtte min datter, som snart skal være jeres fyrstinde. Vi vil nødigt kritisere prins Jean. Men han har kaldt de landsforviste hjem og fængslet dem, som arresterede sadisterne. Og vi har ikke brug for de italienske soldater, han har lejet.

- Ud med lejetropperne! Leve fyrstinde Brigitte! Leve fyrstinde Grace, Montiacos pryd og stolthed! råbte folk. Italienerne måtte skubbe dem tilbage, da prinsesse Gina og fyrst Jean i den flotte, røde generalsuniform banede sig vej op ad trappen.

- Send de landsforviste sadister hjem! råbte nogle.

- Jean forsøgte at smile, lagde armen om Brigitte og råbte:

- Mit elskede folk! Som formynder for jeres elskede prinsesse vil jeg gøre alt for at rydde alle uenigheder af vejen. Leve prinsesse Brigitte!

- Han bød hende galant armen og fik hende med ind i retssalen. Han overøste hende med komplimenter og kindkys og bad hende tag plads ved sin side som symbol på, at de regerede sammen.

De to enkefyrstinder genså hinanden. Livia havde aldrig tilgivet filmstjernen, at hun stjal hendes position som Montiacos førstedame. Pascal Dumas blev chokeret, da dommeren trådte ind. Det var St.Cyr, hans forgænger som statsadvokat, som i sin tid havde været Livias elsker.
- Hvor er dommer Zola?

- Han er sygemeldt, ramt af en alvorlig maveforgiftning, så jeg måtte med kort varsel overtage hans arbejde.

- Høje dommer, jeg må protestere imod de umulige forhold for forsvaret. Mine klienter er blevet skræmt fra vid og sans, og jeg har ikke fået lov at tale med dem i enrum, klagede Dumas.

- Jeg forstår Deres problemer. Men alle tre har jo tilstået sig skyldige, og hvis de vil klage over ukorrekt behandling, får de mulighed for det her. Vil De fratræde som forsvarer?

- Nej, men...

- Iøvrigt vil den første sag blive enkefyrstinde Graces klage over fyrst Jeans formynderstyre, erklærede den skaldede dommer.

- Men jeg føler mig utryg i denne sal. Med to landsforviste forbrydere og en pludselig udskiftning af dommeren, sagde Grace bekymret.
- Disse sager angår også de landflygtige, Deres Højhed, og hvem var det, der udnævnte mig til dommer?

- Min gemal og mig, dengang De fratrådte som statsadvokat. Men det var....

- Accepterer De fyrst Renés beslutninger?

- Ja.

- Udmærket. Så vil jeg bede Deres Højhed tage plads i vidneskranken.

- Hendes advokat ville have foreslået, at de skulle anmode om udsættelse; men hun gik rank op til skranken, aflagde ed på Biblen og tog selv ordet.

- Jeg vil først protestere mod, at Nationalrådet har tilladt prins Jean at kalde sig fyrste. Han er kun formynder, og om tre måneder skal min datter bestige tronen.

- Kvinder egner sig ikke til at regere, sagde den gamle formand.

- Formand Chabrol! sagde St Cyr. Ingen må tage ordet uden min tilladelse. Og jeg må minde exfyrstinden om, at Nationalrådet ikke er anklaget. Fortsæt!

- Jeg anklager kun prins Jean. Han fører sig frem, som om han ejer Montiaco. Han fængsler dygtige ledere og har indkaldt 50 italienske soldater, som skræmmer vort folk. Min salig gemal fyrst René vlle fratage ham formynderskabet efter den store skandalesag og gøre mig til formynder. Aftenen før René døde, underskrev han et dokument om det, som blot manglede at vedtages af Nationalrådet.

- Hvorledes vil Deres Højhed bevise det? spurgte statsadvokaten.

- De var jo selv vidne og medunderskriver, sagde Grace harmfuldt.

- Ja, det kan jeg bekræfte, sagde advokat Dumas. Jeg skrev også selv under.

- Msr. Statsadvokat, er disse påstande korrekte, spurgte dommeren.

- Absolut ikke. Skønt den ædle fyrstinde er under ed, omgås hun letsindigt med sandheden. Hun og advokat Dumas forelagde et sådant dokument; men salig fyrst René nægtede at underskrive det. Vil Deres Højhed læse det op, som han underskrev i stedet?

Grace læste:

- ”Prinsesse Gina og prins Jean genindtræder som direktører for Casino. Jeg beder dem oplære min datter til meddirektør.”

- Dette viser den store tillid, som fyrsten nærede til sine søskende. Vil De benægte dets ægthed? spurgte Pierre Chabrol.

- Næh....

- Men det var tænkt som en erstatning for formynderskabet, ikke sandt? sagde Graces advokat.

- Netop!

- Protest. Hvad vidnet troede, at den afdøde tænkte, er irrelevant. Det er dokumentet, der tæller, hævdede Pierre.

- Protesten tages til følge. Vil exfyrstinden rejse andre anklager?

- Ja. Jeg anklager prins Jean for at have benådet de skyldige i sadistsagen, fængslet de uskyldige og indsat sine egne tilhængere på deres lederposter!


- Hvem anbefalede M. og Mme Gabin og hendes bror advokat Dumas til topposterne? spurgte statsadvoaten snedigt.

- Hans ansigt var endnu mere skævt end sædvanligt.

- Det gjorde jeg. Fordi jeg har fuld tillid til dem.

- Med andre ord: De bebrejder fyrst Jean, at han har genindsat de embedsfolk, som De fjernede for at få folk, som ville danse efter Deres pibe!

- Protest! råbte Pascal harmdirrende. Den nye statsadvokat fornærmer enkefyrstinden!

- Akkurat som hans forgænger fornærmede fyrstinde Livia, da han udnyttede sit forhold til fyrstinde Grace til at overtage mit embede, sagde dommeren spydigt.

Dumas forsøgte at beherske sin vrede; men Grace udbrød:

- Må jeg være fri for den slags insinuationer! En dommer skal være upartisk!

- St.Cyrs øjne blev smalle:

- Viser De foragt for retten?

- Naturligvis ikke. Jeg respekterer retten og forlanger også, at den behandler mig med respekt.

- Det er hørt! udbrød Michel Chabrol, og flere bifaldt det.

- Dommeren sendte ham et dræbende blik, men indså, at han var gået for vidt:

- Udmærket. Har Deres Højhed flere bebrejdelser mod fyrst Jean?

- Ja, høje dommer. Han har sendt 15 unge kvinder fra fængslet til Statsbordellet.

- Og de øvrige skaffer nu også Montiaco indtægter på statens tekstilfabrik, indskød statsadvokaten. Hvis var ideen til fængselsreformen?

- Min. Men det skulle være absolut frivilligt.

- Her er de 15 ansøgninger om arbejde på Statsbordellet.

- St.Cyr studerede dem:

- Alle er underskrevet. Exfyrstindens klage over Fyrst Jean er afvist. Deres Højhed kan indtage Deres plads i salen. Før den første sigtede ind!

Den italienske kaptajn Reno førte en lænket skønhed i alt for kortskørtet uniform ind. Hun var kraftigt og udfordrende sminket. Det sorte hår hang løst, og brysterne vældede næsten ud over jakken, som manglede de øverste knapper. Hun lignede en s/m-domina.

- Annette! Hvad har de gjort ved dig? råbte Brigitte vantro og løb hen til veninden.

- Prins Paul fotograferede ivrigt, mens Jeanette slap sit kamera og løb hen til kusinen.

- Ro i retten!

- Dommeren brugte hammeren. Prinsessen overhørte det:

- Hvorfor er hun sminket og klædt ud på den skamløse måde? Hun ligner slet ikke sig selv.

- Sådan så hun ud, da hun blev anholdt, påstod anklageren.

- Umuligt!

- Prinsesse Brigitte, jeg må bede Deres Højhed tage plads og ikke forstyrre, sagde St. Cyr venligt.

- Undskyld, hr. dommer, men...

- Brigittes mor gjorde tegn til hende om at sætte sig. Hun satte sig så tæt som muligt ved Gina for at komme på afstand af Jean. Men han lagde beroligende armen om Brigittes nøgne ryg.

Trippende i højhælede, sorte læderstøvler blev Annette skubbet op ad trinnene til anklageskranken. Hun stirrede forstenet på sin kusine og prinsessen. De var stadig jomfruer, mens hendes krop var blevet misbrugt gang på gang, sidst af den liderlige Reno.

- Mademoiselle Gabin, begyndte anklageren. Ifølge Deres skriftlige tilståelse har De vidnet falsk og deltaget i mishandling af fanger. Erklærer De Dem skyldig?

- Ja, mumlede hun og så ned i gulvet.

- Høje dommer, jeg må protestere. Min klient har ikke haft mulighed for at rådføre sig med sin forsvarer, og det er tydeligt, at hun er blevet truet til at tilstå.

- Mademoiselle, har Deres forældre truet Dem? Er De medskyldige i forbrydelserne? spurgte dommeren.

- Nej. Mor og Far er uskyldige. Det er...

- Hun så hen på prinserne og Livia og mødte deres advarende blikke og tav.

- Høje dommer! Giv mig en chance for at forsvare min klient. Annette, fortæl dommeren sandheden! Er der nogen, der har truet dig?

- Onkel Pascal, de har voldtaget mig! hulkede pigen.

- Hovedet sank ned på håndlænken på skranken. Der gik et sus gennem salen.

- Der kan du høre, Far! sagde Michel, og Brigitte så anklagende på sine onkler.

- Høje dommer! sagde Michels bror højt. Anklagemyndigheden har grund til at tro, at Mlle Gabin til dels taler sandt. Vi vil vise nogle billeder.

- Nej! Ingen må se dem! skreg fangen.

- Stakkels pige. Vi vil skåne Dem. Jeg anmoder om, at arrestanten får en pause! sagde anklageren.

- Gerne. Befri hende for lænken og før hende til ventelokalet! sagde dommeren.

- Men hvorfor? spurgte hendes forsvarer vantro.

- Af hensyn til hendes følelser, svarede anklageren.

- Annette klynkede forvirret, mens hendes håndjern blev taget af. Jeanette kyssede hende på kinden og hviskede til hende. Men Reno skubbede hende til side og førte fangen ud. - Høje dommer! råbte Pascal. Min niece, som var jomfru, siger, at hun er blevet voldtaget. Hvorfor lader De hende ikke fortælle af hvem?

- Det kan jeg forklare, brød Pierre ind. Vi vil skåne den unge pige for skammen, og jeg vil også bede den uskyldige prinsesse lukke øjnene, når vi viser disse lysbilleder.

Lyset blev slukket. Der lød gisp af forfærdelse og af vellyst, da billedet af den næsten nøgne Annette med de store, velformede bryster tonede frem. Den sorthårede skønhed sad overskrævs på sin far, som om hun red på hans penis. Under påskud af at ville holde Brigitte for øjnene, blev Jean så nærgående, at hun måtte skubbe ham fra sig.

- Som De ser, var det politichef Gabin, som voldtog sin datter, sagde anklageren.

Både Grace, Jeanette og Brigitte protesterede, og forsvareren råbte:

- Protest! Det billede må være...

- Men anklageren afbrød ham:

- Skift! Madame Gabin dyrkede også sex med datteren.

- Det andet billede viste Annette liggende oven på den nøgne Martine i et ømt kys. Dumas gentog sin protest, og Grace råbte:
- Sluk det apparat! Det er modbydeligt. Jeg er sikker på, at ...

- Dommeren hamrede løs:

- Ro i retten! Jeg advarer enhver i salen mod at forstyrre rettens gang. De billeder er vigtige beviser!

- Hans ord bekræftedes af det tredje billede, som viste den nøgne Madame Domina hængende med hovedet nedad, mens det nøgne ægtepar Gabin piskede hende. Selv Gabins venner tav og så med dyb undren på dette fældende bevis.

- Fjern det afskyelige billede! Hvilke straffe foreslår anklagemyndigheden i denne rystende sag? spurgte dommeren.

- For en politi- eller fængselschef må det blive mange års fængsel. For den unge misledte kvinde højst to år. Men både mor og datter har lov til at afsone straffen i Statsbordellet, og navnlig datteren er særdeles velkvalificeret.

Prinserne og "Soleil"s redaktør bifaldt det, mens Brigitte råbte:

- I kan ikke sende Annette i bordel. I er sindssyge!

- Prinsesse! sagde dommeren strengt. Dette kan kun ske, hvis den dømte selv vælger det, og....

- Annette og hendes forældre er de mest anstændige mennesker, jeg kender. De...

- Ti stille! Jeg tilgiver Dem, fordi De er ung og uerfaren. Men jeg må bede Deres formynder om at hindre, at De viser foragt for retten! Før den næste anklagede ind!

- Grace og hendes advokat så chokerede og rådvilde på hinanden, og Chabrolfamilien knurrede, mens Brigitte blev halet på plads af Gina og Jean. Pierre Chabrol skyndte sig at sige:

- Det bliver Yves Gabin. Hans hustru er så skamfuld, at hun har tigget om at slippe for at vise sig i retten.

Ude på gangen havde Yves set sin datter uden håndjern, og Reno havde sagt:

- Det går, som det skal. Annette bliver løsladt, hvis De siger, hvad vi har aftalt.

- Gabin håbede, at hans fjender også ville holde deres løfter om ikke at vise de famøse billeder. Han trådte ind med tunge skridt, og da han mødte svogerens øjne, slog han blikket ned. Anklageren tog ordet:

- M.Gabin, De har tilstået, at De har truet flere personer til at vidne falsk for at få uskyldige dømt i Club Erossagen. Til tak blev De forfremmet til politichef. Hvem bad Dem skaffe de fældende beviser?

- Høje dommer. Jeg protesterer mod anklagerens metoder. Jeg kræver...

- Det har De grund til, afbrød anklageren. Er advokat Dumas, Deres svoger, den skyldige, M.Gabin?

Yves så fortvivlet hen på dommeren:

- Min hustru og datter er helt uskyldige. Vil de løslade dem, høje dommer!

- Hvis de er uskyldige, ja, lovede St.Cyr. Var det Pascal Dumas, der overtalte Dem?

- Ja, høje dommer.

- Hans ord udløste voldsom vrede. Michel bad sin far og farfar gribe ind. Brigitte forklarede sin farbror, at Dumas var verdens hæderligste menneske, og fyrstinde Grace råbte:

- Han lyver! Hvordan har I tvunget ham til dette?

- Ro i salen! Enhver, som forstyrrer igen, kan blive dømt for foragt for retten, tordnede den skaldede dommer. Før Yves Gabin ud! Pascal Dumas, De er sigtet for embedsmisbrug og sammensværgelse. Gå op i anklageskranken!

- Hans datter og venner gispede af harme. Men ingen vovede at vise deres foragt for dommeren.

- Politichef Cusac tog Dumas i armen. Han rev sig løs:

- Cusac! De har alle beviserne og prins Pauls film. Fortæl sandheden om sadistsagen!

- Den relativt retskafne politimand lyste af dårlig samvittighed:

- Det var ikke min sag. Jeg gør kun, hvad jeg får ordre til, ligesom Gabin.

- Prins Jean! Stands dette vanvid! bad den oprørte fyrstinde. Det er jeres sammensværgelse, som I beskylder...

- Kære svigerinde. Jeg forstår så udmærket, at du vil beskytte din elsker.

- Min elsker?!

- Grace Fris! sagde dommeren skarpt. Jeg advarer Dem for sidste gang. Tag plads i vidneskranken!

- Med glæde. Nu må sandheden frem!

- De må kun besvare de spørgsmål, der bliver stillet. Værsgod, Msr.Statsadvokat!

- Den kølige, blondeskønhed var forvandlet til en blændende smuk tigerinde. Flammende af raseri så hun rundt på sine fjender, mødte sin datters forfærdede blik og så sin bedste ven stå rådvild i anklageskranken. Dette var hendes livs rolle; men hendes modstandere havde skrevet manuskriptet.

- Anklageren spurgte:

- Enkefyrstinde Grace, godkender De Deres advokats og hans søsters og svogers handlinger?

- Ja, advokat Chabrol. I modsætning til Deres!

- Har De selv opfordret dem til at anklage fyrst Jeans familie?

- De blev jo taget på fersk gerning og dømt ved...

- Gabinforbryderne skriver her:

- “ Vi bønfalder om benådning. Vi har kun handlet efter fyrstinde Graces ordre!” Da politichef Cusac nægtede at storme fyrstinde Livias palæ, hvem gav så Gabin ordre til det?

- Det tillod jeg i samråd med min gemal.

- Og formålet var at få Deres gemal til at fratage prins Jean formynderhvervet, ikke sandt?

- Nej. Formålet var at afsløre sadisterne i en retfærdig retssag!

- For lukkede døre! Ønskede De selv at blive formynder?

- Øh... Ja.

- Her er et dokument, som gør Dem til formynder. Er det fyrst Renés underskrift?

- Nej. Det ægte dokument blev....

- Er det Dumas" underskrift?

- Nej.

- Altså har De selv forfalsket fyrsts Renés underskrift!

- Nu må dette vanvid holde op! sagde Dumas forbitret. Kopien var slet ikke underskrevet, da jeg afleverede ....

- Dumas! De har ikke ordet nu, erklærede St. Cyr.

- Grace Fris, vær venlig at læse dette dokument højt! sagde anklageren.

- “ Jeg, fyrst René II, benåder hermed Anna Enzo, kaldet Madame Domina, fordi hun blev dømt på falske anklager”, læste hans enke forbløffet. Hvad er dog dette?

- Er underskriften ægte?

- Det ligner hans. Datoen er den dag, han døde.

- Netop, Grace Fris! Den dag fyrsten døde, underskrev han to dokumenter, som krydsede Deres planer. Har De fortalt den fulde sandhed om fyrst Renés død?

- Den sortklædte enke så forfærdet på Dumas og hen på prins Jean: - Pierre Chabrol! De ved jo selv, at...

- Hvordan døde Deres mand, spurgte han anklagende.

- Grace så hen på sin datter: Det... det nægter jeg at svare på.

- Nægter De at svare? sagde dommeren triumferende.

Den ellers så selvsikre fyrstinde så hjælpeløst hen på forsvareren, som selv stod anklaget og ikke vidste, hvad han skulle råde hende til. Borgmesteren, som var rasende over sin søn Pierres metoder og længe havde haft lyst til at gribe ind, kom i tvivl.

- Vil De heller ikke indrømme, at Dumas er Deres elsker? spurgte Pierre.

- Nej. Den slags bagvaskende løgne vil jeg ikke svare på!

- Grace Fris! Jeg må dømme Dem for foragt for retten. Gå op i anklageskranken!

- Det svimlede for hende.

- Nej, hjælp mig! Det er et komplot!

- Vi afslører et komplot, påstod dommeren. Før hende derhen!

Reno og den italienske korporal næsten bar den elegantklædte enke, som sparkede og slog dem, hen til anklageskranken. Brigitte ville komme sin mor til hjælp; men Jean holdt hende fast og benyttede lejligheden til at klemme og nyde hendes velskabte krop. Pascal fik befriet fyrstinden; men Reno omklamrede hende bagfra og nød at mærke filmstjernens krop mod sin. Hans korporal fik vredet Pascals ene arm om på ryggen, og retsbetjenten gav ham håndjern på. Jeanette kastede sig over italieneren for at hjælpe sin far, så korporalen måtte holde fast i hendes slanke, sprællende krop. Michel gik imellem og fik hende befriet.

- Ro i retten! hylede St.Cyr gang på gang.

- Onkel Jean, de må ikke arrestere min mor, græd prinsessen.

- Min elskede ven. Hun tvang dommeren til det.

- Det er uretfærdigt! De har jo ingen forsvarer, råbte Michel Chabrol.

- Hans storebror så rasende på ham; men nu rejste den gamle farfar sig:

- Knægten har ret, høje dommer. Ingen må stilles for retten uden en forsvarer.

- Dommeren besindede sig:

- Dumas er jo selv forsvarer. Men nationalrådsformanden har ret i, at de to nyanklagede ikke kan dømmes i dag for andet end foragt for retten. Vi skal blot undersøge, om Gabinfamilien kan undskyldes med, at de handlede efter ordre. Er der flere vidner?

- Ja. Anna Enzo! sagde anklageren.

- Hvor er forsvarets vidner? spurgte den bagbundne advokat.

- Pierres skæve ansigt lyste op i et ondt smil:

- Ingen ønskede at vidne, advokat Dumas!

- Umuligt. Cusac! Hvor er de tre politifolk, der anholdt sadisterne?

- De er her ikke mere.

- Politichefen så flovt ned i gulvet.

Domina havde skiftet stil. Den lille brunette var særdeles nydelig i en anstændig, elegant spadseredragt og med diskret makeup. Hun så med et lystent smil på Grace og Dumas og hans håndjern; men de store, brune øjne blev uskyldige, da hun aflagde ed. Anklageren sagde:
- Madame Enzo. De er blevet benådet af fyrst René, fordi De blev dømt på falske beviser. Men var De ikke leder af Club Eros?

- Jo, Msr. statsadvokat. Men alt foregik kærligt og i absolut frivillighed, indtil de to overtog ledelsen.

- Hun pegede på de to i anklageskranken, som begge åbnede munden, men var for forbløffede til at tale.

- De kom maskerede sammen med Gabinfamilien. Og da den unge betjent, som var Annette Gabins elsker, ville afsløre dem, myrdede de ham!

- Hendes uhyrlige anklage vakte voldsom uro, så dommeren måtte hamre hårdt for at skaffe ro.

- Var det derfor, De ikke turde afsløre forbryderne, Mme Enzo?

- Ja. De truede os med en pinefuld død. De lovede, at hvis vi ikke sladrede, ville vi hurtigt blive løsladt. Men de har torteret og voldtaget os!

- Hun lyver! Vi har flere film, der viser, at..., råbte forsvareren.

- Ja. Og hvem var fotografen, M.Dumas? Deres datter!

- Anklageren pegede på Jeanette, som for længst havde mistet lysten til at fotografere i retssalen og stod fortvivlet nær ved sin far.

- Mig?

- Sadistkvinden lyver! Sig sandheden!

- Pascal løb hen mod vidneskranken; men et slag i nakken med kaptajn Renos politistav fik ham til at falde om. Rasende som en tigerinde greb Grace fat i Renos hår, bed ham og vristede politistaven fra ham. Den anden italiener fik vredet fyrstindens arm om på ryggen, og prins Paul lagde kameraet fra sig og kom løbende med håndjern. Jean holdt den skrigende Brigitte fast og følte på hendes bryst og hofter. For at hindre dem i at kaste sig ind i kampen holdt borgmesteren sin søn i et jerngreb, og Cusac tvang Jeanette ned ved siden af dem. Paul lod et håndjern klappe sammen om Graces smalle håndled.

- Ja. Giv Grace Fris håndjern på! Og anhold enhver, der prøver at befri hende! hylede den ophidsede dommer.

- Den skønne fyrstinde kæmpede tappert. Hendes slør og diadem faldt på gulvet, så det lyse hår faldt ned over skulderen. Reno greb fat i udskæringen og flængede kjolen, så det smukke, hvide bryst hoppede ud. Alle stirrede på det, da hun blev skubbet op i anklageskranken sammen med sin halvt bevidstløse ven.

Enkefyrstinde Livias øjne funklede af triumf ved synet af sin fjendes bratte fald. Den forkælede stjerne ruskede i håndjernene og begreb ikke, at en sådan ydmygelse kunne overgå hende.

- Så anhold også mig, modbydelige dommer! råbte Brigitte, rev sig løs og løb hen for at dække sin mors uanstændigt blottede bryst.

- Og anhold mig! I skurke! Jeg protesterer også! råbte Michel.

- St.Cyr tøvede og så usikker hen på fyrst Jean. Den gamle Chabrol kom fyrsten i forkøbet:

- Høje dommer! Må jeg få ordet? Dette er en meget besynderlig retssag. Her står Montiacos pryd og stolthed, vor elskede fyrstinde Grace. Hvordan kan De belægge hende med håndjern?

Dommerens øjne plirrede usikkert:

- Hun har ..øh.. vist foragt for retten og.. vidnet falsk.

- Nu greb Livia ind:

- Høje dommer! Må jeg også få ordet. På grund af denne hyklerskes løgne blev jeg, enkefyrstinden, krænket med håndjern og fængslet af M. Gabin og det sexuhyre der, som er Grace Fris" elsker. Jeg kan bekræfte alt, hvad Mme Enzo har sagt. De forbrydelser, de beskyldte os for, har de selv begået.

Den bagbundne Grace var ved at eksplodere af harme:

- Infame løgner! Dumas er absolut ikke min elsker.

- Er han ikke Deres nære ven, og samarbejdede de ikke om at hindre, at prins Jean blev formynder? spurgte anklageren.

- Jo. Og de og dommeren er Livias nære venner!

- Den blonde fyrstinde knejsede med nakken.

- St.Cyr rødmede:

- Påstår De, at dommeren er partisk?

- Vi kræver en helt ny retssag! sagde Dumas, som var ved at komme til sig selv.

- Grace Fris og Pascal Dumas! De idømmes hver to døgns fængsel for foragt for retten.

- De kan ikke sætte mig i fængsel, sagde Grace stolt.

- Og hvorfor ikke?

- Fordi jeg er Deres fyrstinde.

- Protesterede De, da min forgænger fængslede enkefyrstinde Livia?

- Grace blegnede og tav. Dette var gengæld.

- Far! Stands dette justitsmord! sagde Michel.

- Hans bror og dommeren stirrede rasende på ham; men faderen Emile Chabrol rejste sig, plaget af dårlig samvittighed over, at han havde tiet, fordi hans ældste søn var anklager:

- Høje dommer, må jeg få ordet?

- St. Cyr vidste, at de ikke havde råd til at få ham til fjende:

- Værsgod, Msr. overborgmester!

- Jeg er ikke jurist. Men proceduren i denne sag har været mærkelig. De, som De fængsler, var ikke engang sigtede!

- Den ærede overborgmester har ret i, at dette er den besynderligste sag i vort lands historie, indrømmede dommeren. Det var Grace Fris og Dumas, som forlangte dette retsmøde som protest mod fængslingen af Gabinfamilien og fyrst Jean embedsførelse. Afhøringen har vist, at de selv på uhyggelig vis har misbrugt deres høje positioner. De har krænket retten gang på gang. Men efter fængselsopholdet har de krav på en fair retssag med en dygtig forsvarer. Statsadvokat! Hvad er sigtelserne?

- Grace Fris har med alle midler forsøgt at skade fyrstefamilien. Hun vil selv være formynder; det har hun tilstået! Hun og Pascal Dumas sigtes for sammensværgelse, forsøg på statskup, fremskaffelse af falske beviser og påvirkning af vidner ved tortur og sexmisbrug.

- Jeanette, Brigitte og Michel protesterede vildt. Grace så for sig, at hun lå halvnøgen i gabestokken ligesom Domina og hørte sadistens ord:” På gensyn, exfyrstinde Grace!”. Hun udbrød:

- Send mig ikke i kvindefængslet! Jeg bliver voldtaget og pint!

Fyrst Jean rejste sig:

- Ikke nu, da Gabin-sadisterne er uskadeligjort. Græd ikke, Brigitte! Kvindefængslet er tømt for fanger og egner sig glimrende til isolation af enkefyrstinden. Hendes datter kan selv tage med og trøste hende, og jeg skal personligt sørge for, at hun får den behandling, hun fortjener!
- Fortrinligt! sagde dommeren. Før straks Grace Fris til Kvindefængslet!

- Skån mig, Jean! tiggede den smukke fange, og datteren løb hen og klamrede sig til hende.

- Behersk dig, elskede Brigitte! sagde fyrsten og holdt hende fast.

- Kaptajn Reno og hans korporal Coppi greb fat i Graces bare arme og trak og skubbede den kæmpende, bagbundne kvinde ud gennem gangen.

- Du er så lækker at røre ved. Vrid dig bare! hviskede Reno.

- Solen blændede hende og glimtede i det lyse hår. De italienske soldater skubbede menneskemængden væk fra trappen, mens både den og nationalgardisterne forfærdedes ved at se deres tilbedte fyrstinde med forpjusket hår og tøjet i uorden blive ført ud som en forbryder.

Graces kammerpige løb ind foran dem:

- Hvad gør I dog ved fyrstinden?

- Coppi skubbede hende brutalt til side, og da fangen prøvede at rive sig løs, holdt Reno fast i udskæringen, så brystet blottedes helt. Blitzene lynede, og alle stirrede.

- Sadisterne har fængslet mig. Hjælp mig! De vil voldtage mig og tortere mig! råbte hun.

- Men italienerne skubbede hende hurtigt ind på bagsædet af en bil med blændede ruder og smækkede udefra.

- Chauffør! Hjælp mig! råbte hun fortvivlet.

- Men det var kæmpen Hermann, som burde have siddet indespærret i mandefængslet.

- Jeg glæder mig til at hjælpe dig, min skat, sagde han med et sjofelt grin.

Jean og Gina havde taget den grædende Brigitte under hver sin arm, og han overdøvede folkets fyråb:

- Mine kære undersåtter! Min magtsyge svigerinde er mistænkt for alvorlige forbrydelser. Men hun er kun fængslet i to døgn for foragt for retten.

- Lad dem ikke sætte min mor i fængsel! råbte prinsessen.

- Og folkemængden støttede hende kraftigt og harmfuldt.

- Det er udelukkende, fordi hun opførte sig hysterisk i retten. Prinsesserne og jeg tager med for at sikre, at hun bliver behandlet kærligt, forsikrede Jean. Mor og Gina, vil I tage Brigitte med i jeres bil?

Fulgt af protestråb satte fyrsten sig ind ved siden af sin fange, og bilen startede straks. Den frygtelige sandhed var gået op for den bagbundne.

- I havde planlagt sammen med dommeren, at retssagen skulle ende sådan. Det var en fælde!
- Netop. Og min højt begavede svigerinde gik lige i den. Åh, det er lige så smukt, som jeg havde drømt om!

- Hans ene hånd kærtegnede det lækre, nøgne bryst, mens den anden gled op ad det silkestrømpeklædte lår.

- Jean, jeg var din brors hustru!

- Ja, og jeg har altid misundt ham både hans kone og hans trone.

Han skubbede den opslidsede, sorte kjole til side og afslørede strømpekanten, og hånden gled hen ad det bare lår mod hendes skød. Hun sparkede ham over skinnebenet og trak sig væk.

- Mine venner vil befri mig og straffe jer! gispede hun.

- De er enten for kloge eller skræmte til at sætte sig op imod mig. Vi skaffer dynger af beviser mod dig. Men jeg vil frelse dig fra Livias hævn, hvis du anerkender mig som Renés efterfølger både i Montiaco og i din seng!

- Han tog hårdt fat om det bare bryst og forsøgte at kysse de røde, fristende læber.

- Dit svin! Aldrig i min seng!

- Den stolte enke spyttede ham i ansigtet. Han stak hende en lussing.

- Som du vil, tøs! Så voldtager jeg dig mange andre steder.

- Den forkælede filmstjerne og fyrstinde, som aldrig var blevet slået eller hånet, rystede af angst, da bilen strøg ind gennem fængselsporten, som straks blev smækket efter dem. Michel og Jeanette og andre af Graces venner var kørt så hurtigt, at de også var nået frem.

- Hermann! Lænk hende i hallen og giv hende bind for øjnene, mens jeg tager mig af hoben og af Brigitte! Men husk, Grace er min!

Kæmpen løftede den dejlige, sprællende fange op i sine arme som en brud, kælede med de slanke lår, snusede til hendes parfume og slikkede hendes brystvorte.

- Prins Jean forbød dem at begramse mig, indvendte hans skrækslagne byrde.

- Men dine patter er så fristende lækre. Jeg håber, jeg får lov senere. Jeg plejer at få familiens ofre bagefter, grinede han forventningsfuld.

- Simone låste op:

- Det lykkedes! Heksen er fanget! jublede hun.
- Snart efter stod den fornemme arrestant bundet med en lænke fra håndjernene til en tremmedør og fik bind for øjnene, mens de to sadister underholdt hende med sjofle forslag. Hendes råb om hjælp gav genlød i det tomme fængsel.

Udenfor porten råbte folk gang på gang anført af Michel:

- Løslad fyrstinde Grace!

- De italienske vagter skubbede dem til side, og fyrsten sprang op på soklen af en statue:

- Gå kun roligt hjem, mine undersåtter! Ingen krummer et hår på exfyrstindens hoved. Hendes statskup blev kvalt i fødslen, og retfærdigheden vil ske fyldest. Hendes medskyldige vil blive anholdt.

- Jeanette sprang op på statuen.

- I er de skyldige. Min far afslørede jer. Derfor sætter I ham i fængsel.

- Jeg har en arrestordre, råbte Pierre Chabrol. Jeanette Dumas, De er sigtet som medskyldig i Deres fars forbrydelser. Vagter! Pågrib hende!

- Michel greb sin storebror i kraven:

- Dit svin! I tager ikke Jeanette!

- Hun er skyldig. Du har ingen ret til at blande dig i det.

- Frels mig fra sadisterne! råbte pigen og sparkede til den italiener, som greb fat i hendes ankel.

- Jeanette er min forlovede! sagde Michel impulsivt.

- Hun så forundret på sin ven og lyste op midt i fortvivlelsen.

- Jaså. Det var en nyhed, sagde Emile Chabrol. Pierre! Du går for vidt. Jeg finder mig ikke i, at I anholder den uskyldige pige!

- Msr. Borgmester, sagde fyrsten. Vil De tage ansvar for Mlle Dumas" handlinger, og vil De tale i radioen og orientere om dommerens beslutning? Vi må have standset urolighederne, før nogen bliver såret.

- Borgmesteren tøvede:

- Ja, Deres Højhed.

- Om en time vil jeg selv holde tale til mit folk i radioen!

- Jean forsvandt ind ad fængselsporten. Først nu nåede Brigitte ud af bilen, som havde kørt en omvej: - Hvor er mor?

- Det er denne vej, svarede Gina.

- Michel, vil du med ind? spurgte Livia.

- Nej, Deres Højhed, svarede hans forsigtige far for ham, og de tre kvinder forsvandt bag porten.

I bilen havde Brigittes faster og farmor forsøgt at overbevise hende om, at hendes mor var en djævel, som spillede rollen som engel, og at beviserne var så overvældende, at hun ville blive dømt. Men hvis Brigitte ville ægte fyrst Jean, ville han benåde hendes mor. Den chokerede pige svarede, at hun hadede dem alle sammen og aldrig ville tilgive dem, hvis de ikke frigav hendes mor. Livia kaldte prinsessen en tåbelig tøs og befalede fængselsinspektricen at låse hende inde i privatlejligheden, indtil Grace var blevet afhørt. Gina, som holdt meget af sin niece, prøvede at mægle og bad hende tænke på, hvordan hun bedst kunne hjælpe sin fængslede mor.

- Jean er dybt forelsket i dig, og et ægteskab mellem jer to vil løse alle problemer, forsikrede hun.

- Den vildt protesterende teenager blev låst inde sammen med Mme Arnaud.