Mor og far er jo begge forlængst borte. Jeg tror, de levede lykkeligt til deres dages ende - som det hedder i eventyrene.
Morbror Aage og Tante Erna (Kapitel 7) gjorde det samme.
Moster Oda (kapitel 6) fandt en mand. Han er enkemand nu, ringer en gang imellem og siger ‘Davs’.
‘Kisser’ - Jeg tror, hun døde lykkelig. Hvis der nogensinde i vort ægteskab var et ondt ord mellem os, var det i hvert fald ikke noget, der havde med sexuallivet at gøre. I sin himmel tror jeg, hun er glad på mine vegne over, at jeg ikke ‘gik død’, da hun for-svandt fra mig.
Maria ‘Den sorte engel’(kapitel 10 og 11) - lever måske endnu. Jeg har intet hørt, om hende, siden far skrev til hende og fortalte om mors død. Jeg véd end ikke, om hun svarede ham.
Kusine Helga og hendes Gunnar (kapitel 7) lever stadig lykkeligt.
‘Præstens Anna’ (kapitel 13) og hendes mand ligeså. Jeg ser dem jævnligt i uge-bladene. De tilhører de unge, de rige og de smarte.
Brian, ‘Kisser’s søstersøn (kapitel 14 og 15) sidder i en stor stilling, har ‘villa, vovse, viv og Volvo’. Når vi af og til mødes inde i byen, tager vi en øl og griner lidt af hans ungdomstro på, at han var ‘bøsse’ - og som han siger "Onkel Axel. Det var godt, vi opdagede, at ingen af os var bøsser!"
Ellen, Inges og Arnes mor (kapitel 16), blev min faste elskerinde i en meget lang periode.
Min kommende hustru, dejlige Sonja, kender også dén historie.
Inge og Arne (kapitel 17) fortsatte med at komme hos mig en gang om ugen - med deres mors fulde vidende. Søskendeparret gjorde det med hinanden nogle gange, dels hjemme, dels hos mig. Året efter fandt Inge sig en jævnaldrende kæreste - den fyr er bestemt ikke blevet snydt. Dermed holdt hun op med at komme hos mig. Arnes besøg stoppede før søsterens. Han var ikke med de sidste måneder. Havde vist også fundet andre interesser - og en pige på sin egen alder.
Det allerbedste: Min betagethed af drenge forsvandt som dug for solen efter oplevelserne med Arne og hans storesøster.
Sonja (kapitel 18), som ingen - ud over os selv - véd er min søster. Ja, vi er jo lige på vej til at gifte os. Vi har som før fortalt købt hus i Hellerup. Så flytter jeg fra Blidahparken.
Mig selv? Folk, der læser dette. vil måske tro, at jeg blev skadet på min sjæl af det med mor, Moster Oda, "lærer Jens", Gerda, kusine Helga - og alle de andre. Det synes jeg ikke selv.
For mig står hver eneste oplevelse med hver eneste af dem som noget smukt. Som oplevelser, der hver for sig var med til at give mit liv en anden dimension. Hændelser, der formede mig til den lykkelige tilværelse, jeg selv synes, jeg har fået lov at leve.
Jeg er ikke særligt troende, særligt religiøs. Om jeg tror på et liv efter dette? Vist egentlig ikke. Men hvis sjælene svæver rundt et sted deroppe i himmelblået... og hvis de kan følge med i jordelivet hernede; hvis de har mindste indflydelse på vort liv...så tror jeg på,
- at jeg var med til at gøre mor til et lykkeligere menneske,
- at Moster Odas sjæl svæver rundt med lutter glade minder om "lille Axel".
- at Morbror Helge sender taknemmelige vibrationer ned til sin datter Helga,
- at mor for sine onsdags-lykkestunder med Gerda gør det samme. Jeg førte dem jo sammen.
Hvad der er sket med Gerda (kapitel 3 og 4) og med lærer Jens (kapitel 5) aner jeg ikke. Hvis de overhovedet husker mig, håber jeg inderligt for dem, at de mindes vore fælles oplevelser som noget dejligt og positivt. For det gør jeg. Siger ikke Bibelen - som jeg min ateisme til trods regner for en af verdens bedste filosofibøger: "Fordømmer ikke! Thi dommen hører Herren til!"
Hvis Vorherre overhovedet har fattet en brik af, hvordan han selv skabte menneskene (hvis det virkelig var ham, der gjorde det), så har han ingen grund til at dømme en eneste af denne beretnings sjæle til andet end lykken ved nu eller senere at sidde lyksalige ved hans side - oppe i hans himmel. I den syvende.
Det var jo netop i den syvende himmel, begivenhederne bragte mig - og dem - så mange gange her på jorden. Så vi véd, hvor vidunderligt der kan være i Den Syvende Himmel.
Måske skulle jeg kalde denne bog for "Den syvende himmelseng".

Aksel R. Nielsen