Oasis News redaktionen var meget international, om end halvdelen af medarbejderne så ud til at være arabere. Mændene flokkedes om den høje, skandinavisk-udseende skønhed og tog hendes fortrin i øjesyn.

Avis ejeren præsenterede hende som den adelige journalist lady Elizabeth Hampshire, og hun hørte en masse navne og modtog mange håndkys. Murdoff overlod den forvirrede gæst til en ung fototekniker André Moreau, som gav hende franske kindkys og førte hende hen ad gangen.

- Hvor er jeg lykkelig for at se Dem in natura, lady Hampshire! - In natura, monsieur Moreau? Kald mig bare Liz! - Tusind tak, Liz. Kald mig André! - På væggen hang nogle provokerende stærke pornobilleder, som hun forfærdet stirrede på. - Kan De lide dem, øh .. Liz?

- Bagfra lagde han en hånd på hendes hofte. - Nej!! - Hun gik fornærmet videre. - Så vil jeg vise Dem noget smukt. - I det næste lokale mødte blondinen sit eget smilende ansigt på en halv snes fotografier. - De fleste billeder er fra London-redaktionen, forklarede han den målløse Liz.

- Jeg ved godt, jeg blev fotograferet der. Men hvorfor er de sendt hertil? - Miss O"Neill og jeg fik til opgave at følge Dem. Uhm, der er et i hel figur! Vi har også Liz-has artikler. Se! - Liz genkendte sine farlige artikler og et interview med hende. - André, hvorfor skulle I vide så meget om mig? spurgte hun foruroliget.

- Direktør Murdoffs ordre. Glimrende artikel, De skrev om Quaba. Her er Joes fotos til den: en blond skønhed foran paladset og her sammen med selveste sheikh Zubair! - Jeg har ikke engang selv læst den omarbejdede udgave. Kan du vise mig den, André? - Nej, desværre, Liz. Den er sendt afsted. Fandt du din fordums veninde?

- Ja. Det var grufuldt. - Det tænkte jeg nok. Her er et foto fra kostskolen af dig og Narko- Paula. - Narko-Paula? sagde hun forbitret. - Ja, undskyld. I ser lige uskyldige ud på det billede. Tænk, at en så fornem kvindes veninde kan synke så dybt! - Fotografiet var fra skoleafslutningen og viste den lyse og sorthårede pige kind mod kind.

- Hvad ved du om Paula og narkotika? - Det lykkedes mig at finde avisen fra domsdagen. Se politifotoet! - Liz så en rædselsslagen pige og en notits: "Paula Stevens, 23, engelsk sekretær. Mistænkt for narkoimport. Tilstod sig skyldig i narkobesiddelse. Idømt 5 års slaveri:"

- Jeg tror, de tvang Paula til at tilstå! - Mon dog? Her er annoncen fra slaveauktionen: "Paula N1587: 23 år; figur 36, 25, 35 inches; sort hår. Intelligent og sofistikeret, var let at tæmme. Meget smuk. Pris $ 4.200."

- I sælger kvinder som kvæg! rasede Liz. Jeg bliver syg! - Kun dømte forbrydersker. Åh, tilgiv mig! Her er et glas koldt vand. Det var taktløst af mig, når du holder af hende. - André kælede medfølende med hendes skulder, og hun skubbede ham væk.

- Her er dit arbejdsbord, Liz. - Hvor er der en telefon? - Hverken fax eller telefon er tilladt for os dødelige. - Murdoff var kommet ind. - Oasis er topsecret område. Telefoner er kun for virksomhedsejere og politiet, min ven. - Så kan jeg jo låne Deres telefon. Jeg har lovet at ringe til min søster i aften.

- Politiet kan aflytte telefonerne, og jeg ved, at De let kommer til at sige noget forkert, Miss Hampshire. Men vi kan sende et telegram til lillesøster. - Jeg føler mig utryg her i denne perverse stat. Hvorfor har I samlet alle de oplysninger om mig?

- Vore avisers målgruppe er ikke kun det britiske publikum, forklarede australieren. Jeg har bedt min landsmandinde Faye O"Neill fortælle eventyret om den uerfarne engelske lady og den charmerende sheikh.

- Der bliver ingen romantik mellem os!

- Nej, min jomfrudronning Elizabeth. Men vi kan godt lade læserne få det indtryk. Jeg har en glædelig overraskelse til Dem. Zubair ønsker, at De skal være hans borddame.

- Borddame?! Min kjole er slet ikke fin nok.

- Det klarer min sekretær. Vil De lige prøve arbejdsbordet, før vi tager tilbage til hotellet?

- Skal jeg skrive om Oasis? Umuligt. Alt, hvad jeg skriver, bliver strøget af censuren.

- Sikkert, Miss Hampshire, lo Murdoff. Men næste artikel skal først trykkes om 6 dage. Kom nu hellere med til hotellet og få alle Deres frustrationer ud ved at skrive i dagbogen!

I samråd med sin chef skrev Liz et kort telegram til sin søster Britney: "Ankommet til mærkelige Oasis STOP Jeg elsker dig STOP Til fest med sheikhen i aften STOP Elizabeth".- Ordlyden ville vise Arabella, at Liz følte sig utryg.

Hun bad om at få maden op på sit hotelværelse, låste sig inde og skrev harmdirrende i sin dagbog om det menneskerettighedskrænkende, rædselsfulde Oasis og dets slaver og om den underkuede Paula.

Hun fik den ide at klage til den britiske base i Quaba og skrev forskellige udkast. Militært set måtte briterne have overtaget, og de kunne vel også bruge økonomiske trusler. Men det måtte gennemtænkes. Hun krøllede kladderne sammen og smed dem i papirkurven.

Miss Hildon bankede på fløjdøren: - Liz, du skal gøres i stand til festen! - Jeg vil ikke med.

- Hun lukkede Martha ind. - Du er uundværlig for vor kære chef. Hans ven Zubair vil blive dybt krænket, hvis du siger nej. Og se, hvor flot du skal se ud, min skat! - Martha viste hende et hofbalbillede.

- Det er jo en prinsesse med diadem. Men er kjolen ikke for nedringet? - Hun er hertugdatter, så det må være ærbart nok til dig. Her er diademet, og jeg har skaffet en pink kjole, der må passe dig. Tag et brusebad, og så får du denne her frisure! - Et eventyr, sagde den overrumplede pige. - Hun fandt en badekåbe og låste badeværelsesdøren, inden hun klædte sig af.

Den lesbiske sekretær viste sig at være en dygtig frisør. Liz trak flere gange kåben sammen om sig og prøvede at skjule sine lange lår og følte ubehag ved de kærlige berøringer; men frisuren blev flot, halvt opsat med diadem og en lang, lys lok, som faldt ned langs den slanke hals.

De enedes om en ikke for stærk makeup, og så hentede Martha den lange selskabskjole og en g-strengstrusse. - Sådan noget bruger jeg aldrig! - Silkekjolen sidder så tæt, at det ser dumt ud med normale trusser og strømpeholder under, og bh-skålene er indbygget. Hop nu bare i tøjet!

Liz fandt det håbløst at diskutere med den viljestærke Martha. - Ja, ja da. Gå ud, mens jeg klæder mig på! - Er du så bange for, at man skal se, hvad Vorherre har skabt? - Ja. Jeg er bange for alle former for sex i denne fordærvede by! - Interessant, sagde den lesbiske og gik ind til sig selv. - Liz låste døren, tog kåben af og g-strengen på.

Den tynde, pink silkekjole føltes så blød mod den smidige krop og passede alt for perfekt. Den afslørede alle kurver. Opslidsningen gik til midt på låret og var ikke så slem; men ryggen var helt nøgen, og barmen kunne næsten ikke holdes indenfor. Hun så sig i spejlet og måtte indrømme over for sig selv, at alle ville blive begejstrede

- Passer den dig? spurgte Martha spændt. - Næsten. Hvorfra kendte du dog mine mål? - Jeg har blik for det, og jeg tillod mig at låne dit tøj og måle det, svarede hun, mens hun blev lukket ind. Wauw! - Min brystvorte hopper ud, klagede skønheden.

- Nu skal jeg hjælpe dig. - Liz fandt sig i den intime berøring, og snart sad kjolen som støbt. - Er Cinderella snart forvandlet? spurgte Murdoff ude fra gangen. - Lige et øjeblik, sagde hans sekretær og rettede på diademet og sminken. Kom og se vidunderet!

- Du er endnu smukkere, end jeg har drømt om! gispede den erfarne mand. - Hr direktør, jeg er flov over at udstille mig sådan, sagde Liz. - Men for en gangs skyld nød hun at ligne en skønhedsdronning. - De har intet at være flov over med den krop, Miss Hampshire. Her er prikken over i"et.

- Han nærmede sig med et funklende diamanthalsbånd. - Det hele er kun et lån, ikke? sagde Liz bekymret. - Absolut. Alt er et lån. - Hun fandt sig i, at den sexlystne mand kærtegnede hendes bløde hud, mens han langsomt placerede smykket over hendes barm og låste det bag nakken. - Tak, direktør Murdoff. Så er jeg nok pæn nok til festen.

Ponyen, som trak hende hen til festen, var en mand. Det trøstede journalistpigen lidt. Hendes chef var klædt i hvid, arabisk kofte ligesom fyrstesønnen Zubair, som præsenterede ham som sin exsvoger Omar Murdoff og overøste hans ledsagerske med komplimenter.

Den skæggede prins håndkyssede hende helt op til albuen og veg ikke fra hendes side. Velkomstdrinken var champagne, og ved det udsøgte aftensmåltid blev der også serveret vin. Liz kunne ikke undslå sig for at skåle, og selv om hun gjorde alt for at holde sig ædru, blev hun dejlig opstemt.

Selskabet bestod af en snes herrer og 12 damer, midaldrende hustruer og tre smukke sekretærer. Lizs eneste konkurrent som festens stjerne var den iranske prinsesse Jasmin, datter af den sidste shahs nevø.

En blændende skønhed med gnistrende sort hår; men et spotsk drag om munden plus det, at hun pralede med at være lesbisk domina, svækkede mændenes begejstring. Joe filmede og fotograferede alle gæsterne og især Liz og sheikhen og prinsessen.

Dommeren, forsvareren og anklageren fra dagens retsmøde var nu alle langt mere elskværdige over for fredsforstyrrersken. De åd hende med øjnene, og justitsministeren fremlagde sin plan: Ved en høring i domhuset næste dag skulle lady Elizabeth have lov til at foreslå ændringer i Oasis" retspraksis. - Men sheikh Zubair, jeg har ikke studeret jura.

- Til gengæld er De modig, Mylady! - Ja og nej, sagde hun ængsteligt. Jeg er bange for, at jeg kommer til at vise foragt for retten. - Utvivlsomt, smilede han. Derfor giver jeg Dem frit lejde. Intet af, hvad De siger under høringen, kan blive brugt imod Dem. Er vi enige, dommer Kazim?

Den skaldede mand nikkede: - Frisprog under høringen, ærede minister. Det bliver en interessant afveksling. - Liz undertrykte et smil: - Ja, hvor ofte vinder forsvareren? - Den tynde advokat Hussein blev forlegen: - Jeg har vundet adskillige civile sager. Sager om kriminelle er vanskelige. Forbryderne tilstår næsten altid.

- Ja. hvorfor gør de det? - Lad os diskutere det i morgen, lady Elizabeth! sagde den langskæggede anklager og lod hånden glide ned ad hendes bare arm. - Det gav hende en kuldegysning; men Zubairs varme hånd på hendes bare ryg gav hende andet at tænke på. De enedes om at afholde høringen kl.10, og nu skulle de se på optræden.

Nogle dygtige, næsten nøgne akrobater opførte et lille show, og to arabiske skønheder dansede De Syv Slørs dans, men omvendt. De kom nøgne ind kun iført en rubin i navlen, og under den erotiske dans hyllede de sig lidt efter lidt ind i syv gennemsigtige klædningsstykker.

Selv den engelske dydsdragon klappede højt ligesom de andre. At klæde de nøgne slavinder i Oasis på, var netop det, hun drømte om.Men bagefter skulle hun selv danse med en vært, som tydeligt viste, at han længtes efter at holde hende i sine arme både som danse- og sexpartner.

Under valsen holdt hun ham pænt på afstand; men hans hånd kælede ukorrekt med den bare ryg. Liz var et halvt hoved højere, så han havde tæt øjenkontakt med diamantsmykket og de hoppende bryster. Sheikhen hviskede søde ord, og hans læber strejfede hendes skulder.

Musikken slog over i tango. Hun elskede den dans, og det morede hende at blive bøjet bagover. Men så mærkede hun noget hårdt mod sit lår gennem det tynde stof. Det måtte være Zubairs penis. Den uerfarne pige gættede på, at den var større end de flestes.

Liz følte sig erotisk ophidset og ville bekæmpe det. Da melodien sluttede, skyndte hun sig at sige: - Tak for dansen, sheikh. Jeg er nødt til at danse med min chef. - Han havde danset med prinsessen, som netop affærdigede ham med en hånlig latter. Det blev ikke lettere for Liz at holde ham på afstand; men han passede bedre i højden end den første partner.
- De maser mig, hr. direktør, klagede hun efter et par minutter. - Du er vel ikke af glas, skat, sagde han beruset af vin og af hende. - Nej. Men jeg kan ikke lide at blive klemt. - Ikke? - Hun mærkede trykket af det frygtindgydende lem, som hun havde set bore sig ind i Paulas skede, og blev selv fugtig i sin. - Jeg trænger til et glas koldt vand.

Murdoff slap hende godmodigt og hentede vand. Prinsesse Jasmin kom hen til blondinen og vurderede hendes ansigt og krop med frækkere øjne end herrernes. - Dig kunne jeg godt tænke mig. Er Omar Murdoff din elsker? - Nej, prinsesse.

- Kan du bedre lide at gnide din lækre krop op ad en kvinde? - Nej. Jeg hader perversiteter. - Perversiteter? lo Jasmin ondt. Der går rygter om, at du er jomfru. - Ja. Sex hører til i ægteskabet. - Hm. Hun har meget at lære, ikke Omar? - Murdoff kom tilbage med et glas vand. - Jo, kære Jasmin. Og jeg vil meget gerne lære hende det.

Zubair kom ham i forkøbet og fik den næste dans. Han opførte sig pænere og sagde: - Jeg har et dejligt palads i Quaba med swimmingpools og alle former for luksus. Kunne De tænke Dem at holde ferie fra arbejdet hos mig, Mylady? - Som en del af Deres harem? sagde hun med et udfordrende smil. - Allerhelst, ja.

- Han prøvede at kysse hende, og hun hindrede det. - Er De gift, hr justitsminister? - Endnu ikke. De kunne måske blive min yndlingshustru. - Tak for tilbudet, men jeg kan ikke falde for sheikhens charme. - Hans ansigtsudtryk blev hårdt. - Som De vil. Jeg gav Dem chancen, lady Elizabeth.

Anklageren fik den næste dans. Den langskæggede mand dansede ikke godt, men virkede meget interesseret i at klemme og røre ved den velskabte partner. - Er den høring i morgen alvorligt ment, hr anklager?

- Kald mig Uthman, lady Elizabeth! Jeg tager den meget alvorligt, om end jeg tvivler på, at selv De kan overbevise mig, trods Deres åbenlyse kvaliteter. De er modstander af hele slavesystemet, forstår jeg?

- Ja. Det er umenneskeligt og strider mod alle internationale regler. - Men ikke mod Quabas lov, som gælder her. Lad os finde et andet emne, skønjomfru! Er det ikke et eventyr at danse med en fyrstesøn? - Jo. Jeg er meget beæret, Mr Uthman.

Liz bad om en pause for at hvile benene og nyde lidt frugt, og Murdoff kom hen og præsenterede en kraftig, firskåren mand for hende. - Min landsmand Jake Rendell, som har gjort fin karriere her i Oasis. Han er chef for træningscentret. - Er det ikke et forfærdeligt sted? gøs journalisten. Skal man ikke være sadist for at arbejde der?

- Jeg bryder mig ikke om det ord, sagde Jake med drævende australsk dialekt. Men jeg kan lide mit arbejde: at træne nøgne piger. - Hans erfarne blik klædte blondinen af. - Og når jeg gør det grundigt nok, sparer jeg dem for mange af ubehagelighederne siden hen.

- Kender De en slave, som hedder Paula Stevens? - Normalt kan jeg ikke huske slavetøsene. Men da jeg hørte, at ladyen ledte efter en Paula, fandt jeg hende på computeren og huskede hende. Sorthåret, lækker sag. Skræmt og meget let at dressere. - Veninden vendte sig bort fra ham i afsky: - De er en meget ubehagelig person!

Hun gled frivilligt ind i dans med den mere civiliserede og charmerende Zubair. - Hr justitsminister, vidste De, at min veninde Paula er slave? - Murdoff har fortalt mig om jeres .. øh .. samvær. Hun trives bedre end de fleste sexslaver, hører jeg. - Er det muligt, at vi kan hjælpe hende? - Narkohandel er en af de værste forbrydelser.

- Ja, det mener jeg også. Men jeg tror, hun blev tvunget til at tilstå. - Hm. Jeg har hørt, at De er imod, at man presser forbryderne til at tilstå. Lad os se, hvor overbevisende De bliver ved høringen i morgen! Min far er enevældig; men af og til er det godt at høre folkets røst. - Er der nogen reel chance for, at jeg kan forbedre noget?

- En så henrivende kvinde kan få mig til at gøre meget. - Sheikhen kyssede hende på halsen, og hun tænkte: - Ja, hvis jeg betalte med min krop, kunne jeg nok få Paula fri. Men der sætter jeg grænsen.

- Jeg føler mig som Cinderella, sagde hun. Jeg har haft en vidunderlig aften og danset med prinsen. Men nu må jeg afsted. - Zubair skjulte sin ærgrelse med en latter: - Og ved midnat bliver min smukke dansepartner til et græskar!

- Ja, lo Liz. Det vil vi ikke risikere. Og jeg skal være frisk i hjernen til det vigtige møde i morgen. - Hun blev pludselig nervøs. - De garanterer vel 100%, at jeg ikke kan straffes for, hvad jeg siger? - De har mit æresord på, at intet af, hvad De siger under høringen, kan bruges imod dem. Og jeg vil selv være til stede og nyde synet af Dem, skønjomfru!

På sit hotelværelse tog Askepot drømmekjolen af. Champagnerusen og tilbedernes åbenlyse begær havde gjort den uerfarne kvinde længselsfuld efter at opleve et samleje. G-strengen strammede om hendes skød og numserevne og gjorde hende endnu mere erotisk opstemt.

Hun gjorde sig i stand til natten og lagde sig nøgen under sengetæppet og legede med sine bryster. - Er jeg virkelig så dejlig, som de påstår? spurgte hun sig selv. Lige så smuk som den skønne prinsesse Jasmin? "Dig kunne jeg godt tænke mig," sagde hun frækt. Det er dumt, at hun er lesbisk. Hvor det synd for de mænd, som ellers kunne nyde hende!

Det er det samme, de bebrejder mig. Hvis jeg var så fræk som mange andre på 23 år, kunne jeg have væltet mig i sengen med den ene elsker efter den anden. Jeg vil snart elskes af en dejlig mand, af Prinsen på den hvide hest.

Jeg kunne blive prins Zubairs yndlingshustru. Tænk, hvis han lå hos mig nu og borede den hårde penis ind i mig, som jeg mærkede mod mit lår! Nej, han er ikke høj nok til mig. Murdoff passer bedre, et rigtig kraftigt mandfolk.

Det var frygteligt at se hans store penis og se ham voldtage Paula på bordkanten. Voldtage? Hun lod da til at kunne lide det. Tænk, at min stolte veninde kan nedværdige sig så dybt!Ingen af de mandschauvinister skal have mig.

- Hun havde to fingre inde mellem kønslæberne og rørte ved klitoris. Den var så overfølsom, og det havde hjulpet hende til at afvise de tilbedere, hun havde syntes bedst om, i tide. - Jeg venter på den Eneste Ene. Vi behøver ikke vente til brudenatten. Så snart jeg får ring på, skal han få lov til at tage min krop i besiddelse. Åh nej, det er forkert at masturbere. Jeg skal sige noget klogt til høringen. Jeg må sove nu og planlægge det i morgen tidlig. Det bliver en betydningsfuld dag.

5
Martha bankede hårdt på døren og råbte: Liz! Vågn op, sovetryne! Du skal optræde i domhuset om en time. - Journalistpigen havde svage tømmermænd og bandede af sig selv. Hun skulle jo have forberedt en tale og overbevisende argumenter.

Nå, alt i Oasis var så milevidt fra menneskerettighederne, at det var let at foreslå reformer. Et brusebad og kaffe gjorde hende helt vågen, og hun klædte sig meget anstændigt på i spadseredragt med knælang nederdel.

Da hun var nødt til at køre med ponyvogn, ville hun køre alene for ikke at trætte slaven og valgte en kraftig blondine, som lignede en østeuropæisk atletikpige. Seletøjet sad under pandehåret, ned langs ørerne og rundt om hagen, og et reb under barmen fik den til at strutte. - Godmorgen. Jeg skal til domhuset. Hvad hedder du? spurgte Liz.

- Ponyen så mistænksomt på damen. Slaver blev næsten kun spurgt om deres navn, hvis passageren ville klage over dem. - Svetlana 1394, herskerinde. - Hænderne var bundet til vognen, så det var umuligt at give pigen hånden, så Liz rørte blidt ved hendes skulder: - Hvor kommer du fra? - Ukraine, herskerinde.

- Stakkels ven. Løb i det tempo, som passer dig bedst! Jeg pisker absolut ikke.

Murdoff lagde en mønt i vognens sparebøsse: - Er det en strikkeklub? Afgang! - Vognen sakkede bagud, men nåede da omsider til domhuset, hvor Zubair modtog den engelske pige uhyre elskværdigt med kys på begge kvinder.

Hun fik plads på vidnebænken, justitsministeren satte sig ved siden af dommer Kazim, og Uthman skulle diskutere med hende. Blandt tilskuerne var prinsesse Jasmin og de fleste fra redaktionen.

Journalistpigen holdt en kort tale om menneskerettigheder og internationalt retsvæsen, fx om forbud mod slaveri og tortur og om, at al tvivl skulle komme den sigtede til gode. - Frem for at spærres inde i fængsler, er det så ikke langt bedre, at forbryderne gør nytte i samfundet? spurgte advokaten.

- Jo. Men giv dem anstændigt arbejde! Og hvorfor skal de ulykkelige kvinder nedværdiges og gå nøgne og tvinges til prostitution?

- De afklædte kvinder er ikke prostituerede, for de får ikke løn for deres ydelser. Sexslaverne er meget vigtige for Oasis" økonomi. Vi har ellers ingen seværdigheder. Mange internationale firmaer slår sig ned her, og turisterne kommer kun for at se de kriminelle skønheder, lady Elizabeth.

- Ja, hvorfor er alle de kvindelige dømte så smukke? Bliver de lokket i en fælde? - Antyder De, at jeg dømmer nogle uskyldige? brød dommeren ind. - Høje dommer, det håber jeg ikke. Men for at undgå en hårdere dom, kan nogen presses til at erklære sig skyldige. - Der må jeg give lady Elizabeth ret, sagde anklageren.

Fem år er alt for lidt. Mange slipper for billigt ved at tilstå. - Det var bestemt ikke det, Liz mente. - Det jeg mener er, at forsvareren må have langt mere tid til at finde vidner, som kan støtte den sigtede, og til at krydsforhøre anklagerens vidner. Mr Hasan, hvor mange kriminelle sager har de vundet?

- Endnu ingen, sagde forsvareren forlegent. Næsten alle forbryderne tilstår. - Netop. Derfor skal man holde op med at presse de anklagede til at tilstå, og forsvareren skal have langt bedre vilkår og mere tid. Og jeg foreslår, at der indføres humane fængselsstraffe i stedet for slaveriet.

- Skal forbryderne spilde deres tid i fængslet? spurgte Uthman hånligt. - "Spilde deres tid", gentog journalistpigen hidsigt. Jeg vil hellere spilde min tid end blive overgramset og voldtaget af liderlige mandfolk! - Så må De lade være med at begå forbrydelser, lady Elizabeth.

Hans ord og ubehagelige tone fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. - Ingen må stemples som forbrydere, før det er bevist i en retssal, at de er skyldige. Ifølge de internationale retsregler, skal der .. . - En araber i politiofficersuniform gik tværs igennem salen og hen til vidnebænken: - Elizabeth Hampshire!

De er anholdt, sigtet for landsskadelig virksomhed. - Et håndjern smækkede om Lizs højre håndled. Dybt chokeret prøvede hun at rive sig løs. Den erfarne politichef vred brutalt begge hendes arme om på ryggen. Trods den høje blondines desperate modstand og protester blev hendes håndled lænket sammen.

- Hjælp! Jeg har ikke gjort noget forkert! Hr justitsminister, så hjælp mig dog! De lovede, at jeg kunne tale frit uden risiko. - Ja, min ven. Jeg kunne ikke drømme om at bryde mit ord, sagde Zubair. Intet af, hvad du har sagt under høringen, må bruges imod dig. Men hvis du har begået forbrydelser forinden, må det straks undersøges.

- Politiet har ransaget den anklagedes hotelværelse og fundet denne belastende dagbog og breve til en fremmed militærmagt. - Politichefen afleverede bevismaterialet til Uthman. Journalisten genkendte sin dagbog og de sammenkrøllede kladder og blev endnu mere angst. - Sæt hende på anklagebænken! befalede dommeren.

- Det kan I ikke. I har ikke ret til ..., råbte den bagbundne pige, mens politichefens hånd lukkede sig om et blødt bryst, og han skubbede hende hen på bænken. Nederdelen gled op over lårene.

- Viser De foragt for retten? afbrød Kazim. - Jeg har krav på en forsvarer! - Jeg påtager mig gerne opgaven, sagde Hasan. - En forsvarer, som altid taber, tænkte Liz gysende og ruskede i håndjernene. Snart står jeg nøgen og bliver dømt til ... . Nej, det må ikke ske!}

- Lad mig se politiets beviser! sagde den tynde advokat og forsøgte at spille myndig. - Dagbogen er en lang nedrakning af vort elskede Oasis, hævdede politichefen. Og brevene beder briterne om militær indgriben imod os. - Det passer ikke! udbrød Liz. - Ti stille, Elizabeth. Sidste chance! advarede den skaldede dommer.

- Jeg har understreget afslørende ord: militærmagt .... økonomisk pres ... unge britiske piger piskes og voldtages - befri slaverne, læste politichefen - Brevet er ufærdigt og er vel ikke blevet sendt, indvendte forsvareren.

- Nej. Vi afværgede forbrydelsen i tide. - Min klient fortrød det, ikke sandt, lady Elizabeth? - Jo. Jeg fortryder det. Anklageren læste op af dagbogen: - Umenneskeligt samfund .. perverst .. afskyeligt!

Sådan beskriver den ondskabsfulde tøs vort fædreland. Og en intim veninde, en narkodømt sexslave, vil hun befri! - Tilskuerne gav højlydt udtryk for deres harme. - Høje dommer, sagde Hasan. Tillad, at jeg fører vidner til fordel for den anklagede!

- Værsgod, hr forsvarer! Det kan næppe ændre resultatet, sagde Kazim med et ondt smil. - Den skælvende pige havde set sig om i forsamlingen efter forbundsfæller. Sheikhen sad med et mærkeligt udtryk i ansigtet, Martha smilede, men ikke opmuntrende, den iranske prinsesse så forventningsfuld på skuespillet, og Joe filmede!

- Deres arbejdsgiver? spurgte forsvareren. - Ja, direktør Murdoff kan vidne til fordel for mig, sagde hun og tænkte: - Jeg mistror ham. Men han har pligt til at beskytte mig. - Den kraftige australier tog plads på vidnebænken, og Hasan spurgte, hvorfor han havde taget den uerfarne journalist med.

- Miss Hampshire havde skrevet nogle højst ufordelagtige artikler om Oasis i et engelsk sensationsblad. Jeg tilbød, at hun kunne blive min elev og lære sandheden om dette paradis at kende og skrive om det. Fyrstens søn var uhyre elskværdig og behandlede hende som en prinsesse; men alligevel talte hun stadig nedsættende om forholdene her.

Anklageren brød ind: - Har De hørt hende bruge ord som umenneskeligt, perverst, afskyeligt? - Joh. Et par af dem. - Ville de artikler, hun skriver, kunne vække international skandale og skade Quaba? - Kun hvis hun får mulighed for at sende dem ud. Jeg fjernede alle de negative sætninger og omredigerede hendes eneste artikel, før den blev sendt til London. - Min klient er altså uskadelig? var Hasans kejtede forsøg på et forsvar.

- Hvis hun uskadeliggøres, fastslog Uthman. Har hun spioneret og sammensvoret sig med nogen fra militærbasen? - Det håber jeg ikke, sagde hendes "beskytter". Men allerede i Quabas lufthavn kontaktede hun en britisk soldat. - Hr direktør! De bagtaler mig. - Liz rejste sig med tårer i øjnene. Har I alle sammensvoret jer imod mig?

- Elizabeth Hampshire, jeg dømmer Dem for foragt for retten. Sæt Dem! - Hun sank ned på bænken skælvende af angst. Var rejsen en fælde, som hendes chef havde lagt for hende? - Direktør Murdoff, i går viste de justitsministerens dokument, som gav min klient særlige rettigheder. Hvad stod der helt præcis? spurgte forsvareren. - Vidnet tog papiret frem og læste:

- "Hjælp den nysgerrige journalist med at få et grundigt kendskab til retssystemet i Oasis!" - Dommeren lo hånligt: - Vi vil sørge for, at den nysgerrige tøs lærer det grundigt at kende.

- Ja, høje dommer, sagde Uthman. Den anklagede har gjort alt for at skade vort lands internationale omdømme, i sit hjemland og her. Hun forsøger at få fremmede organisationer og militærmagter til at omstøde vort retssystem og sætte kriminelle straffefanger fri. Den farlige oprørerske fortjener lovens strengeste straf.

- Hr justitsminister, hjælp mig! Jeg har intet ondt gjort, råbte den fortvivlede fange. - Høje dommer, sagde Zubair. Den unge forbryderske har skuffet mig dybt. Jeg har gjort alt for at hun skulle få et positivt indtryk, og så lønner hun mig på den måde. Men trods alt sætter jeg stor pris på hende. - Og jeg holder også meget af min smukke unge elev, tilføjede chefen.

- Hvor længe har hun været i Oasis? spurgte forsvareren. - Kun et døgn. - Så det hele skyldes den stakkels piges uvidenhed. Vær nådig! - Uvidenhed er en skærpende omstændighed, når hun vover at dømme Oasis.

Døm hende lige så hårdt! tordnede anklageren. - Høje dommer. Min familie er adelig og velhavende. Kan de ikke købe mig fri? spurgte ladyen desperat. - Bestikkelse! noterede den lille dommer. - Nej. Jeg mener, kan de ikke købe mig?

- Teoretisk set. Hvis de når frem og byder højest den dag, du bliver solgt på auktion! Men det er forbudt at føre slaver ud af Oasis. - Det kan I ikke. Jeg kan ikke blive slave. Jeg er jomfru. - Taberen spillede sin sidste trumf ud. - Jomfru? Ja, det går der rygter om. Og det er ingen hindring. Tværtimod, sagde den liderlige dommer.

Så indbringer du et større beløb til staten, når vi sælger dig. - Den rædselsslagne ungmø kneb benene sammen. Det måtte være et mareridt; men håndjernene var alt for virkelige. - I må ikke gøre det imod mig. Det er for grufuldt, græd hun.

- Lady Elisabeth er ikke dømt endnu, nævnte forsvareren stilfærdigt. - Næh. Elizabeth, stil dig ud midt på gulvet! Tag håndjernene af hende! - Den skælvende blondine kom på benene og gned de frie håndled, men vidste, at det var et ondt varsel. - Tilstår du, at du ville afskaffe slaveriet og revolutionere retssystemet og bede en fremmed magt påtvinge os et nyt?

- Høje dommer, det tilkommer ikke mig at ... . - Du har pligt til at tale sandhed. Hvis du havde magt til det, ville du så ændre systemet og ophæve slaveriet? - Det var håbløst. Med et ja, dømte hun sig selv. Hvis hun svarede nej, kunne de dømme hende for at lyve. - Ja, hviskede hun.

- Dermed er hendes skyld bevist, fastslog dommeren. - Hr justitsminister, tiggede den fordømte. - Ja, min skat. Lad os høre folkets røst! - Ja. Hvad mener I om denne farlige forbryderske? spurgte anklageren. - Nogle spæde pip om, at det var synd for den unge pige, blev overdøvet af et fuldtonende SKYLDIG!

- Elizabeth Hampshire. Jeg dømmer dig til livsvarigt slaveri, forkyndte dommeren. - Kan man ikke hævde, at hun har tilstået og dømme mildere, spurgte forsvareren.- Det synes ladyen er uretfærdigt, sagde Kazim hånligt. Klæd dig af, tøs!

"Tøs", Liz ønskede, at jorden ville opsluge hende. En brændende smerte i endebalderne kom fra et hvinende slag af retsbetjentens spanskrør. Den artige pige var aldrig før blevet slået og gispede: - Jeg skal nok. Slå mig ikke! - Hun knappede jakken op og lod den glide bagover. Betjenten trak den af. Med rystende hænder knappede hun den hvide bluse op og så ned på sine kupler. - Nej. Jeg kan ikke!

- Jomfruen flygtede mod døren og sparkede og slog, da mange hænder greb hende og rev blusen af hende. Politichefen fik hurtigt den desperat kæmpende pige under kontrol og låste hendes hænder på ryggen.

Han flåede brystholderen af, så den slanke blondine stod nøgen til bæltestedet, og vendte hende mod publikum. For første gang kunne fremmede nyde synet af de perfekte, højtsiddende bryster med de lyserøde spidser.

Så blev hun skubbet hen foran dommer og minister, mens politichefen lynede nederdelen ned, og den sank ned over de strømpeklædte, lange lår og veldrejede lægge. Kun tynde, lyseblå trusser og strømpeholder dækkede lidt. Anklageren rev diademet af, så de lyse lokker faldt ned over de nøgne skuldre.

Liz prøvede at skubbe med albuerne og at sparke, da de to mænd delte fornøjelsen ved at overgramse hendes balder, hofter, flade maveskind og krøllerne på venushøjen, mens de trak trusserne ned. De trådte til side for at udstille hende.

Publikum stirrede vellystigt på de runde balder og skamlæberne under dem, og den rødmende pige dækkede så meget, som hun kunne med de bagbundne hænder. Men intet skjulte de vidunderlige bryster, den lyshårede mis, som beviste, at hun var ægte blondine, og skamlæberne for Kazims og Zubairs liderlige blikke.

Fortvivlet sank hun ned på knæ og hulkede: - Jeg vil hellere dø! - Med et ondt smil sagde den skaldede dommer: - Vil du hellere halshugges? - Den dømte pige huskede en tegning af en nøgen, arabisk prinsesse som knælede med hovedet på blokken, mens bødlen hævede sit sværd.

Hun så op i Kazims øjne og følte, at han så det samme billede for sig. Grufuldt, men sexslaveri var værre end døden. - Ja, stønnede hun. - Desværre, lady Elizabeth. Dødsstraffen er afskaffet. Op og stå!

- Desperationen fik Liz til at bide hovedet af al skam, og mens Uthman trak den næsten nøgne pige op at stå, skreg hun: - Sheikh Zubair, jeg vil gøre alt for dem! - For sent, sagde han. - Triumfen var blandet med medlidenhed. - Høje dommer, som minister har jeg vel mulighed for at mildne dommen?

- Hvis slaven angrer og viser blind lydighed i en årrække, kan justitsministeren forkorte en livstidsdom. Men det er irrelevant nu. Spred benene, tøs! - Den skælvende slave fattede ikke, at dette kunne overgå hende. Spanskrøret trak en rød stribe hen over den hvide numse, og den hvinende smerte fik hende til at sprede lårene, så mændene kunne nyde synet af kusselæberne.

- Elizabeth, jeg dømmer dig til at være sexslave resten af livet. Før tøsen til træningscentret!
- Politichefen bandt et mørkerødt slavehalsbånd om den hulkende piges hals og smækkede en hængelås med lænke i og trak afsted med den modstræbende slave. Uthman gav hende et hårdt klask bagi, så hun snublede fremad på de høje hæle.
Fremmede hænder greb fat i den bagbundnes bryster og lår, så betjentene måtte få dem på afstand. - Jeg er hendes nærmeste! lød Marthas stemme, og hun masede sig ind foran slavinden og kælede med hendes barm og skød, mens hun sagde:

- Stakkels Liz. Du gik lige i fælden. Men vi glemmer dig ikke. - Politichefen skubbede hende væk og trak den skrækslagne, afklædte sexslave forbi de gramsende hænder ud på trappen foran domhuset. Hun hørte Jasmins stemme: - Vi ses, lady!

Anklageren overtog fangen, holdt lænken bag hendes ryg, så alle kunne se barmen og kussen og råbte: - Kære medborgere. Her ser I en ondskabsfuld engelsk oprører, som opfordrede sine landsmænd til at undertvinge os.

Nu får hun sin velfortjente straf til glæde for borgerne i Oasis! - Skældsord lød op mod den fortvivlede pige. Heks og tæve = witch og bitch rimede, og en råbte: - Lad os kneppe den luder straks! - Mange gav ham ret. - Næh. Hun skal optrænes først, sagde Uthman strengt, og de lovlydige Oasis-folk gav plads.

Murdoff stod parat med to ponyvogne. - Så, min skat. Du kan jo så godt lide at løbe efter en vogn. - Han lagde en hånd på hendes blonde trekant og en ind mod numserevnen. - Hr direktør, frels mig fra dette helvede!

- Uthman løste hendes håndjern, men hun opdagede det knap nok, inden han havde flyttet dem hen foran og flyttet halslænken, så hendes hænder var lænket til vognens bagsmæk.

- Jeg tager med dig til træningscentret, lovede chefen. Af med skoene! - Til sin gru indså den ærbare Liz, at hun skulle løbe nøgen gennem byen! Hun huskede den pige, hun havde løbet om kap med dagen før; nu var hun selv nøgen slave.

Anklageren blev kusk, og jomfruen blev trukket efter vognen. Han svingede en lang ridepisk mod ponypigens ryg og holdt den truende hen mod Liz. - Løb, slavetøs! - Ørkensolen brændte, hun blev hurtigt forpustet og svedig, og lænken blev stram.

Det lyse hår svingede over skuldrene og ind foran ansigtet. Pludselig trak pisken en rød stribe hen over Lizs overarm, skulder og ryg, så hun skreg af smerte og satte farten op.

Folk på gaden stirrede vellystigt og nysgerrigt på den langbenede blondine. Synet var ellers dagligdags; men denne slavinde havde strømper og holder på og var usædvanligt velskabt. Enkelte genkendte hende fra Oasis News morgenavis, som afbillede ladyen sammen med sheikhen. De pegede og råbte engelske hånsord efter hende.

Barmen var delvist skjult mellem armene; men der var frit udsyn til numsen og skamlæberne bagfra. Murdoff kørte lige bagefter og nød det. Han lod sin pony løbe op på siden af vognen. - Vidunderlige tøs! Din krop er så smuk, når man kan se det hele. Sæt farten op! Der er ikke så langt. - Det er et mareridt. Jeg må vågne! tænkte ladyen.

- Men pisken ramte den anden skulder og ryg og beviste, at nutiden var grufuld, og fremtiden tegnede til at blive endnu mere afskyelig. Sveden løb ned ad ansigtet og kavalergangen og den nøgne krop. Brysterne hævede og sænkede sig, mens hun gispede højlydt af overanstrengelse. Løbebåndet på fitnesscentret var noget helt andet end denne vanærende, frygteligt hårde tur. Strømpefødderne blev snart slidt af, og den ene strømpe faldt ned om anklen.

Hjertet hamrede vildt i den udmattede pige, det værkede i alle muskler, og hun var næsten bevidstløs, da vognen endelig standsede ved en stor, grim bygning. Anklageren frigjorde lænken fra vognen og trak slaven ind med hænderne først, og hendes exchef skubbede hende frem, mens han følte på alle de lækre kurver, numsehullet og kussen og tog forskud på et samleje.