Martha bankede hårdt på døren og råbte: Liz! Vågn op, sovetryne! Du skal optræde i domhuset om en time. - Journalistpigen havde svage tømmermænd og bandede af sig selv. Hun skulle jo have forberedt en tale og overbevisende argumenter.

Nå, alt i Oasis var så milevidt fra menneskerettighederne, at det var let at foreslå reformer. Et brusebad og kaffe gjorde hende helt vågen, og hun klædte sig meget anstændigt på i spadseredragt med knælang nederdel.

Da hun var nødt til at køre med ponyvogn, ville hun køre alene for ikke at trætte slaven og valgte en kraftig blondine, som lignede en østeuropæisk atletikpige. Seletøjet sad under pandehåret, ned langs ørerne og rundt om hagen, og et reb under barmen fik den til at strutte. - Godmorgen. Jeg skal til domhuset. Hvad hedder du? spurgte Liz.

- Ponyen så mistænksomt på damen. Slaver blev næsten kun spurgt om deres navn, hvis passageren ville klage over dem. - Svetlana 1394, herskerinde. - Hænderne var bundet til vognen, så det var umuligt at give pigen hånden, så Liz rørte blidt ved hendes skulder: - Hvor kommer du fra? - Ukraine, herskerinde.

- Stakkels ven. Løb i det tempo, som passer dig bedst! Jeg pisker absolut ikke.

Murdoff lagde en mønt i vognens sparebøsse: - Er det en strikkeklub? Afgang! - Vognen sakkede bagud, men nåede da omsider til domhuset, hvor Zubair modtog den engelske pige uhyre elskværdigt med kys på begge kvinder.

Hun fik plads på vidnebænken, justitsministeren satte sig ved siden af dommer Kazim, og Uthman skulle diskutere med hende. Blandt tilskuerne var prinsesse Jasmin og de fleste fra redaktionen.

Journalistpigen holdt en kort tale om menneskerettigheder og internationalt retsvæsen, fx om forbud mod slaveri og tortur og om, at al tvivl skulle komme den sigtede til gode. - Frem for at spærres inde i fængsler, er det så ikke langt bedre, at forbryderne gør nytte i samfundet? spurgte advokaten.

- Jo. Men giv dem anstændigt arbejde! Og hvorfor skal de ulykkelige kvinder nedværdiges og gå nøgne og tvinges til prostitution?

- De afklædte kvinder er ikke prostituerede, for de får ikke løn for deres ydelser. Sexslaverne er meget vigtige for Oasis" økonomi. Vi har ellers ingen seværdigheder. Mange internationale firmaer slår sig ned her, og turisterne kommer kun for at se de kriminelle skønheder, lady Elizabeth.

- Ja, hvorfor er alle de kvindelige dømte så smukke? Bliver de lokket i en fælde? - Antyder De, at jeg dømmer nogle uskyldige? brød dommeren ind. - Høje dommer, det håber jeg ikke. Men for at undgå en hårdere dom, kan nogen presses til at erklære sig skyldige. - Der må jeg give lady Elizabeth ret, sagde anklageren.

Fem år er alt for lidt. Mange slipper for billigt ved at tilstå. - Det var bestemt ikke det, Liz mente. - Det jeg mener er, at forsvareren må have langt mere tid til at finde vidner, som kan støtte den sigtede, og til at krydsforhøre anklagerens vidner. Mr Hasan, hvor mange kriminelle sager har de vundet?

- Endnu ingen, sagde forsvareren forlegent. Næsten alle forbryderne tilstår. - Netop. Derfor skal man holde op med at presse de anklagede til at tilstå, og forsvareren skal have langt bedre vilkår og mere tid. Og jeg foreslår, at der indføres humane fængselsstraffe i stedet for slaveriet.

- Skal forbryderne spilde deres tid i fængslet? spurgte Uthman hånligt. - "Spilde deres tid", gentog journalistpigen hidsigt. Jeg vil hellere spilde min tid end blive overgramset og voldtaget af liderlige mandfolk! - Så må De lade være med at begå forbrydelser, lady Elizabeth.

Hans ord og ubehagelige tone fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. - Ingen må stemples som forbrydere, før det er bevist i en retssal, at de er skyldige. Ifølge de internationale retsregler, skal der .. . - En araber i politiofficersuniform gik tværs igennem salen og hen til vidnebænken: - Elizabeth Hampshire!

De er anholdt, sigtet for landsskadelig virksomhed. - Et håndjern smækkede om Lizs højre håndled. Dybt chokeret prøvede hun at rive sig løs. Den erfarne politichef vred brutalt begge hendes arme om på ryggen. Trods den høje blondines desperate modstand og protester blev hendes håndled lænket sammen.

- Hjælp! Jeg har ikke gjort noget forkert! Hr justitsminister, så hjælp mig dog! De lovede, at jeg kunne tale frit uden risiko. - Ja, min ven. Jeg kunne ikke drømme om at bryde mit ord, sagde Zubair. Intet af, hvad du har sagt under høringen, må bruges imod dig. Men hvis du har begået forbrydelser forinden, må det straks undersøges.

- Politiet har ransaget den anklagedes hotelværelse og fundet denne belastende dagbog og breve til en fremmed militærmagt. - Politichefen afleverede bevismaterialet til Uthman. Journalisten genkendte sin dagbog og de sammenkrøllede kladder og blev endnu mere angst. - Sæt hende på anklagebænken! befalede dommeren.

- Det kan I ikke. I har ikke ret til ..., råbte den bagbundne pige, mens politichefens hånd lukkede sig om et blødt bryst, og han skubbede hende hen på bænken. Nederdelen gled op over lårene.

- Viser De foragt for retten? afbrød Kazim. - Jeg har krav på en forsvarer! - Jeg påtager mig gerne opgaven, sagde Hasan. - En forsvarer, som altid taber, tænkte Liz gysende og ruskede i håndjernene. Snart står jeg nøgen og bliver dømt til ... . Nej, det må ikke ske!}

- Lad mig se politiets beviser! sagde den tynde advokat og forsøgte at spille myndig. - Dagbogen er en lang nedrakning af vort elskede Oasis, hævdede politichefen. Og brevene beder briterne om militær indgriben imod os. - Det passer ikke! udbrød Liz. - Ti stille, Elizabeth. Sidste chance! advarede den skaldede dommer.

- Jeg har understreget afslørende ord: militærmagt .... økonomisk pres ... unge britiske piger piskes og voldtages - befri slaverne, læste politichefen - Brevet er ufærdigt og er vel ikke blevet sendt, indvendte forsvareren.

- Nej. Vi afværgede forbrydelsen i tide. - Min klient fortrød det, ikke sandt, lady Elizabeth? - Jo. Jeg fortryder det. Anklageren læste op af dagbogen: - Umenneskeligt samfund .. perverst .. afskyeligt!

Sådan beskriver den ondskabsfulde tøs vort fædreland. Og en intim veninde, en narkodømt sexslave, vil hun befri! - Tilskuerne gav højlydt udtryk for deres harme. - Høje dommer, sagde Hasan. Tillad, at jeg fører vidner til fordel for den anklagede!

- Værsgod, hr forsvarer! Det kan næppe ændre resultatet, sagde Kazim med et ondt smil. - Den skælvende pige havde set sig om i forsamlingen efter forbundsfæller. Sheikhen sad med et mærkeligt udtryk i ansigtet, Martha smilede, men ikke opmuntrende, den iranske prinsesse så forventningsfuld på skuespillet, og Joe filmede!

- Deres arbejdsgiver? spurgte forsvareren. - Ja, direktør Murdoff kan vidne til fordel for mig, sagde hun og tænkte: - Jeg mistror ham. Men han har pligt til at beskytte mig. - Den kraftige australier tog plads på vidnebænken, og Hasan spurgte, hvorfor han havde taget den uerfarne journalist med.

- Miss Hampshire havde skrevet nogle højst ufordelagtige artikler om Oasis i et engelsk sensationsblad. Jeg tilbød, at hun kunne blive min elev og lære sandheden om dette paradis at kende og skrive om det. Fyrstens søn var uhyre elskværdig og behandlede hende som en prinsesse; men alligevel talte hun stadig nedsættende om forholdene her.

Anklageren brød ind: - Har De hørt hende bruge ord som umenneskeligt, perverst, afskyeligt? - Joh. Et par af dem. - Ville de artikler, hun skriver, kunne vække international skandale og skade Quaba? - Kun hvis hun får mulighed for at sende dem ud. Jeg fjernede alle de negative sætninger og omredigerede hendes eneste artikel, før den blev sendt til London. - Min klient er altså uskadelig? var Hasans kejtede forsøg på et forsvar.

- Hvis hun uskadeliggøres, fastslog Uthman. Har hun spioneret og sammensvoret sig med nogen fra militærbasen? - Det håber jeg ikke, sagde hendes "beskytter". Men allerede i Quabas lufthavn kontaktede hun en britisk soldat. - Hr direktør! De bagtaler mig. - Liz rejste sig med tårer i øjnene. Har I alle sammensvoret jer imod mig?

- Elizabeth Hampshire, jeg dømmer Dem for foragt for retten. Sæt Dem! - Hun sank ned på bænken skælvende af angst. Var rejsen en fælde, som hendes chef havde lagt for hende? - Direktør Murdoff, i går viste de justitsministerens dokument, som gav min klient særlige rettigheder. Hvad stod der helt præcis? spurgte forsvareren. - Vidnet tog papiret frem og læste:

- "Hjælp den nysgerrige journalist med at få et grundigt kendskab til retssystemet i Oasis!" - Dommeren lo hånligt: - Vi vil sørge for, at den nysgerrige tøs lærer det grundigt at kende.

- Ja, høje dommer, sagde Uthman. Den anklagede har gjort alt for at skade vort lands internationale omdømme, i sit hjemland og her. Hun forsøger at få fremmede organisationer og militærmagter til at omstøde vort retssystem og sætte kriminelle straffefanger fri. Den farlige oprørerske fortjener lovens strengeste straf.

- Hr justitsminister, hjælp mig! Jeg har intet ondt gjort, råbte den fortvivlede fange. - Høje dommer, sagde Zubair. Den unge forbryderske har skuffet mig dybt. Jeg har gjort alt for at hun skulle få et positivt indtryk, og så lønner hun mig på den måde. Men trods alt sætter jeg stor pris på hende. - Og jeg holder også meget af min smukke unge elev, tilføjede chefen.

- Hvor længe har hun været i Oasis? spurgte forsvareren. - Kun et døgn. - Så det hele skyldes den stakkels piges uvidenhed. Vær nådig! - Uvidenhed er en skærpende omstændighed, når hun vover at dømme Oasis.

Døm hende lige så hårdt! tordnede anklageren. - Høje dommer. Min familie er adelig og velhavende. Kan de ikke købe mig fri? spurgte ladyen desperat. - Bestikkelse! noterede den lille dommer. - Nej. Jeg mener, kan de ikke købe mig?

- Teoretisk set. Hvis de når frem og byder højest den dag, du bliver solgt på auktion! Men det er forbudt at føre slaver ud af Oasis. - Det kan I ikke. Jeg kan ikke blive slave. Jeg er jomfru. - Taberen spillede sin sidste trumf ud. - Jomfru? Ja, det går der rygter om. Og det er ingen hindring. Tværtimod, sagde den liderlige dommer.

Så indbringer du et større beløb til staten, når vi sælger dig. - Den rædselsslagne ungmø kneb benene sammen. Det måtte være et mareridt; men håndjernene var alt for virkelige. - I må ikke gøre det imod mig. Det er for grufuldt, græd hun.

- Lady Elisabeth er ikke dømt endnu, nævnte forsvareren stilfærdigt. - Næh. Elizabeth, stil dig ud midt på gulvet! Tag håndjernene af hende! - Den skælvende blondine kom på benene og gned de frie håndled, men vidste, at det var et ondt varsel. - Tilstår du, at du ville afskaffe slaveriet og revolutionere retssystemet og bede en fremmed magt påtvinge os et nyt?

- Høje dommer, det tilkommer ikke mig at ... . - Du har pligt til at tale sandhed. Hvis du havde magt til det, ville du så ændre systemet og ophæve slaveriet? - Det var håbløst. Med et ja, dømte hun sig selv. Hvis hun svarede nej, kunne de dømme hende for at lyve. - Ja, hviskede hun.

- Dermed er hendes skyld bevist, fastslog dommeren. - Hr justitsminister, tiggede den fordømte. - Ja, min skat. Lad os høre folkets røst! - Ja. Hvad mener I om denne farlige forbryderske? spurgte anklageren. - Nogle spæde pip om, at det var synd for den unge pige, blev overdøvet af et fuldtonende SKYLDIG!

- Elizabeth Hampshire. Jeg dømmer dig til livsvarigt slaveri, forkyndte dommeren. - Kan man ikke hævde, at hun har tilstået og dømme mildere, spurgte forsvareren.- Det synes ladyen er uretfærdigt, sagde Kazim hånligt. Klæd dig af, tøs!

"Tøs", Liz ønskede, at jorden ville opsluge hende. En brændende smerte i endebalderne kom fra et hvinende slag af retsbetjentens spanskrør. Den artige pige var aldrig før blevet slået og gispede: - Jeg skal nok. Slå mig ikke! - Hun knappede jakken op og lod den glide bagover. Betjenten trak den af. Med rystende hænder knappede hun den hvide bluse op og så ned på sine kupler. - Nej. Jeg kan ikke!

- Jomfruen flygtede mod døren og sparkede og slog, da mange hænder greb hende og rev blusen af hende. Politichefen fik hurtigt den desperat kæmpende pige under kontrol og låste hendes hænder på ryggen.

Han flåede brystholderen af, så den slanke blondine stod nøgen til bæltestedet, og vendte hende mod publikum. For første gang kunne fremmede nyde synet af de perfekte, højtsiddende bryster med de lyserøde spidser.

Så blev hun skubbet hen foran dommer og minister, mens politichefen lynede nederdelen ned, og den sank ned over de strømpeklædte, lange lår og veldrejede lægge. Kun tynde, lyseblå trusser og strømpeholder dækkede lidt. Anklageren rev diademet af, så de lyse lokker faldt ned over de nøgne skuldre.

Liz prøvede at skubbe med albuerne og at sparke, da de to mænd delte fornøjelsen ved at overgramse hendes balder, hofter, flade maveskind og krøllerne på venushøjen, mens de trak trusserne ned. De trådte til side for at udstille hende.

Publikum stirrede vellystigt på de runde balder og skamlæberne under dem, og den rødmende pige dækkede så meget, som hun kunne med de bagbundne hænder. Men intet skjulte de vidunderlige bryster, den lyshårede mis, som beviste, at hun var ægte blondine, og skamlæberne for Kazims og Zubairs liderlige blikke.

Fortvivlet sank hun ned på knæ og hulkede: - Jeg vil hellere dø! - Med et ondt smil sagde den skaldede dommer: - Vil du hellere halshugges? - Den dømte pige huskede en tegning af en nøgen, arabisk prinsesse som knælede med hovedet på blokken, mens bødlen hævede sit sværd.

Hun så op i Kazims øjne og følte, at han så det samme billede for sig. Grufuldt, men sexslaveri var værre end døden. - Ja, stønnede hun. - Desværre, lady Elizabeth. Dødsstraffen er afskaffet. Op og stå!

- Desperationen fik Liz til at bide hovedet af al skam, og mens Uthman trak den næsten nøgne pige op at stå, skreg hun: - Sheikh Zubair, jeg vil gøre alt for dem! - For sent, sagde han. - Triumfen var blandet med medlidenhed. - Høje dommer, som minister har jeg vel mulighed for at mildne dommen?

- Hvis slaven angrer og viser blind lydighed i en årrække, kan justitsministeren forkorte en livstidsdom. Men det er irrelevant nu. Spred benene, tøs! - Den skælvende slave fattede ikke, at dette kunne overgå hende. Spanskrøret trak en rød stribe hen over den hvide numse, og den hvinende smerte fik hende til at sprede lårene, så mændene kunne nyde synet af kusselæberne.

- Elizabeth, jeg dømmer dig til at være sexslave resten af livet. Før tøsen til træningscentret!
- Politichefen bandt et mørkerødt slavehalsbånd om den hulkende piges hals og smækkede en hængelås med lænke i og trak afsted med den modstræbende slave. Uthman gav hende et hårdt klask bagi, så hun snublede fremad på de høje hæle.
Fremmede hænder greb fat i den bagbundnes bryster og lår, så betjentene måtte få dem på afstand. - Jeg er hendes nærmeste! lød Marthas stemme, og hun masede sig ind foran slavinden og kælede med hendes barm og skød, mens hun sagde:

- Stakkels Liz. Du gik lige i fælden. Men vi glemmer dig ikke. - Politichefen skubbede hende væk og trak den skrækslagne, afklædte sexslave forbi de gramsende hænder ud på trappen foran domhuset. Hun hørte Jasmins stemme: - Vi ses, lady!

Anklageren overtog fangen, holdt lænken bag hendes ryg, så alle kunne se barmen og kussen og råbte: - Kære medborgere. Her ser I en ondskabsfuld engelsk oprører, som opfordrede sine landsmænd til at undertvinge os.

Nu får hun sin velfortjente straf til glæde for borgerne i Oasis! - Skældsord lød op mod den fortvivlede pige. Heks og tæve = witch og bitch rimede, og en råbte: - Lad os kneppe den luder straks! - Mange gav ham ret. - Næh. Hun skal optrænes først, sagde Uthman strengt, og de lovlydige Oasis-folk gav plads.

Murdoff stod parat med to ponyvogne. - Så, min skat. Du kan jo så godt lide at løbe efter en vogn. - Han lagde en hånd på hendes blonde trekant og en ind mod numserevnen. - Hr direktør, frels mig fra dette helvede!

- Uthman løste hendes håndjern, men hun opdagede det knap nok, inden han havde flyttet dem hen foran og flyttet halslænken, så hendes hænder var lænket til vognens bagsmæk.

- Jeg tager med dig til træningscentret, lovede chefen. Af med skoene! - Til sin gru indså den ærbare Liz, at hun skulle løbe nøgen gennem byen! Hun huskede den pige, hun havde løbet om kap med dagen før; nu var hun selv nøgen slave.

Anklageren blev kusk, og jomfruen blev trukket efter vognen. Han svingede en lang ridepisk mod ponypigens ryg og holdt den truende hen mod Liz. - Løb, slavetøs! - Ørkensolen brændte, hun blev hurtigt forpustet og svedig, og lænken blev stram.

Det lyse hår svingede over skuldrene og ind foran ansigtet. Pludselig trak pisken en rød stribe hen over Lizs overarm, skulder og ryg, så hun skreg af smerte og satte farten op.

Folk på gaden stirrede vellystigt og nysgerrigt på den langbenede blondine. Synet var ellers dagligdags; men denne slavinde havde strømper og holder på og var usædvanligt velskabt. Enkelte genkendte hende fra Oasis News morgenavis, som afbillede ladyen sammen med sheikhen. De pegede og råbte engelske hånsord efter hende.

Barmen var delvist skjult mellem armene; men der var frit udsyn til numsen og skamlæberne bagfra. Murdoff kørte lige bagefter og nød det. Han lod sin pony løbe op på siden af vognen. - Vidunderlige tøs! Din krop er så smuk, når man kan se det hele. Sæt farten op! Der er ikke så langt. - Det er et mareridt. Jeg må vågne! tænkte ladyen.

- Men pisken ramte den anden skulder og ryg og beviste, at nutiden var grufuld, og fremtiden tegnede til at blive endnu mere afskyelig. Sveden løb ned ad ansigtet og kavalergangen og den nøgne krop. Brysterne hævede og sænkede sig, mens hun gispede højlydt af overanstrengelse. Løbebåndet på fitnesscentret var noget helt andet end denne vanærende, frygteligt hårde tur. Strømpefødderne blev snart slidt af, og den ene strømpe faldt ned om anklen.

Hjertet hamrede vildt i den udmattede pige, det værkede i alle muskler, og hun var næsten bevidstløs, da vognen endelig standsede ved en stor, grim bygning. Anklageren frigjorde lænken fra vognen og trak slaven ind med hænderne først, og hendes exchef skubbede hende frem, mens han følte på alle de lækre kurver, numsehullet og kussen og tog forskud på et samleje.