Den lille politispions hjerte hamrede i brystet, da hun trådte ind i Cafe Noir. Der var mange gæster; det gav en vis tryghed.

Bordet i hjørnet til venstre var ledigt, hun satte sig og gemte kufferten under bordet. En høj, fremmed mand kom hen til hende og spurgte på amerikansk:

- Er De miss Lane? Marquisen har bedt mig købe Deres varer.

- Brenda blev forvirret: - Jeg handler kun med marquisen.

- Amerikaneren satte sig: - Jeg er hans kompagnon og har pengene med.

- Bare jeg havde haft båndoptageren på, tænkte journalistpigen. Nu får vi måske ikke beviser nok mod marquisen.

- Hun så sig om og fik øje på sergeant Mont, der sad i civil med armen om skulderen på en dame. Han nikkede til hende.

- Er det kokainkufferten? hviskede den fremmede.

- Øh. Ja, sagde Brenda tøvende.

- Han rakte hende en åben kuffert fyldt med sedler.

- Her er en kvart million.

- Det er alt for lidt.

- De får resten, når jeg har set kvaliteten.

- Amerikaneren løftede hendes lille kuffert op på bordet. Hun skævede til sergeanten. Hvornår ville han gribe ind?

- Jeg har ikke nøglen.

- Men det har jeg.

- Har den tilhørt marquisen? undrede Brenda sig.

- Han smagte på stoffet:

- Ja, det er kokain.

- Pludselig pegede han på hende med en pistol:

- Hænderne op!

- Nu bliver det farligt, tænkte pigen. Når politiet griber ind, kan han tage mig som gidsel.

- Miss Lane, De er anholdt for salg af narkotika. Alt, hvad De siger, kan blive brugt imod Dem.

- Stjernereporteren sad som lammet.

- Nej, det er --- . De må da ikke--, stammede hun.

- Sergeanten var på vej hen mod hende, hun stirrede fra ham til pistolmundingen og rejste sig langsomt. I stedet for at hjælpe greb han fat i Brendas arme og vred dem om på ryggen. For anden gang i sit liv mærkede hun kolde håndjern klikke om sine håndled og hans grove hænder befamle hendes numse, hofter og bryster.

- Hold op! Jeg hjælper Deres chef, råbte hun rasende.
Han krammede hendes bryster bagfra:

- Hvad er det? En pistol, hun er bevæbnet!

- Jeg har fået den af politi----.

- Mont vendte hende om, trak brutalt jakken ned til håndjernene, flåede silkeblusen og trak bh"en ned, så de pragtfulde, hvide bryster sprang frem. De lyserøde brystvorter pegede opad; pistolskaftet ragede op i kavalergangen. Gæsterne stirrede, og to fotografer knipsede. Forbløffet genkendte Brenda sin kollega Jeanette.


- I tager fejl. Monsieur Laval! Hjælp mig! - Den afklædte pige prøvede at vride sig løs og kæmpede forgæves med håndjernene for at kunne dække sine bryster. Amerikaneren holdt den åbne kuffert hen mod hendes barm: - Tag et billede med kokainen og pistolen!

- Sergeanten kneb hende i den ene vorte, mens han trak våbnet fri med sin anden hånd. - Bevis! triumferede han.

Narkochefen dukkede op.

- Gudskelov! stønnede den desperate pige.

- Mademoiselle Lane, De skuffer mig dybt. En gemen narkohandler!

- Brendas hjerte stod stille.

- De har jo selv bedt mig. Fortæl ham, at jeg er uskyldig! tryglede hun.

- Laval smilede hånligt og vejede hendes ene bryst i hånden:

- Lækkert. Men Deres skønhed narrer os ikke denne gang.

Den bagbundne pige huggede knæet ind i skridtet på bedrageren. Politiets fotograf, der ville standse hende, fik et spark over skinnebenet; men en gæst spændte ben, så Brenda faldt og slog sin albue og hofte. Den korte nederdel gled op over de slanke lår og afslørede den lyse hud på begge sider af strømpebåndene.

Politifolkene hev hende op, og sergeant Mont holdt hende bagfra og pressede hendes runde balder ind mod bulen i hans bukser: - Skal vi kropsvisitere hende for narko?

- Det kan vente til arresten, sagde den høje amerikaner. Det er vel en anstændig restaurant.

- Han trak jakken og den iturevne bluse frem over de store nøgne bryster.

- Hvem er De? gispede hun fortvivlet.

- FBI-agent Johnson.

- De må hjælpe mig. Det er en fælde -----.

- Ja, afbrød han. Marquisen anmeldte Dem, og De gik lige i fælden.

- Nej, det var M. Laval, der---

- Ja, agent Johnson og jeg tilrettelagde det sammen, brød narkochefen ind. Vi har beviser nok imod Dem. Sergeant Mont, De kører fangen og mig til arresten.

- Men jeg er uskyldig! Jeanette, sørg for at vores redaktør stiller kaution! - Brenda undrede sig over veninden, der fotograferede ivrigt. Kunne hun være med i sammensværgelsen? - Det skal jeg nok, stakkels Brenda, svarede hun.

- Men inde i sig selv frydede hun sig over rivalindens bratte fald. Alt tydede på, at hun var skyldig, og så kunne hun selv overtage hendes position. Hun havde været ude med sin nye kæreste, politifotografen, da sergeanten bad ham skynde sig hen til Cafe Noir og havde sagt, at hun også var velkommen som vidne til noget interessant.

Chefen for narkopolitiet skubbede sin yndige fange ind på bagsædet og satte sig tæt op ad hende.

- Hvorfor er De så ondskabsfuld? Hvorfor gør De det her imod mig? Jeg har jo hjulpet politiet, græd den før så forkælede pige.

- Ja, De var meget snedig, mademoiselle.

- Han strøg blidt hendes forpjuskede hår væk fra ansigtet og lod hånden glide ned over kinden, halsen og de nøgne skuldre, mens han skubbede tøjet væk.

- Og bagefter solgte de 3 kilo kokain.

- Men De bad mig jo selv!

- Vrøvl. Jeg har længe haft mistanke om, at det var Dem, der skjulte kufferten. Da marquisen ringede og sladrede om deres tilbud, gjorde jeg fælden klar, og De gik lige i den, dukkebarn!

Lavals overskæg kradsede, da han kyssede hende på halsen, hans hånd gled op ad indersiden af hendes lår og nærmede sig trussekanten. Hun ruskede forgæves i håndjernene og rykkede sig væk, men han fulgte med.

- Perverse svin! Rør ikke ved mig! Sergeant, De er vidne!

- Klager De nu over sexchikane igen? grinede Mont, som holdt øje med dem i bakspejlet.

- Ja, det vil more dem i Statsbordellet, sagde chefen, mens hans fingre berørte kussehårene.

- Statsbordellet!? - Ordet ramte den uerfarne pige som et økseslag. - I kan da ikke sende mig i ---!

- Du kender loven, min skat. Prostituerede og narkopiger dømmes til bordeltjeneste, hvis de er velskabte nok, og det kan jeg mærke, du er.

- En finger gled ind mellem skamlæberne, en hånd lukkede sig om et af de lækre bryster, og han kyssede hendes mund. Rasende bed hun ham i læben, rev sig løs og faldt ned på det ene knæ. Han bandede:

- Din satans lille vildkat! Madame Domitia får travlt med at opdrage dig i bordellet. - Han kneb hende i numsen.

- Lille forkælede tøs, du trænger til en endefuld.

- Vent lidt med det, chef! sagde Mont. Vi er næsten ved stationen.

- Så må De hellere blive lidt anstændig, mademoiselle.

- Laval trak den lænkede pige op på sædet og satte bluse og jakke på plads. Han og sergeanten greb fat i hver af hendes arme og næsten bar den protesterende fange ind på politistationen.

FBI-agenten var kommet først.

- Tænk jer! sagde Laval til ham og arrestforvareren. Den lille luder tiggede og bad mig om at sige, at det var mig, der bad hende om at narre marquisen. Hun tilbød mig sin krop og kyssede mig, og da jeg sagde nej, bed hun mig i læben.

- Han lyver! græd Brenda harmfuldt. Han har næsten voldtaget mig. Han gør alt for at få mig dømt!

- Og De er den forfulgte uskyldighed, sagde Johnson hovedrystende. Lad os få overstået fingeraftrykkene!

- Tag hellere M. Lavals fingeraftryk! Det var ham, der gav mig kufferten og pistolen. .. Men han havde handske på, huskede Brenda pludselig.

- Nåh, så er det derfor, jeg ikke har rørt ved dem, lo narkochefen. Men undersøg endelig mine aftryk! Det skal gå retfærdigt til.

- Jeg kræver at blive løsladt mod kaution. Min redaktør vil garantere beløbet, min mor er gift med en millionær i USA, min far var den berømte kriminalreporter Francois Lane, og min farmor er komtesse de ---

- Jaså, og Deres medskyldige er baronesse de la Croix. Ingen kaution er høj nok. Vil De hilse på hende? spurgte Johnson.

- Bag tremmerne så Brenda den flotte, rødhårede aristokrat klædt i elegant, grøn natkåbe.

- Nå, har I endelig anholdt den snu, lille stikker? Jeg mente jo nok, at hun var med i Luckybanden, sagde baronessen.

- Ja, hvor godt kender De Lucky, miss Lane? spurgte agenten. - Jeg aner ikke, om han eksisterer. Det var noget, Nick Hammond fandt på. Hent ham hertil! Han kan bevidne, hvor lovlydig jeg er.

- Jeg stoler ikke helt på Nick. Han bliver nu tilbageholdt og afhørt i Lousiana. Er han medskyldig? Var det ham, der skjulte den ene kuffert og bad Dem om at hente den?

- Nej, det var Laval, siger jeg jo. Det eneste, Nick og jeg har gjort, er at hjælpe politiet.

- Den historie kommer de ingen vegne med. Sergeant Mont og jeg var ude i patruljebilen, og jeg så Dem selv, da de forlod havnekontoret med den lille kuffert. Vi meldte det til Laval, der har været her på stationen hele aftenen.

- Ja, det kan jeg bevidne, sagde den gamle arrestforvarer.

- I lyver! Jeg kræver at få en forsvarer!

- Ja, hvem er Deres advokat? spurgte Laval.

-- Jeg har ingen. Jeg har aldrig begået noget ulovligt!

- Vi har vækket både forsvareren og anklageren i kokainsagen. Monsieur Yves er Domitias dygtigste forsvarer.

- Ja, det mærkede jeg som anklagerens vidne under krydsforhøret, mumlede journalistpigen.

- Godt. Så er det fingeraftryk og foto, sagde Laval.

- Sergeanten tog fat i den bagbundne pige og låste op for det ene håndjern. Hun følte endelig en smule frihed og følte trang til at flygte væk fra dette mareridt, men måtte nøjes med at gnide det frie håndled. Mont lagde en arm om livet på hende og skubbede hende hen til sværtepuden. Irriteret stødte hun en albue i brystet på ham og vred sig løs; men ved fælles hjælp smækkede politifolkene håndjernene i foran, og hun måtte afgive fingeraftryk.

- Skal vi ikke se, om hun har narko i kussen og røvhullet? foreslog Mont.

- Det vover I ikke! skreg fangen. Det må kun en kvinde gøre.

- De er heldig, Mlle Lane. Jeg har allerede tilkaldt kvindelægen

- af visse grunde, smilede chefen.

Arrestforvareren, en ældre mulat, tog fotos til forbryderalbummet, og dr. Alice Gent dukkede op, en høj, sorthåret kvinde:

- I forstår vel nok at ødelægge min nattesøvn. Nå, De er Brenda Lane. De ser mere forpjusket ud end i aviserne og på tv.

- Doktor. Jeg er uskyldig. De må...

- Det er slet ikke mit job. Vi går ind i badelokalet, og De tager alt tøjet af.

- Hun er for farlig uden håndjern, sagde Laval og fulgte efter. Han tog dem af.

- Mademoiselle, De vender Dem om, tager jakke og bluse af og får håndjern på bagfra. OK? sagde lægen.

- Af angst for, at mændene skulle blive, adlød Brenda, og håndjernene klikkede bag hendes bare ryg. Forfærdet fik hun øje på sig selv i spejlet, nøgen til bæltestedet. Mændene stirrede lystent på al denne skønhed, indtil lægen fik gennet dem ud.

- Hvor har De dog ualmindelig smukke bryster, roste hun og følte på dem.

- Er det nødvendigt? spurgte journalistpigen skamfuld.

- Ikke lige nu. Lægeundersøgelsen kan vente. Nu skal jeg kun se, om De skjuler narko. Er De selv stofmisbruger?

- Jeg har aldrig rørt sådan noget skidt.

- Dr.Gent fjernede bh"en, der hang som et bælte, trak lynlåsen ned og lod den stramme nederdel glide ned over de slanke ben, mens hun kærtegnede hofter og lår. Brenda følte et voldsomt ubehag.

Var lægen lesbisk? Hun så ned på sine blondetrusser, og hvis hun ikke havde været lænket, ville hun have hindret lægen i at trække dem ned og afsløre den mørke trekant af kussehår mellem strømpebånd og strømpeholder. Hun så det hele i spejlet, også håndjernene, der hvilede på de nøgne endebalder. Det måtte være en ond drøm!

Dr. Gent tog handsker på.

- De må ikke. Jeg er næsten jomfru!

- Næsten?

- Ja, min forlovede fik faktisk kun lov til det een gang, for det gjorde så ondt!

- Såh? sagde lægen tvivlende og stak pegefingeren op mellem skamlæberne.

- Av. De må ikke!

- Hm. De er virkelig snæver. Spred benene og slap af!

- Brenda var ved at dø af skam, men lystrede. Fingeren gled højt op i den tørre, stramme skede.

- Det bliver en sensation i statsbordellet. Åh, undskyld, det skulle jeg ikke have sagt.


- Der gik panik i næsten-jomfruen:

- De må forhindre det, doktor. Jeg er meget anstændig og af god familie. M. Laval lokkede mig i en fælde, og formålet er åbenbart at få mig i bordellet, så han og alle de andre kan voldtage mig!

- Tjah, min ven, det kan enhver mand have lyst til. De er usædvanlig velskabt, også her, sagde Alice Gent beundrende, mens hun førte fingeren op og ned i den stramme kusse og pillede ved den lille klitoris.

- Men De får i hvert fald en fair retssag. Vend Dem om, så jeg kan undersøge anus.

- Hvorfor skulle jeg dog skjule noget der?

- Næh, jeg hører, De havde 3 kg kokain. Det må være nok. Det er kun rutine. Har De dyrket analsex?

- Selvfølgelig ikke!

- Jeg har taget vaseline på. Bøj Dem frem!

- Med gru så Brenda sig selv i spejlet, næsten nøgen med håndjern over de runde endebalder, det stjerneformede hul og kønslæberne. Det gav et spjæt i hende, da handskefingeren pressede sig vej ind i numsehullet, og hun ømmede sig. Hvilken ydmygelse!
Pludselig gik døren op.

- Deres forsvarer vil tale med Dem, sagde sergeanten.

- Forsvind! skreg den afklædte pige.

- Her er en kittel til piger med håndjern på.

- Tak. Ud! sagde lægen.

- Mont kastede endnu et begejstret blik på al den nøgne dejlighed og gik. Alice hjalp fangen med at få den ærmeløse, grå kittel på og bandt bæltet og de to stropper, der holdt den oppe.

- Jeg ser forfærdelig ud, sukkede Brenda.

- Det ordner jeg, lovede lægen.

- Hun tørrede de tårevædede øjne, smurte læbestift på, friserede det halvlange, brune hår og strammede bæltet.

- De skal ikke til skønhedskonkurrence, trøstede hun, da pigen stadig var utilfreds med sit spejlbillede.

På kontoret ventede både anklageren og forsvareren.

- Ja, De kender mig jo fra retssalen, Mlle Lane, sagde M.Yves. Undskyld, jeg ikke kan give Dem hånden. Jeg har påtaget mig at forsvare Dem.

- De har skuffet mig dybt, Mlle Lane, sagde statsadvokaten. De hjalp os godt, og det er sørgeligt at se Dem sådan nu.

- Jeg prøvede blot at hjælpe politiet igen. Det var M.Laval, der gav mig kufferten og ...

- Ja, De anklager alt og alle. Jeg stoler mere på mine medarbejdere end på en reporter, der allerede har vist, at hun er dygtig til at lyve. Mit problem er nu, at forsvareren vil have hele deres vidneudsagn slettet og sagen udsat. Men det går ikke. Sagen er klar til domsafsigelse i dag, og jeg kræver, at Deres sag bliver afgjort samtidig. Det vrimler jo med vidner og beviser imod Dem.

- I dag!?.. Men så hurtigt kan ingen da nå at tilrettelægge mit forsvar!

- Det er svært. Men på den anden side er det vigtigt for de andre tiltalte, at De deltager i mødet, forklarede Yves. Må jeg tale med min klient alene?

- Gerne, sagde anklageren. Jeg trænger til at få noget søvn.

- Tag plads, mademoiselle! De ringede til marquisen. Har De samarbejdet med ham? spurgte forsvareren.

- Overhovedet ikke. Det var Laval, der bad mig ringe til ham.

- Ja, det siger De jo. Marquisen optog samtalen på bånd, og den er meget belastende for Dem. Kan De bevidne, et det var marquisen og ikke baronessen, som skaffede al kokainen?

- Nej, tværtimod. Jeg ved kun, hvad jeg fortalte i retten.

- De vil nok blive anklaget for mened. Men det kan jeg få anklageren til at se bort fra, hvis De fortæller sandheden i dag. - Det har jeg gjort hele tiden!

- Ingen vil tro Dem. Men hvis De kan redde baronessen, kan vi skaffe Dem en mildere dom.

- Sig mig, er det ikke mig, De vil forsvare?

- Jeg har ni andre klienter at tage hensyn til.

- Kan De redde mig fra bordellet?

- Opholdet vil blive væsentligt kortere. Men jeg kan ikke hekse, min kære. Narkopiger placeres der, hvis ikke de er meget utiltrækkende, og selv om jeg klædte Dem ud som fugleskræmsel, kunne jeg ikke skjule Deres ynder. Selv i fangekittel ser De henrivende ud.

- Han kærtegnede hendes nøgne skulder.

- Spar Deres komplimenter! Jeg vil have en anden forsvarer.

- Hans smil stivnede:

- Jajada, det har De ret til. Jeg talte med Deres redaktør. Han har lovet at skaffe Dem en. Vi er færdige, arrestforvarer!

Den ældre mulat hentede fangen: - Vi har kun én celle til kvinder, så De skal ind og sove hos baronessen og den svenske kokainpige.

- Brenda gøs. Der var hun ikke velkommen.

- Skal jeg så ikke have håndjernene af?

- Tjah, hvad siger du, Mont?

- Hvis hun vil være artig, kan vi flytte dem hen foran.

- Jeg er “artig”.

- Det er godt, min skattepige.

- Mont gav sig god tid til at overgramse hende, mens han skilte håndjernene og lukkede dem igen.

- Vågn op, Eva, vi får besøg!

- Den smukke baronesse de la Croix ruskede i den unge skandinaviske blondine, der lå på en briks i en fangekittel, som ikke skjulte de lange, slanke ben. Hun var på afvænning fra kokainmisbrug og så sløvt på dem. Croix havde selv en fin seng med bløde puder.

- Nå, stikkertøs! Lad mig se rigtigt på dig! Håndjernene og fangekitlen klæder dig. Min advokat skal nok få bevist, at det er dig og ikke mig, der har fortjent at blive bordelslave!

- Hun kneb sin fjende i brystet.

- Nå, er de ægte?

- Lad mig være! Jeg er for træt til at skændes.

- Den rødhårede aristokrat stak en hånd ind under Brendas kittel. - Nå, du har smidt trusserne. Lad mig se din kusse! Er den klar til at modtage ti kunder om dagen?

- Den forfærdede pige skubbede hende fra sig: - Ti?!... Det overlever jeg ikke.

- Du gnubbede dig ellers godt op ad min bror.

- Det var ham, der gnubbede sig op ad mig under dansen. Jeg afviste ham.

- Og angav os. Ned på knæ og bed om tilgivelse! - Baronessen greb fat i brunettens hår og håndjern og trykkede hende ned på knæ.

Brendas sammensparede raseri eksploderede. Hun greb fat i sin fjendes ben og væltede hende, og de to skønheder rullede rundt på gulvet. Croix, som havde hænderne fri, trak i håret og kradsede pigens skulder, så en strop blev revet over. Hun bed til gengæld i armen, så baronessen måtte slippe sit tag. Da Brenda med besvær var kommet på benene, væltede de om på sengen, og den fine natkåbe blev flænget.

Arrestforvareren og sergeanten kom styrtende, skilte de to furier ad og holdt dem fast bagfra. Mont nød synet af den 29-årige rødtops flotte bryster og lår, som blev afsløret, da kåben var skubbet til side, og hans ene hånd gled ned ad journalistpigens nøgne mave og fik fat i hendes kussehår.

- Slip mig! skreg begge kvinder. Kun baronessen fik lov at trække sit tøj på plads. Mont flyttede dog hånden væk fra venusbjerget og op på det blottede bryst, da mulatten så misbilligende på ham.

- Den tøs skal straffes! befalede adelsdamen. Hun overfaldt mig, ikke sandt Eva?

- Den 19-årige svenske pige havde sat sig op og stirrede på dem, men forholdt sig neutral.

- Ja, vi må finde en anden celle til voldskvinden, grinede Mont. - Han pressede sin rejste pik inde i bukserne mod den lækre numse og masserede hendes bryst, mens han skubbede hende hen ad gangen.

- Lad hende kom ind til os! råbte en af baronens gangstere. Så kan vi putte hende.

- Hvem vil du helst sove hos, skattepige?


- Mont kyssede hende på halsen bagfra.

- Ingen af jer! gispede den skrækslagne pige. Jeg klager til dommeren og advokaterne!

- Uha! Så må du hellere sove på kontoret.

- Han skubbede sin halvnøgne fange derind og låste døren indefra. Hun prøvede forgæves at binde bæltet og få kitlen til at dække den krop, som manden stirrede så grådigt på. Hun vidste, at hun var alene med en voldtægtsforbryder.

- Hold Dem fra mig! - Vil du hellere dele celle med fire mænd? - Jeg skriger, hvis De rører mig!

- Hold nu op med det hysteri! Fra i morgen skal du være sexslave. Jeg skal nok tage dig blidt og venligt, så du kan vænne dig til tanken.

Den kraftige mand greb hårdt fat om hende og kvalte hendes skrig med den ene hånd, mens håndjerne- ne pressedes ind mellem hendes og hans bryst. Han skubbede hende baglæns mod skrivebordskanten og trykkede sin store bule ind mod hendes nøgne skridt, så lårene skiltes, og hun mærkede den hårde fallos i hans bukser mod sine skamlæber.

Hun kæmpede vildt imod, fik munden fri og skreg højt om hjælp. Han kvalte skriget med et brutalt kys, pressede hendes nakke ned på bordet og forstærkede samlejebevægel- serne.


Det bankede hårdt på døren.

- Sergeant Mont, fangen skal til lægeundersøgelse!

- Det haster vel ikke, stønnede den sexgale og fortsatte.

- Jo, det skal være nu! Lås op! kommanderede Alice Gent.

- Voldtægtsmanden slap sit offer.

- Vi må gøre det senere. Du slipper ikke, lovede han. Gør Deres tøj i orden! - Det var lettere sagt end gjort. Kitlen hang sammenkrøllet over hofterne. Mont låste døren op.

- Fangen er helt umulig. Hun kan ikke være i kvindecellen, fordi hun mishandlede baronessen, og nu prøvede hun at lokke mig til sex.

- Og den stakkels lille mand var ved at blive voldtaget.

- Lægen lagde hånden på hans store bule. - Pas på, jeg ikke indberetter dig. Du voldtog den unge Eva i forgårs. - Det er løgn. Det kan baronessen bevidne. - Ja, I fik vel en aftale mod, at hun slap for det.

- Da du havde givet den stakkels pige kokain, blev hun så opstemt, at jeg måtte berolige hende. Det var det hele, forklarede sergeanten.

- Såh? Men nu skal Brenda Lane undersøges. Forsvind!
- Tak, fordi De reddede mig fra voldtægt. Men jeg fejler ellers ikke noget.
- Det tror jeg heller ikke. Men det er en ordre fra anklageren. De skal dømmes eller frikendes allerede ved dagens retsmøde, og så skal jeg garantere, at De ikke har kønssygdomme osv.

- Vist har jeg ej. Men det er en vanvittig tanke at sende mig i bordel, og så uden at nogen kan nå at forsvare mig! Sagen må udsættes. De må forklare, at jeg er alt for syg til at kunne tåle den slags overgreb og mishandling!

- Det bliver svært.

- Lægen førte sin patient ind i badelokalet.

- De ser ud, som om De allerede er bordelslave.

- Hun fik den sammenkrøllede kittel til at falde på gulvet, og den velskabte pige stod nøgen bortset fra strømpeholder, strømper og højhælede sko. Hun så sig selv i spejlet.

- Ja, som en billig luder!

- Den før så selvsikre og modige stjernereporter brød hulkende sammen.

- Så så, min ven, læg Dem her med benene i bøjler! Billig bliver De i hvert fald ikke. Det kan jeg garantere.

Det var en dårlig trøst. Brenda kom i tanker om den slaveauktion, der blev holdt i statsbordellet, da tre stripteasedanserinder var blevet dømt for prostitution, og Gazettes mandlige journalister fik lov at se mændene kappes om, hvem der skulle være de første kunder. Hun havde selv skrevet en harmdirrende protest mod det.

- Er det muligt, at jeg kan blive solgt på auktion? gøs hun.

- Søde, lille ven, jeg vil nødigt skræmme Dem. Men hvis både De og baronessen bliver dømt, vil priserne sætte ny rekord. Du milde, hvor er De dog blød og lækker og veldrejet!


Lægens berøringer var ikke længere professionelle, men erotiske, da fingrene gled op og ned ad den spinkle krop og fik brystvorterne til at stritte. Brenda ville protestere og skubbe hænderne væk, men hun var dødtræt efter nattens rædsler.

- Har De lidt af nogen sygdomme?

- Kun et par børnesygdomme og lidt influenza. .. Men jeg har et alvorligt problem. Min vagina er så snæver, at jeg ikke kan tåle et samleje.

- De er da sluppet af med mødommen. Er De lesbisk?

- Absolut ikke!

- Vær ikke så forarget! Jeg kan selv bedst lide kvinder. Men jeg har lært at sætte pris på heteroseksuel elskov til en afveksling. Nu skal jeg tage handske på, tilføjede hun beroligende og undersøgte kønslæberne forsigtigt. Hvordan gik det så til?


- For et år siden blev jeg ringforlovet med en ualmindelig sød ung mand i Lousiana, enhver svigermors drøm. Millionær, skønt han kun var 25 år, og nevø til min stedfar, som er mangemillionær. Kan han ikke købe mig fri?

- Man skal intet forsværge. - Alice berørte klitoris.

- Av, lad være!

- Ja, De er ømskindet. Syntes Deres forlovede også det?

- Det var mig selv, der foreslog, at vi skulle have sex før brylluppet, for at se om vi passede sammen. Det gjorde ondt, da han begyndte, og jeg standsede ham flere gange, og da han til sidst sprængte min mødom -- av, det gør også ondt!

- så forbød jeg ham at fortsætte.

- Stakkels fyr! Hvad så næste gang?

- Der blev ingen næste gang. Han blev træt af, at jeg afviste ham, og så gav jeg ham hans frihed.

- De skal lære at slappe af. Min finger er ikke så slem, vel? Får De ikke orgasme, når De onanerer?

- Det gør jeg da ikke!

- Det må De lære. Mærk engang! Sådan pirrer man klitoris. - Hold op!

- Trods håndjernene fik hun skubbet Alices hænder væk.

- Hold selv op med det pjat!

- Dr.Gent greb fat i patientens håndjern og fastgjorde dem til briksens hovedende, så hun lå hjælpeløs med armene over hovedet og benene i bøjlerne.

- Jeg prøver jo bare på at hjælpe Dem. Tungen er meget blidere.
Alice lagde sig på knæ og slikkede kusselæberne og klitoris.

- Nej, det er ulækkert. Det er lesbisk! udbrød Brenda, men turde ikke råbe om hjælp.

- Det virker. Nu bliver du fugtig, gispede lægen. - Hold op! stønnede pigen og mærkede, at det var sandt.

- Hun drejede hovedet og så et syn i spejlet, som burde være utænkeligt: Den dydige reporter fra den fornemme familie lå nøgen og lænket i arresten og blev slikket og kærtegnet af en lesbisk kvinde.

Mod sin vilje begyndte hun at stønne højt af en blanding af skamfuldhed og seksuel ophidselse og følte, at hun blev mere og mere våd.

- Giv dig hen i det! hviskede Alice, og hendes offer lukkede øjne og udstødte små lyde.
- Nå, doktor! Nu er det dig, der skal indberettes for seksuelt misbrug af arrestanten!

- Ingen af dem havde hørt sergeanten liste sig ind.

- Vrøvl, Mont, stønnede Dr.Gent, da hun havde fået vejret.

- Det er en nødvendig kur mod frigiditet.

- Ha! Det bliver dyrt for Dem, hvis jeg sladrer.

- Han gloede på de indbydende spredte lår og den vidtåbne kusse.

- Han står og glor på mit nøgne.... Få ham ud! skreg pigen, prøvede at komme ud af bøjlerne og ruskede desperat i håndjernene.

- Ti stille, min ven! Jeg sørger for, at han ikke voldtager dig. Du giver vel ikke arrestanten lov til at sove, før din brunst er tilfredsstillet, vel? Hvad kan du bedst lide ved Mlle Lane?

- Mont savlede: Det hele!

- Godt svar. Men træf et valg! Hvad med brysterne?

- Uhm, de er fuldstændig perfekte.

- Så vil jeg hjælpe dig til at få udløsning ved brystmassage, hvis du forsvinder bagefter.


- Det vover I ikke! råbte journalistpigen.

- Vil du hellere være alene med ham?

- Hun tav. Sergeanten lod bukserne falde og fremviste sin store penis: - Det er en aftale, doktor.

- Alice kvalte pigens protester med et kys, og Mont krammede og kyssede de lækre bryster og bed lidt i brystvorterne. Så førte han sit våben ind i kavalergangen, greb fat om begge bryster og masserede det med dem. Lægen holdt op med at kysse og gav sig til at bearbejde kussen med sine fingre. Brenda så ned på det opsvulmede, røde pikhoved, der skød op og ned mellem hendes hvide bryster, og da hun protesterede, kyssede sergeanten hende, så hun måtte dreje hovedet væk.
Han havde været ophidset så længe, at da lægen kælede med hans pung og pik bagfra, fik han hurtigt udløsning.

- Jeg kommer-- allerede --åh!

- Spermen sprøjtede ud over Brendas hals og hage. Alice trak ham væk fra hende og masserede ham færdig, så han udstødte et nyt halvkvalt brøl. Hun smagte på hans sæd og førte den med fingrene hen mod patientens læber.

- Prøv det! Det smager slet ikke grimt.

- Men den misbrugte pige spyttede det væk.

- I er modbydelige!

- Såså, nu skal du få et brusebad. Godnat, sergeant Mont. Klokken er over 3; det er sengetid.

- OK.

- Han trak bukserne på.

- Jeg låser indefra. Mlle Lane og jeg sover herinde i nat. - Gør I det? God fornøjelse! grinede han sjofelt.

Lægen frigjorde håndjernene fra briksen, rullede strømperne af og hjalp den nu helt nøgne, dødtrætte fange ind under bruseren. Det rene vand gav hende lidt af livsmodet tilbage, noget af alt det beskidte, hun havde oplevet i denne nat, blev skyllet væk.

Hun søgte efter sæben og så doktoren klæde sig helt af, en smuk, veltrænet krop. Hun orkede ikke at protestere, da den nye veninde gik med ind under bruseren og gav sig til at sæbe Brendas ryg og bryster ind, og selv da berøringerne blev mere intime, holdt hun snart op med at skænde på hende. Modvilligt måtte hun indrømme, at det ikke kun var ubehageligt.

Alice frotterede dem begge med håndklæderne, redte en slags seng på to brikse i et af baderummene, lagde sig på ryggen og trak den uerfarne pige ned over sig.

- Nu ligger du blødt, hviskede hun og trykkede sine bløde bryster og hårde hofter ind mod journalistpigen, som for første gang mærkede en nøgen kvindekrop ind mod sin.

- Jeg er så træt, sukkede hun og lod den erfarne elskerinde lege med hendes skød. Hun blev våd i skeden og nåede til en svag orgasme, da Alice sugede safterne i sig.

Så sov hun ind.