Mademoiselle Lane.De er anklaget for salg af 3 kg kokain og for ulovlig våbenbesiddelse. Erklærer De Dem skyldig?

- Nej. Det var narkopolitiets chef, der....

- Tak.

Anklagerens første vidne var FBI agent Johnson:

- Under anholdelsen af kokainbanden var den ene lille kuffert forsvundet, og narkopolitiet mistænkte min kollega “Nick” eller Miss Lane for at have taget den. I aftes sad jeg på politistationen, da sergeant Mont ringede og meddelte, at Miss Lane havde forladt sit hjem og kørte ned mod havnen kl.23.15. Jeg drøftede det med M.Laval, han gik ind på sit kontor igen, og jeg kørte ned for at møde sergeanten. Vi kørte hen til havnekontoret i hver sin bil og overvågede det, og Mont førte nogle samtaler med sin chef.

Kl.O.O5 ringede M.Laval til mig om, at Miss Lane havde bedt marquisen møde sig på Cafe Noir kl. O.30 med en million francs. Få minutter efter forlod hun havnekontoret. Mont skyggede hende, jeg fik fremskaffet en kuffert med falske penge og en båndoptager og mødte hende på cafeen. Her er samtalen.

- Båndet blev afspillet, og anklageren fremhævede ordene: “Det er for lidt”.

- Er det udelukket, at M.Laval var inde på havnekontoret, spurgte forsvareren.

- Ja. Mont talte jo med ham flere gange, og arrestforvareren vil sværge på, at Laval var på sit kontor. Han hørte ham endda tale i telefon derinde.

- Vent tabte mælet og så nervøst på sin klient, men dommeren sendte hende et strengt blik, da hun ville protestere.

- Kunne min klient overhovedet vide, hvad der var i den kuffert? Hvor fik De nøglen fra?

- Politiet her havde opbevaret den siden aktionen. Og båndoptagelsen er fældende. Jeg spørger, om det er kokain, og hun svarer ja!

Næste vidne var Laval. Han forklarede, at han havde siddet på sit kontor, da marquisen ringede og fortalte om Brenda Lanes tilbud. Siden marquisen var blevet mistænkt, havde han optaget alle uventede opringninger på bånd, og båndet med denne samtale havde han givet til narkopolitiet.

- Læg mærke til, at marquisen taler om smykker! Men den anklagede taler om noget andet.

- Brenda Lane havde jo hjulpet politiet med at fange narkohandlerne. Tror De ikke, at dette var et forsøg på også at afsløre marquisen? spurgte Vent.

- Så burde hun have aftalt det med mig først og ikke diske op med den tåbelige historie om, at jeg havde lokket hende til at gøre det. Jeg satte stor pris på den velbegavede pige, men i nat var hun lidt for smart og gik i sin egen fælde.

- Kan De bevise, at De ikke var på havnekontoret lige før midnat?

- Ja, det har De lige hørt. Det kan både agenten, sergeanten, marquisen og arrestforvareren bevidne. Og hvorfor skulle jeg ønske at skade vores lille spion?

- Min klient hævder, at De ønskede hende anbragt i Statsbordellet, og at De forsøgte at voldtage hende i bilen efter anholdelsen.

- Der blev uro i salen, og dommeren måtte banke i skranken.

- Laval smilede:

- Ja, fantasi mangler hun ikke. Da jeg forklarede fangen, at dette kunne koste hende dyrt, tiggede hun mig om at hjælpe hende og tilbød at betale med sin egen dejlige krop.

- Han lyver! Det modbydelige...!

- Ti stille, Mlle Lane! Det er sidste advarsel!

- Høje dommer, jeg beder Dem bære over med min klient. Hun har aldrig før været i konflikt med loven, og dette er uhyrlige beskyldninger. Kan hun ikke komme i vidneskranken nu?

- Det er en usædvanlig procedure. Hvad mener anklageren?

- Det er i orden. Sagen er så oplagt, at det ikke kan skade.

Brenda fortalte hele sandheden med støtte fra sin forsvarer, og nogle af tilhørerne begyndte at tro på den sympatiske unge pige. Så blev det anklagerens tur:

- Hvordan kunne M. Laval befinde sig på havnekontoret, mens mindst 4 personer bevidner, at han var på politistationen?

- Det må være en sammensværgelse. Både han og sergeant Mont ønsker at få mig sendt i bordellet. De har begge.....

- Næsten voldtaget Dem, påstår De. Gælder det også agent Johnson og arrestforvareren?

- Nej. De har opført sig korrekt.

- Hvorfra vidste De, at der var kokain i kufferten?

- Jeg havde set en magen til, da Nick og jeg hjalp politiet med at anholde baronen. Jeg kan ikke have taget den, for jeg blev selv belagt med håndjern og overgramset af sergeant Mont. Jeg så først indholdet, da agent Johnson åbnede den.

- Men denne “Nick” kan have stjålet den. Er han Deres medskyldige?

- Nej, Nick og jeg har kun hjulpet politiet!

- De var altså alene om kokainsalget?

- Jeg siger Dem jo, at det var M. Laval, der....

- Befandt sig to steder på én gang. Næste vidne!

Sergeant Monts udsagn stemte perfekt over ens med de andres. Fra politibilen havde han personligt talt med sin chef flere gange mellem 23.30 og midnat, mens den sigtede var alene på havnekontoret.

- Var De vred på Mlle Lane, fordi hun havde klaget over deres kropsvisitation?

- Vred. Nej, hun kan ikke gøre for, at hun er lidt sextosset. Hun plejer at skrive artikler om misbrug af kvinder og sexchikane. Og i arresten klagede hun over os alle, selv kvindelægen. Hun trænger til at få sine lyster styret i Statsbordellet, for hun har sygelige sexfantasier.

- Protest!

- Modbydelige svin!

- Før forsvareren kunne standse hende, løb Brenda hen til vidneskranken og satte neglene i sin fjende. Hun blev grebet bagfra af retsbetjenten og sprællede.

- Lænk hende! råbte dommeren, og den stakkels pige blev lænket på hænder og fødder igen, mens hendes forsvarer og venner protesterede.

- Ro i retten!! Brenda Lane! Jeg vil undlade at dømme Dem for foragt for retten denne gang. Sergeant Mont! De er ikke psykolog. Hans udtalelser om sexfantasier stryges af protokollen.

I mangel af bedre førte forsvaret chefredaktøren og Jeanette som vidner. Redaktøren smilede trøstende til sin yndling.

- Mlle Lane er datter af den fremragende kriminalreporter Francois Lane, som døde i kamp mod narkotikaen. Hun var en flittig og talentfuld elev hos os og fuldendte sin uddannelse på Lousiana Post, som hun stadig er korrespondent for. Hun er den sødeste og mest sandhedskærlige kvinde, jeg kender.

- Var hun også sandhedskærlig, da hun narrede baronens bande? spurgte anklageren.

- Da var hun en glimrende reporter og en nyttig samfundsborger, der hader narko ligesom sin far.
- Hvad er så dette?

- Der blev uddelt aviser til nævningene, forsvareren og vidnet. Redaktøren rødmede:

- Et særnummer af Gazette. Jeg var meget imod, at....

- AFSLØRET var den store overskrift. Det ene billede viste den smilende stjernereporter som blond millionærpige på en lystyacht, det andet som arrestant med et pistolskæfte ved sit nøgne bryst med den åbne kuffert ved siden af. Det var Jeanettes foto fra cafeen.

Brenda rejste sig forfærdet over forræderiet, og Vent måtte trække hende ned på plads.

- Det er Jeanette, den heks, hviskede hun.

- Jeg ville ikke have det trykt. Men to af mine medarbejdere foreholdt mig, at Brenda selv var modstander af enhver form for censur, og det var svært at argumentere....

- Mod sandheden, afsluttede anklageren.

Sidste vidne var den platinblonde Jeanette.

- De er Mlle Lanes veninde. Hvorfor har De skrevet denne artikel, som kan skade hende? spurgte forsvareren.

- Jeg var øjenvidne til en sensation. Nyhederne og sandheden skal frem. Det er Brenda og jeg helt enige om. Hun har også altid været imod narko, så jeg var forbløffet over at se hende sælge det.

- Tror De ikke, at det blot var et nyt forsøg på afsløre en narkohandler?

- Joh, det....

- Hun trak på skuldrene.

- Var det et tilfælde, at De var til stede?

- Politiets fotograf og jeg sad og hyggede os på Cafe Rouge, da sergeant Mont ringede og bad ham komme hen til Cafe Noir. Der ville nok ske noget interessant, sagde han, og jeg måtte godt komme med.

- Husker De, hvad Brenda Lane sagde, da hun blev anholdt?
- Noget med Monsieur Laval

- at hun skulle hjælpe ham, og han skulle hjælpe hende. Og så prøvede hun at flygte.

- Vil De betegne Deres veninde som anstændig? spurgte forsvareren.

- Ja, hun går meget op i at virke anstændig, næsten snerpet.

- Går hun meget op i sit arbejde?

- Ja, det kan man ikke benægte. Hun er meget ivrig efter at få succes.

- Kan De ikke huske noget, som viser, at hun virkelig ville lægge en fælde for marquisen, spurgte forsvareren næsten fortvivlet.

- Næh. Hun var meget sikker på, at han var skyldig. Men...jeg så kun, at hun selv gik i en fælde.
- Ja. Hun gik i en fælde!

- Vent forsøgte at virke overbevisende.

- Ikke flere spørgsmål.

- Ingen spørgsmål, sagde anklageren.

- Og ikke flere vidner, konstaterede dommeren.

- Jamen, det er jo vanvittigt!

- Brenda sprang op. - Jeg risikerer at blive dømt.

- Det skulle De have tænkt på, før De solgte 3 kg kokain, sagde den lille dommer. Sæt Dem og ti stille og lad os høre anklageren!

Han sagde blandt andet:

- “Små tyve hænger man, store lader man løbe,” sagde Brenda Lane i et tv-interview i går. Hun mente, at de som forbrød sig af nød, skulle dømmes mildt, mens folk som baronen og hans søster skulle straffes hårdere. Det må også gælde for hende selv: en velbegavet succespige med en millionærfamilie i USA. En dom over hende vil vække voldsom opsigt, men netop bevise, at i Domitia lader vi ikke de store tyve løbe. Hvorfor skulle hun sælge narkotika? Tja, en million francs er mange penge. Men måske var det ikke kun grådighed. Hun var besat af den tanke, at marquis de Talley var narkohandler. Da hun ikke kunne besejre ham i retten, ville hun narre ham for en million og måske angive ham bagefter. Ingen ville tro ham, når han så fortalte, at den uskyldsrene pige havde været hans mellemhandler.

Men lad jer ikke narre af hendes dådyrøjne! Hun er et dobbeltmenneske: knibsk jomfru det ene øjeblik, sexet agent det næste. Nu påstår hun, at vores erfarne, pligtopfyldende politifolk sammensvor sig, og at narkopolitichefen var to steder på samme tid og lagde en fælde for hende. Hun gik i sin egen fælde. Hun spillede højt spil og tabte. Eva Nilsson var et offer. Brenda Lane er eneansvarlig for salg af 3 kg kokain, en snedig narkosælger. Hun bør idømmes lovens strengeste straf.

Den anklagede sad lænket og ligbleg. Hans ord lød så overbevisende, at hun næsten selv tvivlede på, at hendes forklaring var sand. Vent klappede hende trøstende og tog ordet.

- Jeg må endnu engang protestere over det rekordagtige hastværk, hvormed sagen mod min klient er gennemført. Der har været urimelig kort tid til at finde beviser, og agenten Nick Hammond burde have været tilkaldt som vidne. Hvis afgørelsen går os imod, vil vi straks appellere. Brenda Lane er uskyldig. Hun har en ren straffeattest og er gået i sin berømte fars fodspor i kampen mod kriminaliteten. Endnu i går hyldedes hun som heltinde.

Hun afslørede en afskyelig narkobande, men fik derved fjender. Anklageren har ret i, at hun troede, at marquisen var narkohandler. Det har været umuligt for os bevise, at han eller narkopolitiet lokkede hende til Cafe Noir i nat. Men det står klart, at motivet ikke var at sælge kuffertens indhold, men at afsløre en narkokøber. Hun havde ingen nøgle og vidste ikke, hvad der var i den lille kuffert. Faktisk kan hun kun dømmes for ulovlig omgang med hittegods. ( Latter i retten). Hvis de ærede nævninge ikke tror på, at M.Laval har narret hende for at kunne fornøje sig med hende i bordelfængslet, så må De i det mindste erkende, at hendes motiv undskylder gerningen, og anbefale en betinget dom. Hun er kun 22 år .Ødelæg ikke denne dygtige, sympatiske unge piges liv!

Brenda fik nyt mod og så taknemligt op på Vent. Dommeren gav retsbelæring:

- Ingen kan benægte, at den sigtede er ustraffet og en tiltrækkende ung kvinde. Jeg har med interesse læst både hendes afdøde fars og hendes egne udmærkede artikler om kriminalitet og kritik af lovgivningen her og i USA. Det er skæbnens ironi, at hun selv er den anklagede her i dag. Men sagen drejer sig ikke om hendes families eller hendes egne fortjenester, men udelukkende om, hvad der skete i aftes. Nick Hammonds eventuelle medskyld er irrelevant. Han var i USA. Det med hittegodset er et advokattrick. Brenda Lane har selv tilstået, at hun troede, der var kokain i. Hun solgte hård narkotika til en værdi af over en million francs. Det, juryen skal afgøre, er: Blev hun tvunget eller narret til at gøre det, eller gjorde hun det frivilligt?

- Behøver vi at gå udenfor? spurgte nævningeformanden. Er der nogen, der tror på hendes besynder- lige forklaring?

- Næh, sagde de andre hovedrystende.

- Er der nogen, der tror, at den snedige pige er uskyldig?

- Næh.

- Brenda rejste sig i panik.

- I må tro mig. Det var M. Laval....!

- Et døgns fængsel for foragt for retten! Hvad er juryens kendelse?

- Skyldig!

- Det sortnede for den dømte piges øjne. Hun sank grædende sammen over bordet. Der blev klappen og protester i salen.

- Stille! råbte dommeren. Brenda Lane, rejs Dem og modtag dommen! 9 års fængsel!

- 9 år!

- Det svimlede for hende.

- Eller 3 års bordeltjeneste!

- Det kan I ikke! Jeg er næsten jomfru.

- Hvad betyder “næsten”, spurgte den lille dommer og lænede sig interesseret frem.

- Jeg har kun været i seng med min forlovede een gang. Jeg er alt for sart.

- Såh? Her har jeg dr. Gents erklæring: “Patienten er meget sund og velskabt. Hun er seksuelt uerfaren, har aldrig prøvet oral- og analsex, særdeles følsom og snæver i vagina. Har eventuelt lesbiske tilbøjeligheder.” Det kan De blive kureret for i bordelfængslet.

- Jeg vil hellere dø!

- Dødsstraf for kvinder er afskaffet. Men for to år siden blev salg af en sådan dosis straffet med hængning! Den nye lov er til glæde for mange. Vi har allerede set Deres smukke bryst på billedet. Vis nævningene Deres ben!

- Nej, jeg vil ikke! Det er en forbrydelse at sende unge uskyldige kvinder i det bordel. Jeg har hørt de forfærdeligste ting om....

- 3 døgns fængsel for foragt for retten. Tag hendes nederdel af!

Den desperate pige slog om sig, og det lykkedes hende at ramme retsbetjenten med håndjernene og sine spidse sko. Men sergeanten kendte hende for godt. Han fik fat om livet på hende bagfra, trak lynlåsen ned, og mens den stramme, lyseblå nederdel gled ned, fik han hænderne ind under trusserne på den nøgne hofte og numsen. Den skaldede dommer nød synet af de slanke lår under de små, gennemsigtige trusser, og lænken foran gjorde kun synet endnu mere ophidsende. Monts fingre nåede numsehullet og hårdusken, da dommeren befalede:

- Vend fangen om mod nævningene og lad hende stå alene!

Under jakken så han den lækre numse befriet for trusserne, mens nævningene nød den halvnøgne underkrop forfra. Den ydmygede pige fik trukket trusserne nogenlunde på plads, men de afslørede næsten alt.

- Er hun velegnet til bordeltjeneste?

- Hun er som skabt til det. En lækkerbisken!

- De mandlige nævninge savlede, mens de to kvindelige snerpede munden sammen.

- Den tøs har ikke fortjent bedre, sagde den ene.

“Tøsen” var ved at synke i jorden af skam. Hun så sig fortvivlet om efter hjælp; men selv hendes venners øjne lyste af begær. Desperat kastede hun sig ned på knæ foran skranken, foldede de ufrie hænder og rakte dem op mod dommeren:

- Høje dommer! Straf mig på en anden måde! Jeg kan ikke overleve at blive voldtaget.

- Tværtimod, min skønne. En forfinet kvinde som De vil ikke kunne overleve hårdt straffearbejde. Den knælende stilling klæder Dem, og retten vil ikke vise sig umenneskelig. De og Deres forsvarer kommer med ind på mit kontor, og hvis De kan overbevise mig om, at de er for sart til at være bordelslave, vil jeg overveje dommen.

- Tak, høje dommer.

- Retten er hævet!
Forsvareren samlede hendes nederdel op, gav hende den ikke på, men støttede hende, mens hun humpede ind på kontoret.

- Mlle Lane, sagde den halvgamle dommer næsten venligt:

- De er dygtig til at kritisere retsvæsnet og politiet. Men er De selv fejlfri? Har Deres forældre ikke forkælet Dem?

- Han kælede med hendes kind og hals og fortsatte ind under blusen.

- Joh, måske. Jeg havde en meget beskyttet barndom, og både mine forældre og min stedfar har været enestående imod mig.

- Har Deres far aldrig givet Dem en endefuld?

- Nej. Ingen har nogensinde slået mig.

- Det er nok det, der er galt. De har i dag vist foragt for retten. Vil De indrømme, at De er en uartig pige, der fortjener en endefuld?

- Brenda så ned på sin halvnøgne underkrop.

- Den gamle gris vil udnytte situationen, tænkte hun.

- Hun så usikkert hen på sin forsvarer.

- Til gengæld vil jeg eftergive Dem de 3 døgns fængsel for foragt for retten.

- Det lyder som et godt tilbud, sagde nevøen.

- Men hvad med bordellet?

- Det overvejer jeg stadig. Lad mig høre Dem indrømme det!

- Jeg har båret mig dumt ad og fortjener en endefuld, mumlede den stolte pige og mente det pludselig. - Gid jeg kunne slippe med det! tænkte hun.

- Det skal De få. Nu fjerner vi lænken og benklæderne.

- Benklæ..? Er det nødvendigt?

- En rigtig endefuld skal gives i den bare.

- Dommeren havde allerede fat i trusserne og gned kærtegnende ned ad hendes lår og gloede på hendes nøgne skød.

- Sæt dig her, Jacques! Hold jakken oppe og sørg for, at hun ikke skriger!

De satte sig på en bænk, og den velskabte brunette måtte lægge sig hen over de to mænd med hænderne på gulvet og hals og bryster hen over nevøen og mærkede bulen i den ældre mands bukser mod sit venusbjerg, mens han følte på hendes nøgne balder.

- Silkehud. En rigtig parisernumse.

- Hans fingre gled ind i revnen, berørte kønshårene og numsehullet. Hun strammede balderne og prøvede at vrikke sig væk fra de nærgående hænder. Men nevøen holdt fast om hendes ene bryst.

- Det var ..en .. endefuld, protesterede hun.

- Ja.

- Dommeren løftede hånden og lod den falde med fuld kraft. Der undslap pigen et gisp af smerte. Så ondt havde hun ikke troet, det kunne gøre, og næste slag gjorde præcis lige så ondt. Hun sprællede; men dommeren stak sin hånd ind i skridtet på hende, så langfingeren gled ind mellem skamlæberne og trak hende på plads igen.

- Det var ikke.. av!

- 3. og 4. slag faldt straks og farvede bagdelen rød. Fingeren berørte klitoris.

- Deres finger er oppe i min.... Det må De ikke!

- To slag var det hårde svar.

- Du bestemmer ikke, hvad jeg må, tøs! Men du kan få pryglene på en anden måde. Læg dig hen over skrivebordet!

- Den rædselsslagne, lænkede pige blev lagt på maven hen over skrivebordskanten med numsen og kussen fristende i vejret. Forsvareren holdt fast i håndjernene og hendes hoved, mens onklen bankede løs på den runde numse. Så mærkede hun en finger i skeden.

- Hun er fugtig, den lille luder! stønnede dommeren.

- Hans bukser gled ned, hans brede pik sprang frem, og trods pigens gråd og protester borede han den langsomt og med besvær op i den snævre kusse bagfra.

- De må ikke! De ødelægger mig! Argh! Det er voldtægt!

- Det var langt mere brutalt, end da hendes forlovede sprængte møhinden, og smertede mindst lige så meget. Voldtægtsmanden slog hende hårdt på siden af balderne, mens han stødte til og langsomt trængte længere og længere ind.

- Han voldtager mig! Så hjælp mig dog! De er min forsvarer! jamrede offeret.

- Det er for sent. Prøv at nyde det, min elskede pige!

- Jacques Vent kælede med hendes bryster og kyssede hende og ønskede, at det var ham, der var inde i hende. Nyde det kunne hun ikke. Inde i hendes snævre skede arbejdede onklens våben ubarmhjertigt, de hårde fingre borede sig ind i hofterne og trak hendes underkrop ind imod ham, og når hun protesterede, fik hun smæk på siden af lårene.

- Sadist, hvæsede hun og fik et endnu hårdere slag.

Hans stønnen blev voldsommere.

- De må ikke sprøjte i mig! Jeg kan blive gravid!

- Ja, onkel, pas på!

- Vent ville dog forsvare sin klient mod det.

- Jeg kommer -- åh --åh!

- Dommeren trak sin penis ud og sendte sin sperm hen over den lækre fanges numse og hofte, slap hende og satte sig udmattet. Nevøen tog hendes trusser og tørrede sæden af med dem. Den fortvivlede pige fik vendt sig og kom op at sidde og stirrede på hans lange, stærkt erigerede lem, som stak ud af bukserne.

- Tilgiv, min elskede. Jeg har været vild med dig, siden jeg så din vidunderlige krop i baderummet. Jeg må have dig nu!

Den forbløffede pige nåede knapt at gøre modstand, før Vent fik spredt hendes lår og bøjede hende bagover på skrivebordet og førte sin pik ind i den våde, men stadig stramme kusse. Den masede sig ind mellem skedevæggene.

- Av, det gør ondt. Du voldtager mig, din forræder!

- Ja, tilgiv mig! Jeg må eje dig. Åh, dine dejlige bryster. Kom!

- Hun slog ham med sine lænkede hænder og vred sig desperat. Men forsvareren tog fat om sin dejlige klients runde balder og trak hende endnu tættere ind mod sig og kneppede løs, mens han bøjede sig ned over hende og kyssede hendes hals og læber. Brenda spyttede på ham, men han lukkede hendes mund med et krævende kys. Vent var så stærkt ophidset, at han allerede var ved at få udløsning.

- Sprøjt ikke i mig! gispede hun.

- Nej.

- Han trak sig ud, lagde sig ned på hendes venusbjerg, fortsatte lidt og sprøjtede så ud over hendes mave og strømpeholder.

- Nå, kunne du lide det, journalistpige! spurgte den atter påklædte dommer.

- I svin! Absolut ikke. Slipper jeg så for bordellet?

- Nej, hvorfor det? Du påstod, at du ikke kunne overleve det her. Og du lever endnu, ikke sandt?
- De lovede mig....!

- De tre døgn for foragt, ja. Du kan nøjes med 3 år som bordelslave. Uhm! Du bliver en lækkerbisken for køberne. Jacques, du sørger for, at hun straks bliver kørt direkte til fortet, så giver jeg offentligheden besked om min dom.

- Forsvareren gjorde skamfuldt alt, hvad han kunne for den utrøstelige pige, vaskede hende og hjalp hende nederdelen på, men ikke de sædplettede trusser.

Udenfor ventede narkopolitichefen.

- Nej, frels mig fra det uhyre! Nu venter han kun på at få sin vilje med mig. Dommeren har lige voldtaget mig, Laval. Lad mig være!

- Jaså. Det tænkte jeg nok. Og hvad gjorde hans nevø?

- Forsvareren så bønligt på sin klient. - Han ..han kunne ikke forsvare mig.

- Vent drog et lettelsens suk, og Laval så mistroisk på ham.

- Såh? Jeg har pligt til at føre den dømte til Statsbordellet.
- Vent mandede sig op:

- Jeg vil forsvare hende, lige til hun bliver afleveret.

- Vær nu ikke latterlig, M.Vent! I de næste 3 år skal den lækre tøs gennemkneppes forfra og bagfra af alle mulige mænd. Hvad galt kan der så være i at vænne hende lidt til tanken? De vil måske dele?

- M.Laval! De bekræfter mistanken om, at De har lokket min klient i en fælde. Er hun alligevel uskyldig?

- Vrøvl! Jeg skal nok behandle hende pænt på vejen. Men så skal vildkatten have håndjernene om bagpå, ellers er hun for farlig.

- Han låste dem op.

- Lad min forsvarer ordne det!

- Hun valgte det mindste onde, og hvor nødigt hun end ville, lagde hun armene om på ryggen, og håndjernene gjorde hende igen ukampdygtig. Trods Lavals protester satte Vent sig midt på bagsædet i politibilen, mens Mont, der var chauffør, og Laval bandede. De havde planlagt at køre ind på en skovsti undervejs for straks at nyde udbyttet af deres snedige plan og slukke deres begær i den blændende smukke pige, som de havde tragtet efter så længe.